Andrej Dmitrievitj Sakharov (russisk: Андре́й Дми́триевич Са́харов, 21. maj 1921 - 14. december 1989), var en sovjetisk atomfysiker. Han var også en kendt dissident og menneskerettighedsaktivist. Sakharov var en fortaler for atomnedrustning og borgerlige frihedsrettigheder og reformer i Sovjetunionen.

 

Tidlige år og videnskabelig karriere

Andrej Sakharov blev uddannet som fysiker og gjorde sig bemærket under og efter Anden Verdenskrig. Han spillede en ledende rolle i udviklingen af Sovjetunionens termonukleare våben og arbejdede ved lukkede forskningscentre, hvor han bidrog til teoretiske og praktiske problemer inden for atomfysik og fusion. Selvom hans arbejde oprindeligt var centreret om militær forskning, vendte Sakharov senere sin indsats mod at advare om farerne ved atomkaprustning og at fremme kontrol med masseødelæggelsesvåben.

Fra forsker til dissident

I løbet af 1960'erne og 1970'erne begyndte Sakharov offentligt at kritisere Sovjetunionens politik på områder som menneskerettigheder, politisk undertrykkelse og manglende intellektuel frihed. Hans essays og åbne breve — mest kendt er hans skriftlige refleksioner om fred, fremskridt og intellektuel frihed — blev udbredt i samizdat (undergrundspublikationer) og tiltrak international opmærksomhed. Han tog også klart afstand fra Sovjets invasion af Afghanistan i 1979.

Forfølgelser, eksil og anerkendelse

  • Som følge af sin aktivisme blev Sakharov chikaneret af myndighederne: han blev overvåget, frataget visse æresbevisninger og fik begrænset rejsefrihed.
  • I 1980 blev han eksileret til byen Gorkij (nutidens Nijni Novgorod), hvor han var under streng bevogtning og isoleret fra offentligheden indtil 1986.
  • Internationale protester og hans vedholdende krav om menneskerettigheder førte til stor udenlandsk opmærksomhed. I 1975 modtog han Nobels fredspris for sit arbejde til fordel for menneskerettigheder og atomnedrustning; prisen kunne han ikke modtage personligt på grund af restriktioner fra sovjetiske myndigheder.

Familie og samarbejdspartnere

Sakharov var gift med Elena Bonner, som selv var en fremtrædende menneskerettighedsaktivist. Hun støttede hans arbejde gennem årene og var en vigtig medspiller i den sovjetiske menneskerettighedsbevægelse.

Tilbagevenden og sidste år

Under Mikhail Gorbatjovs reformperiode (glasnost og perestrojka) blev Sakharov frigivet fra eksil i 1986 og tilbageført til Moskva. Han deltog igen i den offentlige debat, støttede politiske reformer og blev i 1989 valgt ind i Sovjetunionens nye folkevalgte organer. Han døde i Moskva den 14. december 1989; hans død blev fulgt af omfattende anerkendelse af hans indsats for frihed og menneskerettigheder.

Arv

Andrej Sakharov huskes både som en fremtrædende fysiker og som et symbol på fred, frihed og menneskerettigheder. Hans navn er knyttet til flere mindesmærker og priser — mest kendt er Sakharovprisen, som Europa-Parlamentet indstiftede for at hædre personer og organisationer, der kæmper for menneskerettigheder og ytringsfrihed. Sakharovs skrifter og hans modige holdning over for en magtfuld stat har inspireret menneskerettighedsforkæmpere verden over.