Guadalcanal-kampagnen | afgørende og strategisk vigtig kampagne under Anden Verdenskrig

Baggrund

Strategiske overvejelser

Den 7. december 1941 angreb japanske styrker den neutrale amerikanske Stillehavsflåde i Pearl Harbor på Hawaii. Angrebet kostede næsten 2.500 mennesker livet og beskadigede en stor del af den amerikanske slagskibsflåde, hvilket udløste en krig mellem de to nationer næste dag. De japanske lederes oprindelige mål var at ødelægge den amerikanske flåde, erobre landområder rige på naturressourcer og etablere strategiske militærbaser for at forsvare Japans imperium i Stillehavet og Asien. For at gøre dette indtog de japanske styrker Filippinerne, Thailand, Malaya, Singapore, Burma, Hollandsk Ostindien og mange små øer. De øvrige allierede magter sluttede sig til USA i krigen mod Japan, og flere af dem, herunder Storbritannien, Australien og Nederlandene, var også blevet angrebet af Japan.

Søslaget i Koralhavet forhindrede en hurtig japansk erobring af Australien, og slaget ved Midway reducerede Japans hangarskibsstyrker.

De allierede valgte de sydlige Salomonøer, herunder Guadalcanal, som det første mål. Den kejserlige japanske flåde (IJN) havde besat Tulagi i maj 1942 og havde bygget en vandflybase i nærheden. De allieredes bekymring voksede, da IJN i begyndelsen af juli 1942 begyndte at anlægge en stor flyveplads ved Lunga Point på Guadalcanal. Herfra ville japanske langtrækkende bombefly true Australiens østkyst. I august 1942 havde japanerne omkring 900 flådestyrker på Tulagi og de nærliggende øer og 2.800 personer på Guadalcanal. Disse baser skulle beskytte Japans store base i Rabaul, true de allierede forsynings- og kommunikationslinjer og danne grundlag for angreb mod Fiji, Ny Kaledonien og Samoa.

Japanerne havde planlagt at sende 45 jagerfly og 60 bombefly til Guadalcanal. I 1942 kunne disse fly yde luftdækning til de japanske flådestyrker, der rykkede ind i det sydlige Stillehav.

Den allierede plan om at invadere de sydlige Salomonøer blev udtænkt af den amerikanske admiral Ernest King, øverstkommanderende for den amerikanske flåde. Han ønskede at tage øerne fra japanerne. Med Roosevelts samtykke ønskede King også at invadere Guadalcanal. Da USA støttede Storbritanniens idé om at besejre Tyskland før Japan, måtte Stillehavskrigen konkurrere om tropper og ressourcer med den europæiske krig.

Derfor var den amerikanske hærs general George C. Marshall imod Kings foreslåede angreb og spurgte, hvem der skulle lede operationen. King svarede, at flåden og marinesoldaterne selv ville gøre det og gav admiral Chester Nimitz besked på at planlægge angrebene. King vandt diskussionen med Marshall, og invasionen blev gennemført.

Angrebet på Guadalcanal ville blive gennemført samtidig med en allieret offensiv på Ny Guinea under Douglas MacArthur. Målet var at erobre Admiralitetsøerne og Bismarck-arkipelaget, herunder den store japanske base i Rabaul. Til sidst ville de også indtage Filippinerne. De amerikanske stabschefer gav viceadmiral Robert L. Ghormley kommandoen den 19. juni 1942 til at lede angrebet på Salomonøerne.

Admiral Chester Nimitz, der havde base i Pearl Harbor, var den overordnede øverstkommanderende for de allierede styrker i Stillehavet.

Taskforce

Som forberedelse til angrebet i Stillehavet i maj 1942 flyttede den amerikanske 1. marineinfanteridivision fra USA til New Zealand. Andre allierede land-, flåde- og luftvåbenenheder blev sendt til andre øer i Stillehavet. Angrebet fik kodenavnet Operation Watchtower, og datoen blev fastsat til den 7. august 1942.

I første omgang var angrebene kun planlagt til Tulagi og Santa Cruz-øerne og ikke til Guadalcanal. Da de allierede opdagede den japanske flyveplads på Guadalcanal, blev dens indtagelse tilføjet til planen, og Santa Cruz-operationen blev droppet. Japanerne vidste, at de allierede styrker var på vej, men troede, at de skulle til Australien og måske til Port Moresby på Ny Guinea.

Watchtower-styrken, der bestod af 75 krigsskibe og transportskibe (af skibe fra USA og Australien), samledes nær Fiji den 26. juli 1942. De foretog en øvelseslanding inden afgang til Guadalcanal den 31. juli. Kommandøren for den allierede styrke var den amerikanske viceadmiral Frank Fletcher (flag på hangarskibet USS Saratoga). Den øverstbefalende for sø- og landstyrkerne var den amerikanske kontreadmiral Richmond K. Turner. Vandegrift ledede de 16.000 allierede (primært amerikanske marinesoldater) infanterister i forbindelse med landgangen.

De tropper, der blev sendt til Guadalcanal, kom lige fra militær træning og var bevæbnet med M1903 Springfield-geværer og en 10-dages ammunitionsbeholdning. For at få dem hurtigt i kamp havde planlæggerne af operationen reduceret deres forsyninger til kun 60 dage. Tropperne i 1. marinedivision begyndte at omtale det kommende slag som "Operation Shoestring".

 

Japansk kontrol over det vestlige Stillehavsområde mellem maj og august 1942. Guadalcanal er placeret nederst til højre i midten af kortet.  


Flyvepladsen ved Lunga Point på Guadalcanal under opførelse af japanske og koreanske arbejdere i juli 1942.  

Landinger

Det dårlige vejr gjorde det muligt for de allierede styrker at ankomme til Guadalcanal uden at blive set af japanerne om natten den 6. august og om morgenen den 7. august og overrumple forsvarerne. Dette er undertiden blevet kaldt midnatsangrebet på Guadalcanal. Landgangsstyrken delte sig i to grupper, hvor den ene gruppe angreb Guadalcanal, mens den anden angreb Tulagi, Florida og nærliggende øer.

Allierede krigsskibe bombede invasionsstrandene, mens amerikanske hangarskibsfly bombede japanske styrker på måløerne og ødelagde 15 japanske vandfly på deres base nær Tulagi.

Tulagi og to nærliggende små øer, Gavutu og Tanambogo, blev angrebet af 3.000 amerikanske marinesoldater. De 886 IJN-styrker gjorde voldsom modstand mod marineangrebene. Med et vist besvær erobrede marinesoldaterne alle tre øer; Tulagi den 8. august og Gavutu og Tanambogo den 9. august.

De japanske forsvarere blev næsten alle dræbt, mens marinesoldaterne havde 122 dræbte.

Landgangen på Guadalcanal mødte langt mindre modstand. Den 7. august gik 11.000 amerikanske marinesoldater i land på Guadalcanal og mødte ingen modstand. De standsede for natten omkring 1.000 yards (910 m) fra Lunga Point flyvepladsen. Den næste dag rykkede marinesoldaterne mod ringe modstand frem til Lunga River og erobrede flyvepladsen kl. 16.00 den 8. august.

Den japanske flådestyrke og de japanske kamptropper havde forladt flyvepladsområdet og var flygtet ca. 4,8 km vestpå til Matanikau-floden og Point Cruz-området. De efterlod mad, forsyninger, byggeudstyr og køretøjer og 13 døde.

Under landgangsoperationerne den 7. og 8. august angreb japanske flådefly baseret i Rabaul under kommando af Sadayoshi Yamada de allierede styrker flere gange, satte ild til transportskibet USS George F. Elliot (som sank to dage senere) og beskadigede destroyeren USS Jarvis alvorligt. Under luftangrebene i løbet af de to dage mistede japanerne 36 fly, mens USA mistede 19 fly, både i kamp og ved ulykker, herunder 14 hangarskibsjagere.

Efter disse kampe var Fletcher bekymret over tabene på hans hangarskibsjagere. Han var også bekymret for truslen mod hans hangarskibe fra japanske luftangreb og bekymret for sine skibes brændstofniveau. Fletcher trak sig tilbage fra området omkring Salomonøerne med sine hangarskibe om aftenen den 8. august. Som følge af tabet af hangarskibsbaseret luftdækning trak Turner sine skibe tilbage fra Guadalcanal, selv om mindre end halvdelen af de forsyninger og det tunge udstyr, som tropperne på land havde brug for, var blevet losset. Turner planlagde imidlertid at losse så mange forsyninger som muligt på Guadalcanal og Tulagi i løbet af natten til den 8. august og derefter tage af sted med sine skibe tidligt den 9. august.

 

De allierede amfibiestyrkers ruter til landgang på Guadalcanal og Tulagi, 7. august 1942.  


