Hadrianus (Publius Aelius Hadrianus, 24. januar 76 - 10. juli 138) var romersk kejser fra 117 til 138. Han er en af de mest markante romerske herskere fra det 2. århundrede og forbindes både med fredelig konsolidering af riget, omfattende bygningsvirksomhed og en stærk interesse for græsk kultur.

Tidlige år og magtovertagelse

Hadrian blev født i en spansk-romersk familie, sandsynligvis i Italica (nær Sevilla). Han tilhørte den romerske adelsklasse og steg i graderne ved hoffet under tidligere kejsere. Hans forgænger Trajan var en fætter til Hadrians far. Ifølge samtidige kilder udpegede Trajan aldrig officielt en arving, men efter Trajans død i 117 gik magten til Hadrian, angiveligt med støtte fra Trajans hustru Pompeia Plotina og vennen Licinius Sura, som begge spillede en rolle i overgangen.

Regeringspolitik og rejser

Hadrianus brugte meget af sin regeringstid på at rejse rundt i riget og besøge provinserne personligt. Han ønskede at konsolidere og sikre imperiets grænser frem for yderligere erobringer, hvilket førte til et fokus på forsvar og administration frem for ekspansion. Efter sin tiltrædelse trak han sig tilbage fra nogle af Trajans erobringer i Mesopotamien og Armenien og overvejede endda at opgive Dacia.

Militær praksis

Selvom Hadrian havde en stor forkærlighed for hæren — han bar ofte militærklæder og sov og spiste blandt soldaterne — var hans strategi i højere grad præget af disciplin, træning og forebyggelse end af konstante felttog. Han skærpede militærtræningen, fremmede grænsebefæstninger og anvendte lejlighedsvis falske trusler eller manøvrer for at holde hæren vågen. I hele hans regeringstid var den samlede militære aktivitet i imperiet relativt lav, bortset fra enkelte konflikter som den voldsomme Bar Kokhba-opstand i Judæa.

Bar Kokhba-opstanden og ændringer i Orienten

Opstanden i Judæa (132–136) var en voldsom konfrontation mellem jødiske oprørere og romerske styrker. Hadrianus undertrykte opstanden hårdt; efterfølgende blev provinsen omdøbt til Syrien Palaestina, en ændring der både havde administrativ og symbolsk betydning og som har været genstand for megen historisk debat.

Byggerier og arkitektur

Hadrianus er kendt som en stor bygherre. Han byggede og restaurerede utallige bygninger i hele riget, ofte med en karakteristisk kombination af klassisk romersk teknik og græsk æstetik. Blandt de mest berømte arbejder er:

  • Hadrians mur, som markerede den nordlige grænse for det romerske område i Storbritannien — en lang befæstningslinje med vejforbindelser, vagttårne og garnisoner.
  • I Rom genopbyggede han Pantheon (den nu bevarede kuppelkonstruktion stammer fra Hadrians tid) og lod opføre templer, blandt andet et tempel for Venus og Roma.
  • Villaen ved Tibur (Tivoli), kendt som Villa Adriana, var hans private residenskompleks og et af antikkens mest storslåede anlæg med bassiner, haver og modeller af berømte monumenter.
  • Han færdiggjorde eller støttede monumenter i Athen og andre vedgræske byer og påbegyndte store offentlige arbejder, såsom restaureringer af templer og agoraprojekter — han ønskede at gøre Athen til rigets kulturelle hovedstad.

Hadrianus lod også opføre sin egen mausoleum ved Tiberen, det senere Castel Sant'Angelo.

Kultur, tro og personlighed

Ud over at være kejser var Hadrianus humanist og en udpræget tilhænger af græske kulturformer — såkaldt philhellenisme. Han promoverede litteratur, filosofi og kunst og omgav sig med lærde og kunstnere. En central personlig historie er forholdet til ynglingen Antinous, som druknede i Nilen; Hadrianus sørgede for Antinous’ deificering og grundlagde byen Antinopolis til hans minde.

Lovgivning og administration

Hadrianus gennemførte en række administrative og juridiske reformer for at styrke rigets styring. Han reorganiserede visse provinser, ændrede praksis ved udnævnelser af guvernører og gik ind for en mere centraliseret og effektiv forvaltning. Han var kendt for sin interesse i lov og retfærdighed og gennemgik og kommenterede flere juridiske spørgsmål, hvilket påvirkede den senere udvikling af romersk ret.

Arvefølgen og død

I 136 adopterede en syg Hadrianus Lucius Aelius som sin arving, men Aelius døde pludseligt i 138. For at sikre en stabil efterfølgelse indgik Hadrianus herefter en aftale: han adopterede AntoninusPius, på betingelse af at Antoninus til gengæld adopterede Marcus Aurelius og Aelius' søn Lucius Verus som sine egne arvinger. Antoninus indvilligede, og kort efter døde Hadrianus i sin villa nær Tibur den 10. juli 138.

Arv og betydning

Hadrianus huskes for at have prioriteret et stabilt og veladministreret imperium frem for yderligere erobringer, for sine omfattende byggeprojekter og for sin rolle som beskytter af kulturlivet — især den græske kultur. Han regnes som den tredje af de såkaldte fem gode kejsere og efterlod sig både materielle monumenter (Pantheon, Hadrians mur, Villa Adriana, hans mausoleum) og en arv som organiserende og reformorienteret hersker.