Antipsykiatri – definition, historie og kritik af psykiatrien
Der findes en række sociale og politiske bevægelser, der sætter spørgsmålstegn ved visse former for psykiatrisk praksis, som ofte omtales som antipsykiatri. Begrebet dækker over et spektrum af kritikpunkter og alternative forslag — fra bekymring for frihedsberøvelse og tvangsbehandling til grundlæggende filosofiske spørgsmål om, hvad "psykisk sygdom" overhovedet er.
Historiske rødder
Kritik af den institutionelle behandling af mennesker med psykiske lidelser har rødder langt tilbage. Under den franske revolution og i kølvandet på romantikkens idealer opstod bevægelser, der krævede mere humane forhold og en anden forståelse af sindets lidelser. Romantiske værdier fokuserede på individets subjektive erfaring og kunne derfor stå i opposition til mekanisk og stigmatiserende behandling.
I Tyskland omkring 1900 og i andre europæiske lande udviklede der sig både faglig debat og reformbevægelser, der stillede spørgsmål ved den gængse kliniske praksis og begrebsanvendelse. I midten af 1900-tallet fik kritikken fornyet kraft, og i 1960'erne voksede en international bevægelse frem i både USA og Europa, som udfordrede både diagnosekategorier og institutionernes magt.
Vigtige personer i denne bølge var blandt andre filosoffen og historikeren Michel Foucault, psykiaterne R. D. Laing og David Cooper samt kritikere som Thomas Szasz. Foucaults bog Madness and Civilization: A History of Insanity in the Age of Reason (ofte på dansk oversat som Vanvidets historie) analyserer historisk, hvordan samfundet har defineret og kontrolleret "galskab". Den sydafrikanske psykiater David Cooper var den første til at bruge ordet "anti-psykiatri". Han brugte det første gang i 1967 og var en central skikkelse i at samle og formulere kritikken i en bevægelse.
Hovedkritikker fra antipsykiatribevægelsen
- Diagnoser og kategorisering: Kritikere hævder, at nogle psykiatriske diagnoser (fx visse former for skizofreni) er sociale eller kulturelle konstruktioner snarere end entydige biologiske sygdomme.
- Magt og tvang: Bekymring for, at psykiatrien kan fungere som social kontrol gennem fængsling, tvangsindlæggelser og manglende samtykke til behandling (psykiatrien som institution kan udøve stor magt over patienter).
- Overbehandling og medicinering: Kritik af for ensidig brug af psykofarmaka, under- eller overdosering, bivirkninger og manglende fokus på sociale årsager.
- Inhuman behandling i institutioner: Påpegning af dårlige forhold, misbrug eller nedværdigende praksis på lukkede afdelinger og asyler.
- Medicalisering af sociale problemer: At sociale vanskeligheder eller reaktioner på svære livsbegivenheder hurtigt omsættes til "psykiatriske sygdomme" i stedet for at se på kontekst og samfundsmæssige forhold.
Konsekvenser og reformer
Antipsykiatribevægelserne var med til at sætte fokus på patientrettigheder, informeret samtykke og nødvendigheden af humane forhold i behandling. I flere lande førte debatten til:
- Deinstitutionalisering og nedlukning eller omdannelse af store asyler (fx i Italien under ledelse af aktivister som Franco Basaglia),
- Større vægt på ambulant behandling, fællesskabsbaserede tilbud og rehabilitering,
- Udvikling af bruger- og pårørendebevægelser samt peer-støtte,
- Styrkelse af juridiske rammer for tvang, klagemuligheder og patienters rettigheder.
Moderne perspektiver og nuancer
Det er vigtigt at skelne mellem forskellige former for kritik: Nogle kritikere ønskede at afskaffe psykiatrien helt, mens andre arbejdede for reform og bedre praksis. I dag anerkender mange fagfolk, at psykiatrien har afgørende behandlingsmuligheder, som kan være livsreddende for mange, men at der samtidig er reelle problemer med magtforhold, stigmatisering og overmedicinering, som fortsat kræver opmærksomhed.
Der findes også en række alternativer og supplerende tilgange, som har fået større plads: traumeorienterede behandlinger, socialpsykiatri, dialogbaserede metoder (fx Open Dialogue), recovery-orienterede tilgange og brugerinddragelse i udformningen af tilbud. Antipsykiatriens vigtigste arv er derfor ikke nødvendigvis afvikling af psykiatrien, men en vedvarende kritik, som har ført til øget fokus på etik, rettigheder og humane behandlingsformer.
Samlet set har antipsykiatriens idéer bidraget til vigtige reformer og til en bredere debat om, hvordan samfundet forstår og håndterer psykisk lidelse — samtidig med at debatten ofte er kompleks og nuanceret, fordi spørgsmål om behandling, frihed og ansvar sjældent har enkle svar.
Relaterede sider
- Psykiatri
- MindFreedom International
- David Oaks
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er antipsykiatri?
A: Antipsykiatri er en social og politisk bevægelse, der sætter spørgsmålstegn ved visse former for psykiatrisk praksis.
Q: Hvornår opstod den første anti-psykiatribevægelse?
A: Den første antipsykiatriske bevægelse opstod under den franske revolution i 1789 og var påvirket af romantiske idealer.
Spørgsmål: Hvornår startede den anden antipsykiatriske bevægelse?
A: Den anden antipsykiatriske bevægelse startede i Tyskland omkring år 1900.
Spørgsmål: Hvad var fokus for den tredje antipsykiatriske bevægelse?
A: Den tredje antipsykiatribevægelse havde til formål at sætte spørgsmålstegn ved klassifikationen af skizofreni som en psykisk sygdom, der skal behandles af psykiatrien, og at fremhæve visse problemer på psykiatriske afdelinger.
Spørgsmål: Hvem havde stor indflydelse på den tredje antipsykiatriske bevægelse?
A: Michel Foucault havde stor indflydelse på den tredje antipsykiatriske bevægelse.
Spørgsmål: Hvad er Michel Foucaults bog, Madness and Insanity: History of Madness in the Classical Age, om?
A: Michel Foucaults bog, Madness and Insanity: History of Madness in the Classical Age, handler om spørgsmålet om, hvornår galskab begynder.
Spørgsmål: Hvem var den første person, der brugte udtrykket "anti-psykiatri"?
Svar: David Cooper, en sydafrikansk psykiater, var den første person, der brugte udtrykket "anti-psykiatri" i 1967.