Amerikanske marinesoldater går fra LCP(L)s på Guadalcanal den 7. august 1942.  

Slaget ved Savo-øen

Den nat, da transporterne blev losset, blev to grupper af allierede krydsere og destroyere under kommando af den britiske kontraadmiral Victor Crutchley VC besejret af en japansk styrke bestående af syv krydsere og en destroyer fra 8. flåde, der var baseret i Rabaul og Kavieng og blev kommanderet af den japanske viceadmiral Gunichi Mikawa.

I slaget ved Savo Island blev en australsk og tre amerikanske krydsere sænket, og en amerikansk krydser og to destroyere blev beskadiget. Japanerne fik moderate skader på en krydser. Mikawa, som ikke vidste, at Fletcher forberedte sig på at trække sig tilbage med de amerikanske hangarskibe, gik straks tilbage til Rabaul uden at forsøge at angribe transportskibene. Mikawa var bekymret for at blive angrebet af amerikanske hangarskibsfly ved dagtimerne, hvis han blev i området. Uden hangarskibsflydækning besluttede Turner at trække sine resterende flådestyrker tilbage om aftenen den 9. august. Dette efterlod marinesoldaterne i land uden en stor del af det tunge udstyr, forsyninger og tropper, der stadig var om bord på transporterne. Mikawa's beslutning om ikke at forsøge at ødelægge de allierede transportskibe var en stor fejltagelse.

 

Oprindelige operationer

De 11.000 marinesoldater på Guadalcanal satte først en vagt op omkring Lunga Point og flyvepladsen. De flyttede også de landede forsyninger i land og færdiggjorde flyvepladsen. Den 18. august var flyvepladsen klar til at blive taget i brug. Der var blevet landet for fem dages mad fra transporterne, hvilket sammen med de erobrede japanske fødevarer gav marinesoldaterne i alt for 14 dages mad. For at spare på forsyningerne blev tropperne begrænset til to måltider om dagen.

De allierede tropper blev syge af dysenteri kort efter landgangen, og en ud af fem marinesoldater var syg i midten af august. Tropiske sygdomme ramte begge siders tropper. Selv om nogle af de koreanske bygningsarbejdere overgav sig til marinesoldaterne, samlede de fleste japanere og koreanere sig mod vest og spiste kokosnødder. En japansk flådeforpost var også placeret ved Taivu Point, ca. 35 km øst for Lunga perimeteren. Den 8. august afleverede en japansk destroyer fra Rabaul 113 tropper til Matanikau-positionen.

Om aftenen den 12. august gik en 25 mand stor amerikansk marinepatrulje i land med båd for at forsøge at finde en gruppe japanske tropper, som de amerikanske styrker mente kunne være villige til at overgive sig. Kort efter at patruljen var gået i land, angreb en nærliggende deling japanske flådestyrker og dræbte næsten fuldstændigt marinepatruljen.

Den 19. august sendte Vandegrift tre kompagnier fra det amerikanske 5. marineinfanteriregiment til at angribe de japanske tropper vest for Matanikau. Et kompagni angreb ved Matanikau-flodens udmunding, mens et andet kompagni krydsede floden 1.000 meter inde i landet og angreb de japanske styrker i Matanikau landsbyen. Det tredje gik i land med båd længere mod vest og angreb Kokumbuna landsbyen. Efter kortvarigt at have besat de to landsbyer vendte de tre marinekompagnier tilbage til Lunga-perimeteren efter at have dræbt omkring 65 japanske soldater og mistet fire.

Dette var den første af flere større aktioner omkring Matanikau-floden i løbet af slaget.

Den 20. august leverede eskortefartøjet USS Long Island to eskadriller af marinefly til Henderson Field, en eskadrille på 19 F4F Wildcats og den anden eskadrille på 12 SBD Dauntlesses. Flyene på Henderson blev kendt som "Cactus Air Force" (CAF) efter det allierede kodenavn for Guadalcanal.

Marineflyene blev brugt den næste dag. Der var japanske bombeangreb næsten hver dag. Den 22. august ankom fem P-400 Airacobras fra den amerikanske hær og deres piloter til Henderson Field.

 

De indledende amerikanske marineinfanteristers forsvar omkring landingsbanen ved Lunga Point, Guadalcanal, 12. august 1942  


Kort, der viser de amerikanske marineinfanteristers angreb vest for Matanikau-floden den 19. august  

Slaget ved Tenaru

Som svar på de allierede landsætninger på Guadalcanal gav det japanske kejserlige hovedkvarter den kejserlige japanske hærs (IJA) 17. armé ordre til at genindtage Guadalcanal under kommando af generalløjtnant Harukichi Hyakutake i Rabaul. Hæren skulle støttes af japanske flådeenheder, herunder den kombinerede flåde under kommando af Isoroku Yamamoto, som havde hovedkvarter i Truk. Den 17. armé, der på det tidspunkt var involveret i det japanske felttog på Ny Guinea, havde kun få enheder til rådighed. Den 35. infanteribrigade under generalmajor Kiyotake Kawaguchi befandt sig på Palau. 4. (Aoba) infanteriregiment var på Filippinerne og 28. (Ichiki) infanteriregiment under kommando af oberst Kiyonao Ichiki befandt sig på transportskibe nær Guam.

De forskellige enheder begyndte at bevæge sig mod Guadalcanal. Ichikis enhed, der bestod af ca. 917 soldater, gik i land fra destroyere ved Taivu Point efter midnat den 19. august og foretog derefter en 14 km lang natmarch mod vest mod marinesoldaterne. Ichiki-regimentet blev opkaldt efter sin øverstbefalende officer.

Ichiki mente, at der ikke var så mange allierede soldater på Guadalcanal. Ichikis soldater angreb marineinfanteristernes stillinger ved Alligator Creek tidligt om morgenen den 21. august. Ichikis angreb blev slået ned med store japanske tab i det, der blev kendt som slaget ved Tenaru. I løbet af dagen angreb marineinfanteristerne Ichikis overlevende tropper og dræbte mange flere af dem.

Blandt de døde var Ichiki, men det er blevet hævdet, at han begik selvmord efter at have indset sit nederlag, i stedet for at dø i kamp. I alt blev alle undtagen 128 af de oprindelige 917 medlemmer af Ichiki-regimentets styrke dræbt i slaget. De overlevende vendte tilbage til Taivu Point, meddelte hovedkvarteret for 17. armé om deres nederlag og ventede på nye soldater og ordrer fra Rabaul.

 

Døde japanske soldater ved udmundingen af Alligator Creek på Guadalcanal efter slaget ved Tenaru.  

Slaget på de østlige Salomonøer

Da slaget i Tenaru var ved at være slut, var flere japanske tropper allerede på vej. Tre langsomme transporter afgik fra Truk den 16. august med de resterende 1.400 soldater fra Ichikis (28.) infanteriregiment plus 500 marinesoldater fra den 5. Yokosuka Special Naval Landing Force (5. Yokosuka Special Naval Landing Force).

Transportene blev bevogtet af 13 krigsskibe under kommando af den japanske kontreadmiral Raizo Tanaka. Han planlagde at landsætte tropperne på Guadalcanal den 24. august. For at dække landsætningerne og generobre Henderson Field fra de allierede styrker gav Yamamoto Chuichi Nagumo ordre til at mødes med en hangarskibsstyrke fra Truk den 21. august og sætte kursen mod de sydlige Salomonøer. Nagumos styrke omfattede tre hangarskibe og 30 andre krigsskibe.

Tre amerikanske hangarskibsstyrker under Fletcher nærmede sig Guadalcanal for at angribe japanerne. Den 24. og 25. august udkæmpede de to hangarskibsstyrker slaget om de østlige Salomonøer, hvilket resulterede i, at begge flåder trak sig tilbage fra området efter at have taget skade. Japan mistede et let hangarskib. Tanakas konvoj, efter at have fået store skader under slaget fra et luftangreb fra fly fra Henderson Field, herunder sænkning af en af transportskibene, ændrede retning mod Shortland Islands i de nordlige Salomonøer. Dette blev gjort for at overføre tropperne til destroyere med henblik på levering til Guadalcanal.

 

Hangarskibet USS Enterprise (CV-6) under luftangreb under slaget om de østlige Salomonøer.  

Luftslag og styrkelse af Lunga-forsvaret

I løbet af august fortsatte et lille antal amerikanske fly og deres besætninger med at ankomme til Guadalcanal. Ved udgangen af august var 64 fly af forskellige typer stationeret på Henderson Field. Luftkampene mellem de allierede fly på Henderson og japanske bombefly og jagerfly fra Rabaul fortsatte næsten dagligt. Mellem den 26. august og 5. september mistede USA omkring 15 fly, mens japanerne mistede ca. 19 fly. Mere end halvdelen af de nedskudte amerikanske flybesætninger blev reddet, mens de fleste af de japanske flybesætninger aldrig blev reddet. Den otte timers rundflyvning fra Rabaul til Guadalcanal, i alt ca. 1.800 km (1.120 miles), gjorde det svært for japanerne at angribe Henderson Field.

