Salvelse af de syge er et sakramente (en hellig ceremoni) i den romersk-katolske kirke og andre kristne trosretninger. Det gives til mennesker, der er "i fare på grund af sygdom eller alderdom".

En person behøver ikke at være døende for at modtage de syges salvelse. Det kan gives til alle, som står over for en alvorlig medicinsk tilstand, eller som har et helbredsproblem, der de kan dø af.

Salvelse af de syge kaldes også salvelse. Tidligere blev det ofte omtalt som ekstrem salvelse (Extrema Unctio), men efter Andet Vatikankoncil bruges i dag oftere betegnelsen "de syges salvelse". (Ordene "salvelse" og "salvelse" henviser begge til at smøre med olie, som er en vigtig del af ceremonien).

Hvad indebærer ritualet?

Ritualet omfatter flere faste elementer:

  • Lægge hænder på den syge og bede – en gestus for overførsel af bøn og velsignelse.
  • Præstens bøn for helbredelse, trøst og styrke gennem Guds nåde.
  • Salvelse med den hellige olie (normalt smurt på panden og hænderne).
  • Egentlig forbøn for tilgivelse af synder og for fred i sjælen – hvis personen ikke kan gå til skriftemål, kan dette sakramente også give syndernes tilgivelse.

Hvem giver og hvem kan modtage?

Sakramentet gives sakramentalt af en præst eller biskop; lægfolk kan udtrykke omsorg og bede sammen med den syge, men de kan ikke udføre selve salvelsen som sakramente. Alle katolikker med en alvorlig sygdom eller svækket af alderdom kan modtage salvelse, og det kan gives flere gange i løbet af et menneskes liv, hvis tilstanden forværres eller der opstår nye alvorlige situationer.

Hvad er formålet og virkningen?

Formålet med de syges salvelse er ikke alene fysisk helbredelse (skønt det kan ske), men især at give:

  • Åndelig styrke og fred i mødet med lidelse.
  • Nåde til at bære sygdommen med tro og håb.
  • Forløsning fra synd, hvis den syge ikke kan gå til skriftemål.
  • Evt. fysisk helbredelse, hvis det er Guds vilje.

Forskellen til nadveren og sidste nadver (viaticum)

De syges salvelse adskiller sig fra nadveren og fra viaticum (den sidste nadver): salvelsen er et sakramente til trøst og styrke i sygdom, mens viaticum er nadveren givet som åndelig føde til den, der er tæt på døden. De kan gives i kombination, men er særlige sakramenter med hver deres betydning.

Historie og navneændring

Historisk har man i kirken praktiseret salvelse siden de tidligste kristne fællesskaber. Indtil midten af det 20. århundrede kaldtes sakramentet ofte ekstrem salvelse (eller extrema unctio), fordi det især blev knyttet til dødsøjeblikket. Efter Andet Vatikankoncil blev fokus udvidet: man understregede, at salvelse kan gives ved enhver alvorlig sygdom eller ved alderdom, ikke kun i sidste øjeblik. Derfor bruges i dag oftere betegnelsen "de syges salvelse".

Praktiske råd

  • Kontakt en præst tidligt, hvis sygdommen er alvorlig — man behøver ikke vente til det sidste øjeblik.
  • Olie, der bruges til sakramentet, er normalt blevet velsignet af en biskop (kaldet "den hellige olie af de syge").
  • Familie og venner opfordres til at bede for og støtte den syge både før, under og efter salvelsen.

De syges salvelse er altså et sakramente, som giver trøst, tilgivelse og åndelig styrke midt i lidelse og sygdom. Det er en central del af den katolske kirkes måde at møde mennesker i svage og sårbare situationer.