Australierne på Bougainville og New Georgia var ofte i stand til at advare om japanske luftangreb, hvilket gav de amerikanske jagerfly tid til at lette og angribe de japanske bombefly og jagerfly, når de nærmede sig øen.

Mellem den 21. august og 3. september gik tre marinebataljoner, herunder 1. Raiderbataljon under Merritt A. Edson (Edsons Raiders) og 1. faldskærmsbataljon fra Tulagi og Gavutu til Guadalcanal. Disse enheder tilføjede ca. 1.500 soldater til de oprindelige 11.000 mand, der forsvarede Henderson Field. 1. faldskærmsbataljon, som havde mange døde og sårede i slaget om Tulagi og Gavutu-Tanambogo i august, blev placeret under Edsons kommando.

Den anden flyttede bataljon, 1. bataljon, 5. marineinfanteriregiment (1/5), blev landsat vest for Matanikau nær Kokumbuna landsbyen den 27. august. De havde til opgave at angribe japanske enheder i området. De stod over for varm sol og stærke japanske forsvarsværker. Næste morgen fandt marinesoldaterne ud af, at de japanske forsvarere havde forladt området i løbet af natten, så marinesoldaterne vendte tilbage til Lunga perimeteren med båd. Tabene i denne aktion var 20 japanske og 3 marinesoldater dræbt.

Små allierede flådekonvojer ankom til Guadalcanal den 23. august, 29. august, 1. september og 8. september. De forsynede marinesoldaterne i Lunga med mere mad, ammunition, flybrændstof og flyteknikere. Konvojen den 1. september bragte også 392 bygningsingeniører til arbejdet på Henderson Field.

 

F4F Wildcat-jagere fra de amerikanske marinesoldater stiger op fra Henderson Field for at angribe indkommende japanske fly i slutningen af august eller begyndelsen af september 1942.  

Tokyo Express

Den 23. august nåede Kawaguchis 35. infanteribrigade frem til Truk og blev lastet på langsomme transportskibe for resten af turen til Guadalcanal. De skader, der blev påført Tanakas konvoj under slaget om de østlige Salomonøer, fik japanerne til at beslutte ikke at levere flere tropper til Guadalcanal med langsom transport. I stedet blev skibe med Kawaguchis soldater sendt til Rabaul.

Herfra planlagde japanerne at levere Kawaguchis mænd til Guadalcanal med destroyere. De japanske destroyere var normalt i stand til at foretage rundture ned (New Georgia Sound) til Guadalcanal og tilbage på en enkelt nat under hele felttoget, hvilket minimerede risikoen for allierede luftangreb.

De blev kendt som "Tokyo Express" af de allierede styrker af japanerne.

Når tropperne blev leveret på denne måde, var det svært at få tungt udstyr og forsyninger, såsom tungt artilleri, køretøjer og meget mad og ammunition til Guadalcanal. Desuden brugte denne aktivitet destroyere, som IJN havde brug for til handelsforsvaret. De allierede flådekommandanter bekæmpede ikke japanske flådestyrker om natten. Imidlertid var ethvert japansk skib, der i dagtimerne forblev inden for rækkevidde af flyene på Henderson Field i dagtimerne, ca. 320 km, i stor fare for luftangreb. Denne situation eksisterede i de næste mange måneder af slaget.

Mellem den 29. august og 4. september lykkedes det japanske lette krydsere, destroyere og patruljebåde at landsætte næsten 5.000 soldater ved Taivu Point, herunder størstedelen af den 35. infanteribrigade, en stor del af Aoba (4.) regiment og resten af Ichikis regiment. General Kawaguchi, der gik i land på Taivu Point den 31. august i ekspresløb, fik kommandoen over alle japanske styrker på Guadalcanal. En pramkonvoj bragte yderligere 1.000 soldater fra Kawaguchis brigade, under kommando af oberst Akinosuke Oka, til Kamimbo, vest for Lunga perimeteren.

 

Japanske tropper lastes om bord på en destroyer på en "Tokyo Express"-tur til Guadalcanal  

Slaget ved Edson's Ridge

Den 7. september udsendte Kawaguchi sin angrebsplan for at ødelægge fjendens flyveplads på Guadalcanal Island. Kawaguchis angrebsplan krævede, at hans styrker skulle foretage et overraskende natangreb. Okas styrker skulle angribe fra vest, mens Ichikis Second Echelon skulle angribe fra øst. Hovedangrebet ville blive udført af Kawaguchis gruppe på 3.000 mand fordelt på tre bataljoner fra syd. Den 7. september begyndte størstedelen af Kawaguchis tropper at marchere mod Lunga Point langs kystlinjen. Omkring 250 japanske tropper blev tilbage for at bevogte brigadens forsyningsbase ved Taivu.

I mellemtiden bragte spejdere rapporter til de amerikanske marinesoldater om japanske tropper ved Taivu nær landsbyen Tasimboko. Edson planlagde et angreb på de japanske tropper ved Taivu. Den 8. september, efter at være blevet sat af ved Taivu med båd, erobrede Edsons mænd Tasimboko, da japanerne trak sig tilbage i junglen.

I Tasimboko fandt Edsons tropper Kawaguchis vigtigste forsyningsdepot, herunder store lagre af mad, ammunition, medicinske forsyninger og en kraftig kortbølgeradio. Efter at have ødelagt alt, undtagen nogle papirer, vendte marinesoldaterne tilbage til Lunga-perimeteren. De erobrede dokumenter informerede marinesoldaterne om, at mindst 3.000 japanske tropper befandt sig på øen og planlagde et angreb.

Edson troede sammen med oberst Gerald C. Thomas, Vandegrifts operationsofficer, at det japanske angreb ville komme ved en smal, græsklædt, 910 meter lang koralryg syd for Henderson Field. Højderyggen, kaldet Lunga Ridge, havde en god indflyvningsvej til flyvepladsen, og den var ubeskyttet. Den 11. september blev de 840 mand fra Edsons bataljon sendt op på og omkring højderyggen.

Om natten den 12. september angreb Kawaguchis 1. bataljon jægerne mellem Lunga-floden og højderyggen. Et marinekompagni måtte falde tilbage til højderyggen, før japanerne stoppede deres angreb for natten. Den næste nat måtte Kawaguchi kæmpe mod Edsons 830 Raiders med 3.000 soldater fra sin brigade og artilleri. Det japanske angreb begyndte lige efter mørkets frembrud med Kawaguchis 1. bataljon, der angreb Edsons højre side vest for højderyggen. Efter at have brudt igennem marineforsvaret blev angrebet til sidst stoppet af marineenheder, der bevogtede den nordlige del af højderyggen.

To kompagnier fra Kawaguchis 2. bataljon rykkede op ad den sydlige kant af højderyggen og skubbede Edsons tropper tilbage til Hill 123 på den midterste del af højderyggen. Hele natten kæmpede marinesoldaterne mod japanske angreb, hvoraf nogle resulterede i nærkamp. Marinesoldaterne havde også artilleri. Japanske grupper, der nåede forbi højderyggen til kanten af flyvepladsen, blev også sendt tilbage.

Angreb fra Kuma-bataljonen og Okas enhed på andre steder blev også stoppet. Den 14. september ledte Kawaguchi de overlevende på en femdages march mod vest til Matanikau-dalen for at slutte sig til Okas enhed. I alt mistede Kawaguchis styrker omkring 850 dræbte og marinesoldaterne 104.

Den 15. september fik Hyakutake i Rabaul besked om Kawaguchis tab og sendte nyheden til det kejserlige hovedkvarter i Japan. På et hastemøde besluttede de øverste japanske kommandostabe fra IJA og IJN, at Guadalcanal kunne udvikle sig til krigens vigtigste slag. Tabet påvirkede de japanske operationer i andre områder i Stillehavet. Hyakutake indså, at han for at sende tilstrækkelige tropper og forsyninger til at besejre de allierede styrker på Guadalcanal ikke kunne støtte de store igangværende japanske angreb på Kokoda Track på Ny Guinea.

Hyakutake beordrede efter aftale med hovedkvarteret sine tropper på Ny Guinea, som var inden for 48 km fra deres mål Port Moresby, til at trække sig tilbage, indtil slaget om Guadalcanal var afsluttet. Hyakutake sendte flere tropper til Guadalcanal for at gøre endnu et forsøg på at generobre Henderson Field.

 

Oberstløjtnant Merritt A. Edson (her fotograferet som generalmajor), der ledede marineinfanteristerne i slaget ved Edson's Ridge  


Kort over Lunga-området på Guadalcanal, der viser de japanske styrkers indfaldsveje og placeringen af de japanske angreb under slaget. Oka's angreb var i vest (til venstre), Kuma-bataljonen angreb fra øst (til højre) og Center Body angreb "Edson's Ridge" (Lunga Ridge) i nederste midte af kortet.  

Forstærkning

Efterhånden som de japanske tropper samlede sig vest for Matanikau, styrkede de amerikanske styrker deres Lunga-forsvar. Den 14. september flyttede Vandegrift endnu en bataljon, 3. bataljon, 2. marineinfanteriregiment (3/2), fra Tulagi til Guadalcanal. Den 18. september leverede en allieret flådekonvoj 4.157 mand fra 3. provisoriske marinebrigade (7. marineregiment plus en bataljon fra 11. marineregiment og nogle yderligere støtteenheder).

Konvojen leverede også 137 køretøjer, telte, flybrændstof, ammunition, rationer og teknisk udstyr til Guadalcanal. Disse nye soldater gjorde det muligt for Vandegrift fra den 19. september at etablere et ubrudt forsvar omkring Lunga perimeteren. Under beskyttelsen af denne konvoj blev hangarskibet USS Wasp sænket af den japanske ubåd I-19 sydøst for Guadalcanal. Dette efterlod i en periode kun ét allieret hangarskib (USS Hornet) i det sydlige Stillehavsområde.

Vandegrift fjernede også flere officerer, som ikke levede op til hans standarder, og forfremmede yngre officerer, som havde klaret sig godt i kampene. Oberst Merritt Edson, der fik kommandoen over det 5. marineinfanteriregiment.

Luftkrigen over Guadalcanal stoppede for en tid. Der var ingen japanske luftangreb mellem den 14. og 27. september på grund af dårligt vejr. Begge sider forstærkede deres flyenheder i denne periode. Japanerne leverede 85 jagerfly og bombefly til deres luftvåbenenheder i Rabaul, mens USA bragte 23 jagerfly og angrebsfly til Henderson Field. Den 20. september havde japanerne 117 fly i Rabaul, mens de allierede havde 71 fly i Henderson Field.

Luftkrigen startede igen med et japansk luftangreb på Guadalcanal den 27. september. Jagerfly fra den amerikanske flåde og marinefly fra Henderson Field fløj op for at forsøge at stoppe luftangrebet.

Japanerne begyndte at forberede sig på deres næste forsøg på at generobre Henderson Field. 3. bataljon, 4. (Aoba) infanteriregiment var gået i land ved Kamimbo Bay på den vestlige ende af Guadalcanal den 11. september. Bataljonen havde sluttet sig til Oka's styrker nær Matanikau. Leverancer fra destroyere den 14., 20., 21. og 24. september bragte mad og ammunition samt 280 mand fra 1. bataljon, Aoba Regiment, til Kamimbo på Guadalcanal.

Den japanske 2. og 38. infanteridivision blev transporteret fra Hollandsk Ostindien til Rabaul fra den 13. september. Japanerne planlagde at transportere 17.500 soldater fra disse to divisioner til Guadalcanal til det næste store angreb på Lunga Perimeteren, som var planlagt til den 20. oktober 1942.

 

Det amerikanske hangarskib Wasp brænder efter at være blevet ramt af japanske ubåds-torpedoer den 15. september.  

Foranstaltninger langs Matanikau

Vandegrift var klar over, at Kawaguchis tropper havde trukket sig tilbage til området vest for Matanikau-floden, og at talrige grupper af japanske tropper befandt sig i området mellem Lunga Perimeter og Matanikau-floden. Vandegrift besluttede at angribe de spredte grupper af japanske tropper øst for Matanikau-floden.

Han ønskede også at forhindre hovedgruppen af japanske soldater i at styrke deres stillinger så tæt på marineinfanteristernes hovedforsvar ved Lunga Point.

Ved det første angreb mellem den 23. og 27. september blev der anvendt soldater fra tre marinebataljoner. Angrebet på de japanske styrker vest for Matanikau, blev slået ned af Kawaguchis tropper under Akinosuke Oka's kommando. Under kampen blev tre marinekompagnier omringet af japanske styrker, og de havde mange døde og sårede. De undslap med hjælp fra destroyeren USS Monssen (DD-436) og landgangsfartøjer styret af personale fra den amerikanske kystvagt.

I det andet angreb mellem den 6. og 9. oktober krydsede en større styrke marinesoldater Matanikau-floden og angreb de nyligt landede japanske styrker fra 2. infanteridivision under kommando af generalerne Masao Maruyama og Yumio Nasu. Marinesoldaterne påførte det japanske 4. infanteriregiment en masse døde og sårede.

Det andet angreb tvang japanerne til at trække sig tilbage fra deres stillinger øst for Matanikau. Dette skabte problemer med de japanske planer om at gennemføre et større angreb på de amerikanske Lungaforsvar.

Mellem den 9. og 11. oktober angreb den amerikanske 1. bataljon af 2. marinesoldater to små japanske forposter omkring 48 km øst for Lunga-området ved Gurabusu og Koilotumaria nær Aola Bay. Ved angrebene blev 35 japanere dræbt, hvilket kostede 17 marinesoldater og tre amerikanske marinefolk.

 

En amerikansk marinepatrulje krydser Matanikau-floden i september 1942.  

Slaget ved Cape Esperance

I den sidste uge af september og den første uge af oktober leverede japanske destroyere tropper fra den japanske 2. infanteridivision til Guadalcanal. Den japanske flåde lovede at støtte hærens angreb ved at levere tropper, udstyr og forsyninger til øen og foretage flere luftangreb på Henderson Field og sende krigsskibe til at bombe flyvepladsen.

Millard F. Harmon, øverstbefalende for den amerikanske hærs styrker i det sydlige Stillehav, mente, at de amerikanske marinesoldater på Guadalcanal havde brug for nye soldater, hvis de allierede skulle forsvare øen mod det næste japanske angreb. Den 8. oktober gik de 2.837 mand fra 164. infanteriregiment fra den amerikanske hærs Americal Division om bord på skibe til Guadalcanal. For at beskytte de transporter, der transporterede 164. til Guadalcanal, blev Task Force 64 bedt om at følge med transporterne. Denne taskforce bestod af fire krydsere og fem destroyere under den amerikanske kontreadmiral Norman Scott.

De fik besked på at angribe alle japanske skibe, der nærmede sig Guadalcanal.

Mikawa's stab for 8. flåde planlagde en stor og vigtig levering af destroyere til natten til den 11. oktober. To vandflytendere og seks destroyere skulle levere 728 soldater plus artilleri og ammunition til Guadalcanal. Samtidig skulle tre tunge krydsere og to destroyere under kommando af kontreadmiral Aritomo Gotō bombe Henderson Field for at ødelægge CAF og flyvepladsen.

Da krigsskibe fra den amerikanske flåde aldrig havde forsøgt at stoppe nogen Tokyo Express-missioner til Guadalcanal, forventede japanerne ikke nogen modstand fra de allierede flådefartøjer den aften.

Lige før midnat opdagede Scotts krigsskibe Gotōs styrke på radaren nær Guadalcanal. Scotts styrke var i en position, hvor den kunne beskyde Gotōs skibe. Ved at åbne ild sænkede Scotts krigsskibe en af Gotōs krydsere og en af hans destroyere, beskadigede en anden krydser kraftigt, sårede Gotō alvorligt og tvang resten af Gotōs krigsskibe til at opgive bombemissionen og trække sig tilbage.

En af Scotts destroyere blev sænket, og en krydser og en anden destroyer blev alvorligt beskadiget. Den japanske forsyningskonvoj lossede ved Guadalcanal og begyndte sin hjemrejse uden at blive opdaget af Scotts styrke. Senere om morgenen den 12. oktober vendte fire japanske destroyere fra forsyningskonvojen tilbage for at hjælpe Gotōs beskadigede krigsskibe.

Luftangreb fra CAF-fly fra Henderson Field sænkede to af disse destroyere senere samme dag. Konvojen med tropper fra den amerikanske hær nåede Guadalcanal som planlagt den næste dag og leverede sin last og sine passagerer til øen.

 

Den amerikanske krydser Helena, der var en del af Task Force 64 under Norman Scott.  

Slagskibsbombning af Henderson Field

Selv efter den amerikanske sejr ved Cape Esperance fortsatte japanerne med planerne om et stort angreb senere i oktober. Japanerne besluttede at risikere ikke at bruge hurtige krigsskibe til at levere deres mænd og forsyninger til øen.

Den 13. oktober forlod en konvoj bestående af seks fragtskibe og otte destroyere Shortland Islands med kurs mod Guadalcanal. Konvojen havde 4.500 soldater fra 16. og 230. infanteriregiment, nogle marineinfanterister, to batterier af tungt artilleri og et kompagni kampvogne med.

For at beskytte den ankommende konvoj mod angreb fra CAF-fly sendte Yamamoto to slagskibe fra Truk for at bombardere Henderson Field. Kl. 01:33 den 14. oktober nåede Kongō og Haruna, beskyttet af en let krydser og ni destroyere, Guadalcanal og beskød Henderson Field fra en afstand på 16.000 meter (17.500 yards). I løbet af den næste time og 23 minutter affyrede de to slagskibe 973 14-tommers (356 mm) granater ind i Lunga-området, hvoraf de fleste faldt i området omkring flyvepladsen. Mange af granaterne var fragmentationsgranater, der var beregnet til at ødelægge landmål. Bombardementet beskadigede begge landingsbaner alvorligt, brændte næsten alt det tilgængelige flybrændstof, ødelagde 48 af CAF's 90 fly og dræbte 41 mand, herunder seks CAF-piloter. Slagskibsstyrken vendte derefter tilbage til Truk.

På trods af de store skader var Henderson-soldaterne i stand til at reparere en af landingsbanerne i løbet af et par timer. 17 SBD'er og 20 Wildcats på Espiritu Santo blev fløjet til Henderson, og transportfly fra den amerikanske hær og marineinfanteriet begyndte at transportere flybenzin til Guadalcanal.

Nu da USA var klar over, at den store japanske konvoj nærmede sig, forsøgte USA at finde en måde at angribe konvojen på, før den nåede Guadalcanal. Ved hjælp af brændstof, der blev drænet fra ødelagte fly og fra en skjult brændstoftank i junglen, angreb CAF konvojen to gange den 14., men forårsagede ingen skader.

Den japanske konvoj nåede Guadalcanal ved midnat den 14. oktober og begyndte at losse. I løbet af dagen den 15. oktober bombarderede og maskingeværbeskød CAF-fly fra Henderson konvojen og ødelagde tre af fragtskibene. Resten af konvojen afgik samme aften efter at have losset alle tropperne og omkring to tredjedele af forsyningerne og udstyret.

Flere japanske tunge krydsere bombede også Henderson om natten den 14. og 15. oktober, hvilket ødelagde yderligere et par CAF-fly, men ikke beskadigede flyvepladsen.

 

Det japanske slagskib Haruna  


Japansk fragtskib blev ødelagt ved Tassafaronga af CAF-fly den 15. oktober.  

Slaget om Henderson Field

Mellem den 1. og 17. oktober leverede japanerne 15.000 tropper til Guadalcanal, hvilket gav Hyakutake 20.000 tropper til sit planlagte angreb. Da de havde mistet deres stillinger på østsiden af Matanikau, besluttede japanerne, at et angreb på de amerikanske forsvarsværker langs kysten ville være for svært. Hyakutake besluttede at angribe fra syd for Henderson Field.

Hans 2. division (med tropper fra 38. division) under generalløjtnant Masao Maruyama og 7.000 soldater fordelt på tre infanteriregimenter fik ordre til at angribe de amerikanske forsvarsværker fra syd nær den østlige bred af Lunga-floden.

Datoen for angrebet blev fastsat til den 22. oktober, men blev derefter ændret til den 23. oktober. For at forsøge at narre amerikanerne til ikke at kende til det planlagte angreb fra syd angreb Hyakutakes tunge artilleri samt fem bataljoner infanteri (ca. 2.900 mand) under generalmajor Tadashi Sumiyoshi de amerikanske forsvar fra vest.

Japanerne troede, at der var 10.000 amerikanske tropper på øen, men i virkeligheden var der 23.000.

Den 12. oktober begyndte en gruppe japanske ingeniører at anlægge et spor, kaldet "Maruyama Road", fra Matanikau mod den sydlige del af den amerikanske Lunga-perimeter. Den 24 km lange sti gik over floder og vandløb, dybe kløfter, stejle højderygge og tæt jungle. Mellem den 16. og 18. oktober begyndte 2. division sin march langs Maruyama Road.

Den 23. oktober havde Maruyamas styrker svært ved at komme igennem junglen for at nå frem til de amerikanske styrker. Hyakutake udsatte angrebet til kl. 19.00 den 24. oktober. Amerikanerne vidste ikke, at Maruyamas styrker var på vej.

Sumiyoshi fik af Hyakutakes stab at vide, at angrebet var blevet udsat til den 24. oktober. Han var imidlertid ikke i stand til at kontakte sine tropper for at fortælle dem om forsinkelsen. I skumringen den 23. oktober angreb således to bataljoner fra 4. infanteriregiment og de ni kampvogne fra 1. uafhængige kampvognskompagni de amerikanske marineinfanteristers forsvar ved Matanikau-mundingen.

De amerikanske marinesoldaters artilleri, kanoner og geværild afviste angrebene og ødelagde alle kampvogne og dræbte mange af de japanske soldater. Kun et lille antal marinesoldater blev dræbt eller såret.

Endelig nåede Maruyamas styrker sent den 24. oktober frem til den amerikanske Lunga-perimeter. I løbet af to nætter angreb Maruyamas tropper stillinger, der blev forsvaret af tropper fra 1. bataljon, 7. marinesoldater under oberstløjtnant Chesty Puller og den amerikanske hærs 3. bataljon, 164. infanteriregiment, under kommando af oberstløjtnant Robert Hall.

Amerikanske marine- og hærenheder bevæbnet med rifler, maskingeværer, morterer og ild fra 37 mm panserværnskanoner gjorde forfærdelig skade på japanerne. Nogle få små grupper af japanere, der brød igennem de amerikanske forsvarsværker, blev alle dræbt i løbet af de næste mange dage.

Mere end 1.500 af Maruyamas tropper blev dræbt under angrebene, mens amerikanerne mistede ca. 60 døde. I løbet af de samme to dage ødelagde amerikanske fly fra Henderson Field 14 japanske fly og sænkede en let krydser.

Yderligere japanske angreb nær Matanikau den 26. oktober blev også slået ned med store tab for japanerne. Som følge heraf stoppede Hyakutake angrebene kl. 08.00 den 26. oktober og beordrede sine styrker til at trække sig tilbage. Omkring halvdelen af Maruyamas overlevende blev beordret til at trække sig tilbage til Matanikau-dalen. 230. infanteriregiment under oberst Toshinari Shōji fik besked på at gå til Koli Point, øst for Lunga perimeteren.

Soldater fra 2. division nåede den 4. november frem til den 17. hærs hovedkvarter ved Kokumbona vest for Matanikau. Shojis enhed nåede Koli Point og slog lejr. 2. division havde mange kampdræbte, kampskader, underernæring og tropiske sygdomme. Den var for svag til at gennemføre flere angreb. Den kæmpede som en forsvarsstyrke langs kysten resten af slaget.

Japanerne mistede mellem 2.200 og 3.000 soldater i slaget, mens amerikanerne mistede omkring 80 døde.

 

Kort over slaget, 23.-26. oktober. Sumiyoshis styrker angriber i vest ved Matanikau (til venstre), mens Maruyamas 2. division angriber Lunga-perimeteren fra syd (til højre)  


Døde soldater fra den japanske 2. division dækker slagmarken efter angrebene den 25.-26. oktober  

Slaget om Santa Cruz-øerne

Samtidig med at Hyakutakes tropper angreb Lunga-området, bevægede japanske hangarskibe og andre store krigsskibe under ledelse af Isoroku Yamamoto sig nær de sydlige Salomonøer. Fra denne placering håbede de japanske flådestyrker at kunne besejre eventuelle allierede (primært amerikanske) flådestyrker, især hangarskibsstyrker. De allierede hangarskibsstyrker i området, som nu var under kommando af William Halsey Jr. håbede også at møde de japanske flådestyrker i kamp.

Nimitz havde erstattet Ghormley med Halsey den 18. oktober efter at have besluttet, at Ghormley var blevet for negativ til at lede de allierede styrker i det sydlige Stillehavsområde.

De to modsatte hangarskibsstyrker kæmpede mod hinanden om morgenen den 26. oktober i det, der blev kendt som slaget ved Santa Cruz-øerne. Hver side sendte hangarskibsflyangreb af sted. De allierede skibe måtte trække sig tilbage fra slaget, efter at et hangarskib var blevet sænket (Hornet) og et andet (Enterprise) var blevet stærkt beskadiget. De japanske hangarskibsstyrker trak sig imidlertid også tilbage på grund af store tab af fly og flybesætninger og store skader på to hangarskibe.

Japanerne var vinderne med hensyn til sænkede og beskadigede skibe. Japanernes tab af mange erfarne flybesætninger hjalp dog de allierede, som ikke mistede mange flybesætninger. De japanske hangarskibe havde ikke flere vigtige roller i slaget.

 

USS Hornet bliver torpederet og alvorligt beskadiget af et japansk hangarskibsfly den 26. oktober.  

Landforanstaltninger i november

For at styrke sin sejr i slaget om Henderson Field sendte Vandegrift seks marinebataljoner, som senere fik selskab af en bataljon fra den amerikanske hær, på et angreb vest for Matanikau. Angrebet blev kommanderet af Merritt Edson og havde til formål at indtage Kokumbona, hovedkvarteret for 17. armé, vest for Point Cruz.

Den japanske hærs tropper fra 4. infanteriregiment under kommando af Nomasu Nakaguma forsvarede Point Cruz-området. Det 4. infanteri var i dårlig stand på grund af dødsfald og skader i kampene, tropesygdomme og underernæring.

Det amerikanske angreb begyndte den 1. november. Det ødelagde de japanske styrker, der forsvarede Point Cruz-området, den 3. november. Amerikanerne syntes at være tæt på at indtage Kokumbona. Derefter fandt de amerikanske styrker nyligt landede japanske tropper nær Koli Point på den østlige side af Lunga perimeteren.

For at imødegå de nyligt landede japanske tropper stoppede Vandegrift Matanikau-angrebet den 4. november. Amerikanerne havde 71 døde og japanerne omkring 400 døde.

Ved Koli Point tidligt om morgenen den 3. november afleverede fem japanske destroyere 300 hærtropper. De blev sendt for at hjælpe Shōji og hans tropper, som skulle til Koli Point efter slaget om Henderson Field.

Da Vandegrift fandt ud af, at japanerne var gået i land, sendte han en bataljon marinesoldater under Herman H. Hanneken til at angribe japanerne ved Koli. Kort efter landgangen skubbede de japanske soldater Hannekens bataljon tilbage mod Lunga-perimeteren.

Som svar beordrede Vandegrift Pullers marinebataljon plus to af 164. infanteribataljoner sammen med Hannekens bataljon til at angribe de japanske styrker der.

Da de amerikanske tropper begyndte at rykke frem, begyndte Shōji og hans soldater at ankomme til Koli Point. Fra den 8. november forsøgte de amerikanske tropper at omringe Shōjis styrker ved Gavaga Creek nær Koli Point.

Hyakutake beordrede Shōji til at forlade sine stillinger ved Koli og slutte sig til de japanske styrker ved Kokumbona i Matanikau-området. Mellem den 9. og 11. november flygtede Shōji og mellem 2.000 og 3.000 af hans mænd ud i junglen mod syd. Den 12. november dræbte amerikanerne alle de resterende japanske soldater. Amerikanerne talte ligene af 450-475 døde japanere i Koli Point-området og erobrede de fleste af Shōjis tunge våben og forsyninger. De amerikanske styrker havde 40 dræbte og 120 sårede under angrebet.

Den 4. november landede to kompagnier fra 2. Marine Raider Battalion under kommando af oberstløjtnant Evans Carlson med båd i Aola Bay, 64 km øst for Lunga Point. Carlsons raiders, sammen med tropper fra den amerikanske hærs 147. infanteriregiment, fik besked på at beskytte 500 Seabees, mens de byggede en flyveplads på dette sted. Halsey havde accepteret planen om at bygge en flyveplads ved Aola Bay.

Byggeriet af flyvepladsen i Aola blev stoppet i slutningen af november, fordi jorden ikke var egnet til at bygge en flyveplads.

Den 5. november beordrede Vandegrift Carlson til at angribe de af Shōjis styrker, der var undsluppet fra Koli Point. Carlson og hans tropper foretog en 29 dage lang patrulje fra Aola til Lunga perimeteren. Under patruljen udkæmpede Carlsons soldaterz flere kampe med Shōjis tilbagetrækningsstyrker og dræbte næsten 500 af dem, mens de selv fik 16 dræbt.

Ud over dødsfald som følge af angreb fra Carlsons røvere var tropiske sygdomme og mangel på mad skyld i, at flere af Shōjis mænd døde. Da Shōjis styrker nåede Lunga-floden i midten af november, ca. halvvejs til Matanikau, var der kun 1.300 mand tilbage. Da Shōji nåede 17. armés stillinger vest for Matanikau, var der kun 700-800 overlevende tilbage. De fleste af de overlevende fra Shōjis styrke sluttede sig til andre japanske enheder, der forsvarede Mount Austen og det øvre Matanikau-flodens område.

Japanske destroyer-togter den 5., 7. og 9. november leverede yderligere tropper fra den japanske 38. infanteridivision, herunder det meste af 228. infanteriregiment, til Guadalcanal. Disse friske tropper blev placeret i Point Cruz- og Matanikau-området, og de stoppede angreb fra de amerikanske styrker den 10. og 18. november. Amerikanerne og japanerne stod fortsat over for hinanden langs en linje vest for Point Cruz i de næste seks uger.

 

Amerikanske marinesoldater trækker ligene af døde japanske soldater ud af deres bunker i Point Cruz-området efter slaget i begyndelsen af november.  


Carlsons angribere går i land ved Aola Bay den 4. november  

Slaget ved Guadalcanal til søs

Efter nederlaget i slaget om Henderson Field planlagde IJA at forsøge at indtage flyvepladsen igen i november 1942. De havde brug for nye soldater, før angrebet kunne begynde. IJA bad Yamamoto om hjælp til at levere de nye tropper til øen og til at støtte det næste angreb.

Yamamoto stillede 11 store transportskibe til rådighed til at transportere de resterende 7.000 soldater fra 38. infanteridivision, deres ammunition, mad og tungt udstyr fra Rabaul til Guadalcanal. Han stillede også en krigsskibsstyrke til rådighed, der omfattede to slagskibe. De to slagskibe, Hiei og Kirishima, skulle med særlige fragmentationsgranater bombe Henderson Field natten mellem den 12. og 13. november og ødelægge det og de fly, der var stationeret der. Dette ville gøre det muligt for de langsomme, tunge transporter at nå Guadalcanal og losse sikkert næste dag. Krigsskibsstyrken blev kommanderet fra Hiei af den nyligt forfremmede viceadmiral Hiroaki Abe.

I begyndelsen af november erfarede de allierede styrker, at japanerne igen forberedte sig på at forsøge at indtage Henderson Field. Derfor sendte USA Task Force 67, en konvoj med marinesoldater, to infanteribataljoner fra den amerikanske hær samt ammunition og fødevarer til Guadalcanal den 11. november. Forsyningsskibene blev beskyttet af to indsatsgrupper under kommando af kontreadmiralerne Daniel J. Callaghan og Norman Scott samt fly fra Henderson Field. Skibene blev angrebet flere gange den 11. og 12. november af japanske fly, men de fleste blev losset uden alvorlige skader.

Amerikanske fly opdagede, at Abes bombefly nærmede sig og advarede den allierede kommando. Turner sendte alle brugbare kampskibe under Callaghan for at beskytte tropperne på land mod det forventede japanske søangreb og troppelanding. Han beordrede også forsyningsskibene på Guadalcanal til at forlade stedet tidligt om aftenen den 12. november. Callaghans styrke bestod af to tunge krydsere, tre lette krydsere og otte destroyere.

Omkring kl. 01.30 den 13. november mødte Callaghans styrke Abes bombeflyvergruppe mellem Guadalcanal og Savo Island. Ud over de to slagskibe omfattede Abes styrke en let krydser og 11 destroyere. I mørket åbnede de to krigsskibsstyrker ild. Abes krigsskibe sænkede eller beskadigede alvorligt alle undtagen en krydser og en destroyer i Callaghans styrke, og både Callaghan og Scott blev dræbt.

To japanske destroyere blev sænket og en anden destroyer og Hiei blev stærkt beskadiget. På trods af nederlaget til Callaghans styrke beordrede Abe sine krigsskibe til at trække sig tilbage uden at bombe Henderson Field. Hiei sank senere samme dag efter luftangreb fra CAF-fly og fly fra det amerikanske hangarskib Enterprise. På grund af Abes manglende evne til at ødelæggeHenderson Field beordrede Yamamoto troppetransportkonvojen til at vente yderligere en dag, før den satte kursen mod Guadalcanal.

Yamamoto beordrede Nobutake Kondō til at samle endnu en bombeflyverstyrke ved hjælp af krigsskibe fra Truk og Abes styrke til at angribe Henderson Field den 15. november.

Kl. 02.00 den 14. november bombarderede en krydser- og destroyergruppe under Gunichi Mikawa Henderson Field. Bombningen forårsagede en del skade, men det lykkedes ikke at ødelægge flyvepladsen eller de fleste af dens fly. Mens Mikawas styrke gik tilbage til Rabaul, begyndte Tanakas transportkonvoj, der troede, at Henderson Field nu var ødelagt, sin rejse mod Guadalcanal.

I løbet af den 14. november angreb fly fra Henderson Field og Enterprise Mikawas og Tanakas skibe og sænkede en tung krydser og syv af transportskibene. De fleste af tropperne blev reddet ud af transporterne af Tanakas eskorterende destroyere og returnerede til Shortlands. Efter mørkets frembrud fortsatte Tanaka og de resterende fire transporter mod Guadalcanal, mens Kondos styrke nærmede sig for at bombe Henderson Field.

For at angribe Kondos styrke sendte Halsey, som havde få ubeskadigede skibe, to slagskibe, Washington og South Dakota, og fire destroyere fra Enterprise-styrken. Den amerikanske styrke, under kommando af Willis A. Lee om bord på Washington, nåede Guadalcanal og Savo Island lige før midnat den 14. november, kort før Kondos bombeenhed ankom.

Kondos styrke bestod af Kirishima samt to tunge krydsere, to lette krydsere og ni destroyere. Efter at de to styrker mødtes, sænkede Kondos styrke hurtigt tre af de amerikanske destroyere og beskadigede den fjerde kraftigt. De japanske krigsskibe beskadigede derefter South Dakota. Mens Kondos krigsskibe koncentrerede sig om South Dakota, nærmede Washington sig de japanske skibe og åbnede ild mod Kirishima, hvilket ramte det japanske slagskib og forårsagede alvorlig skade. Efter at have jagtet Washington mod Russelløerne beordrede Kondo sine krigsskibe til at trække sig tilbage uden at bombe Henderson Field. En af Kondos destroyere blev også sænket under slaget.

Mens Kondos skibe trak sig tilbage, gik de fire japanske transportskibe i land nær Tassafaronga på Guadalcanal kl. 04:00 og begyndte at losse. Kl. 05:55 begyndte amerikanske fly og artilleri at angribe transporterne og ødelagde alle fire transporter sammen med de fleste af de forsyninger, de havde med.

Kun 2.000-3.000 af hærens tropper nåede i land. Da det ikke lykkedes at levere de fleste af tropperne og forsyningerne, var japanerne tvunget til at aflyse deres planlagte angreb på Henderson Field i november.

Den 26. november overtog den japanske generalløjtnant Hitoshi Imamura kommandoen over den nyoprettede 8. områdehær i Rabaul. Den nye kommando omfattede både Hyakutakes 17. armé og den 18. armé på Ny Guinea.

Et af Imamuras første mål var at generobre Henderson Field og Guadalcanal. Den allierede offensiv ved Buna på Ny Guinea ændrede imidlertid Imamuras mål.

Da de allieredes forsøg på at indtage Buna blev anset for at være en større trussel mod Rabaul, udsatte Imamura udsendelsen af nye tropper til Guadalcanal for at koncentrere sig om situationen på Ny Guinea.

 

Den amerikanske kontreadmiral Daniel J. Callaghan  


Det amerikanske slagskib Washington skyder mod det japanske slagskib Kirishima  

Slaget ved Tassafaronga

Japanerne havde fortsat problemer med at levere tilstrækkeligt med forsyninger til deres tropper på Guadalcanal. Forsøg på kun at bruge ubåde i de sidste to uger i november gav ikke nok mad til Hyakutakes styrker.

Et separat forsøg på at etablere baser i det centrale Salomonøerne, som skulle bruges til at sende pramkonvojer til Guadalcanal, mislykkedes også på grund af allierede luftangreb. Den 26. november meddelte 17. armé Imamura, at den manglede mad. Nogle enheder i frontlinjen havde ikke fået forsyninger i seks dage. Dette tvang japanerne til at vende tilbage til at bruge destroyere til at levere de nødvendige forsyninger.

Sømænd fra ottende flåde fandt på en plan, der kunne hjælpe med at reducere den tid, som destroyere, der leverede forsyninger til Guadalcanal, var udsat for angreb fra de allierede. Store olie- eller gastønder fyldt med medicinske forsyninger og mad og spændt sammen med reb. Når destroyerne ankom til Guadalcanal, kunne de skære tromlerne løs, og en båd fra land kunne samle rebet op.

Den 8. flådes forstærkningsenhed på Guadalcanal (Tokyo Express) fik besked på at foretage fem leverancer til Tassafaronga på Guadalcanal ved hjælp af tromlemetoden natten til den 30. november. Tanakas enhed havde otte destroyere, hvoraf seks destroyere transporterede 200 til 240 tromler med forsyninger hver.

Da Halsey hørte om det japanske forsyningsforsøg, beordrede han den nyligt dannede Task Force 67, som bestod af fire krydsere og fire destroyere under kommando af den amerikanske kontreadmiral Carleton H. Wright, til at angribe Tanakas styrke ud for Guadalcanal. To yderligere destroyere sluttede sig til Wrights styrke i løbet af dagen den 30. november.

Kl. 22.40 den 30. november ankom Tanakas styrke til Guadalcanal og gjorde klar til at losse forsyningstønderne. I mellemtiden nærmede Wrights krigsskibe sig fra den modsatte retning. Wrights destroyere opdagede Tanakas styrke på radaren, og kommandanten bad om tilladelse til at angribe med torpedoer. Wright ventede fire minutter før han gav tilladelse.

Dette gjorde det muligt for Tanakas styrke at undgå at blive torpederet. Alle de amerikanske torpedoer ramte ikke deres mål. Samtidig åbnede Wrights krydsere ild og ramte og ødelagde en af de japanske destroyere. Resten af Tanakas krigsskibe opgav forsyningsmissionen, vendte om og affyrede 44 torpedoer i retning af Wrights krydsere.

De japanske torpedoer ramte og sænkede den amerikanske krydser Northampton og beskadigede krydserne Minneapolis, New Orleans og Pensacola alvorligt. Resten af Tanakas destroyere slap uden skader, men det lykkedes dem ikke at levere forsyninger til Guadalcanal.

Den 7. december 1942 mistede Hyakutakes styrker omkring 50 mand om dagen på grund af underernæring, sygdom og allierede jord- og luftangreb. Yderligere forsøg fra Tanakas destroyerstyrker på at levere forsyninger den 3. december, 7. december og 11. december løste ikke forsyningsproblemet. En af Tanakas destroyere blev sænket af en torpedo fra en amerikansk PT-båd.

 

Raizo Tanaka  

Japansk beslutning om at trække sig tilbage

Den 12. december overvejede den japanske flåde at opgive Guadalcanal. Samtidig sagde flere stabsofficerer i det kejserlige generalhovedkvarter (IGH), at det ville være umuligt at generobre Guadalcanal igen. En gruppe under ledelse af IJA-oberst Joichiro Sanada, chef for IGH's operationssektion, besøgte Rabaul den 19. december og talte med Imamura og hans stab.

Da denne gruppe vendte tilbage til Tokyo, anbefalede Sanada, at Guadalcanal blev opgivet. IGH's øverste ledere tilsluttede sig Sanadas anbefaling den 26. december. De beordrede deres stab til at planlægge en tilbagetrækning fra Guadalcanal. En ny forsvarslinje ville blive oprettet på de centrale Salomonøerne, og soldater og våben kunne sendes til felttoget på Ny Guinea.

Den 28. december meddelte general Hajime Sugiyama og admiral Osami Nagano kejser Hirohito, at de havde besluttet at trække sig tilbage fra Guadalcanal. Den 31. december tilsluttede kejseren sig beslutningen. Japanerne begyndte i al hemmelighed at forberede evakueringen, kaldet Operation Ke, som skulle begynde i løbet af januar 1943.

 

Slaget ved Mount Austen, den galoperende hest og søhesten

I december blev den trætte 1. marineinfanteridivision bragt tilbage for at hvile sig, og i løbet af den næste måned overtog det amerikanske XIV. korps operationerne på øen. Dette korps bestod af 2. marineinfanteridivision og den amerikanske hærs 25. infanteridivision og Americal Division. Generalmajor Alexander Patch fra den amerikanske hær afløste Vandegrift som chef for de allierede styrker på Guadalcanal. I januar var det over 50.000 mand.

Den 18. december begyndte de allierede styrker (hovedsageligt den amerikanske hær) at angribe japanske soldater på Mount Austen. Et stærkt japansk fort, kaldet Gifu, gjorde angrebene vanskelige, og amerikanerne måtte stoppe deres angreb den 4. januar.

De allierede angriber japanerne den 10. januar på Mount Austen. De angreb også to nærliggende højdedrag kaldet Seahorse og Galloping Horse. De allierede erobrede alle tre den 23. januar. Samtidig rykkede de amerikanske marinesoldater frem langs øens nordkyst. Amerikanerne mistede omkring 250 dræbte i operationen, mens japanerne led omkring 3.000 dræbte - omkring 12 til 1 i amerikanernes favør.

 

Den amerikanske hærs generalmajor Alexander Patch (i midten) tager over efter Vandegrift (til højre) den 9. december 1942.  

Ke evakuering

Den 14. januar leverede destroyere tropper til at bevogte Ke-evakueringen. Japanske krigsskibe og fly flyttede rundt i Rabaul- og Bougainville-områderne som forberedelse til at trække deres tropper tilbage. De allierede styrker opdagede de japanske bevægelser, men troede, at de var endnu et forsøg på at generobre Henderson Field og Guadalcanal.

Patch, der var bange for et nyt japansk angreb, sendte kun en lille del af sine tropper af sted for at fortsætte angrebet mod Hyakutakes styrker. Den 29. januar sendte Halsey en forsyningskonvoj til Guadalcanal, beskyttet af en krydser-arbejdsstyrke. Da de japanske torpedobombere fik øje på krydserstyrken, angreb de japanske flådebombere styrken og beskadigede kraftigt den amerikanske krydser Chicago. Den næste dag angreb flere torpedofly Chicago og sænkede den.

Halsey beordrede resten af specialstyrken til at vende tilbage til basen og beordrede resten af sine flådestyrker til at tage opstilling i Koralhavet syd for Guadalcanal for at være klar til at reagere på et japansk angreb.

Den japanske 17. armé trak sig tilbage til vestkysten af Guadalcanal, mens bagvagtsgrupper stoppede de amerikanske angreb. Om natten den 1. februar fjernede 20 destroyere fra Mikawas 8. flåde under Shintaro Hashimoto 4.935 soldater, hovedsageligt fra 38. division, fra øen. Japanerne og amerikanerne mistede hver en destroyer ved luft- og flådeangreb.

Om natten den 4. og 7. februar afsluttede Hashimoto og hans destroyere fjernelsen af de fleste af de resterende japanske styrker fra Guadalcanal. Bortset fra nogle luftangreb forsøgte de allierede styrker ikke at stoppe Hashimotos bestræbelser på at trække sine tropper tilbage. I alt fjernede japanerne 10.652 mand fra Guadalcanal. Den 9. februar indså Patch, at japanerne var væk, og erklærede Guadalcanal for sikker for de allierede styrker, hvilket afsluttede slaget.

 

USS Chicago synker den 30. januar under slaget om Rennell Island.  

Eftervirkninger

Efter japanernes tilbagetrækning blev Guadalcanal og Tulagi udviklet til større baser. Disse baser støttede de allieredes fremrykning længere op ad Salomonøerne. Ud over Henderson Field blev der bygget yderligere to jagerbaner ved Lunga Point og en flyveplads for bombefly ved Koli Point.

Der blev bygget flådehavne på Guadalcanal, Tulagi og Florida. Ankerpladsen omkring Tulagi blev en vigtig base for de allierede krigsskibe og transportskibe, der støttede kampagnen på Salomonøerne. Større landtropper opholdt sig i lejre på Guadalcanal, inden de blev sendt videre op på Salomonøerne.

Efter Guadalcanal var japanerne nødt til at forsvare sig i Stillehavet. Bestræbelserne på at sende nye tropper til Guadalcanal havde svækket den japanske indsats i andre områder. Dette bidrog til, at det australske og amerikanske angreb på Ny Guinea blev en succes. Det førte til erobringen af baserne Buna og Gona i begyndelsen af 1943.

I juni iværksatte de allierede Operation Cartwheel, som havde til formål at afskære Rabaul og de styrker, der var centreret der. Dette hjalp kampagnen i det sydvestlige Stillehav under general Douglas MacArthur. Det hjalp også kampagnen for øhop i det centrale Stillehav under admiral Chester Nimitz. Begge bestræbelser bragte de allierede tættere på Japan. De resterende japanske forsvarsværker i det sydlige Stillehav blev ødelagt eller omgået af de allierede styrker.

 

Allierede kommandanter samles på Guadalcanal i august 1943 for at planlægge det næste allierede angreb mod japanerne på Salomonøerne som led i Operation Cartwheel.  

Betydning

Ressourcer

Slaget ved Guadalcanal var et af de første lange slag i Stillehavet, sammen med kampagnen på Salomonøerne. Begge slag var meget vanskelige at organisere for begge de involverede nationer. For USA måtte lære at udføre lufttransport i kampfly. Da det ikke lykkedes at opnå luftoverlegenhed, var Japan tvunget til at få nye tropper ind med pramme, destroyere og ubåde, hvilket ikke fungerede så godt.

Tidligt i slaget manglede amerikanerne ressourcer, da de mistede krydsere og hangarskibe. Det tog måneder, før erstatningsskibene var færdige.

Den amerikanske flåde led så store tab under felttoget, at den i årevis nægtede at offentliggøre det samlede antal tab. Men efterhånden som felttoget fortsatte, og den amerikanske offentlighed blev mere og mere opmærksom på de amerikanske styrkers heltemod på Guadalcanal, blev der sendt flere styrker til området.

Dette var et problem for Japan, da landets militærindustrielle kompleks ikke kunne producere lige så meget som amerikanerne. Efterhånden som kampene fortsatte, mistede japanerne udstyr, som de ikke kunne erstatte, mens amerikanerne erstattede og endda forstærkede deres styrker.

Kampene på Guadalcanal fik Japan til at miste en masse udstyr og soldater. Omkring 25.000 erfarne soldater blev dræbt under kampene. Disse tab betød, at Japan ikke kunne nå sine mål i felttoget på Ny Guinea. Japan mistede også kontrollen med de sydlige Salomonøer og evnen til at stoppe de allieredes skibsfart til Australien.

Japans store base i Rabaul blev truet af de allierede luftvåben. Japanske land-, luft- og flådestyrker var blevet tabt. Japanerne kunne ikke erstatte de fly og skibe, der blev ødelagt og sænket i disse kampe. De kunne heller ikke erstatte deres højtuddannede og erfarne besætninger, især flådens flybesætninger, nær så hurtigt som de allierede.

Strategisk

Efter sejren i slaget ved Midway kunne USA have en flådestyrke i Stillehavet, der var lige så stor som Japans. Det var først efter de allierede sejre på Guadalcanal og Ny Guinea, at de japanske angreb ophørte. Guadalcanal-kampagnen gjorde en ende på alle japanske ekspansionsforsøg og satte de allierede i en magtposition. Denne allierede sejr var det første skridt til at vinde andre slag, som i sidste ende førte til Japans kapitulation og besættelsen af de japanske hjemlige øer.

USA's "Europa først"-politik havde i begyndelsen betydet, at de kun forsvarede sig mod den japanske ekspansion for at koncentrere ressourcerne om at besejre Tyskland. Admiral Kings argumentation for Guadalcanal-invasionen overbeviste imidlertid præsident Franklin D. Roosevelt om, at Stillehavskrigen også kunne vindes. Ved udgangen af 1942 stod det klart, at Japan havde tabt Guadalcanal-kampagnen. Dette var meget dårligt for Japans planer om at forsvare deres imperium.

Den militære sejr for de allierede var vigtig. Men den psykologiske sejr var også vigtig. De allierede havde slået Japans bedste land-, luft- og krigsskibsstyrker. Efter Guadalcanal betragtede det allierede personale det japanske militær med langt mindre frygt end tidligere. Desuden begyndte de allierede at tro, at de kunne vinde Stillehavskrigen.

Ud over Kawaguchi erklærede flere japanske politiske og militære ledere, herunder Naoki Hoshino, Osami Nagano og Torashirō Kawabe, efter krigen, at Guadalcanal var vendepunktet i konflikten.

 

Henderson Field i august 1944.  


En død japansk soldat på Guadalcanal i januar 1943.  

Yderligere oplysninger

Bøger

• Christ, James F. (2007). Bataljon af de fordømte: The 1st Marine Paratroopers at Gavutu and Bloody Ridge, 1942. Naval Institute Press. ISBN 978-1-59114-114-3.

Web

• Cagney, James. "An Animated Map History of the Battle for Guadalcanal". HistoryAnimated.com. Arkiveret fra originalen den 19. marts 2009. Hentet den 4. september 2008.

Koordinater: 9°25′S 160°0′E / 9.417°S 160.000°E / -9.417; 160.000