Anna Seghers (19. november 1900 i Mainz - 1. juni 1983 i Østberlin) var en (østtysk) forfatter.

Seghers blev født som Netty Reiling. Hendes forældre var ortodokse jøder, men interesserede sig også for kristen tro. Netty (ofte kaldet Nelly) fik sin studentereksamen i 1920. Under 1. verdenskrig arbejdede hun som sygeplejerske, og senere studerede hun i Köln og Heidelberg historie, kunsthistorie og kinesisk. Hun begyndte tidligt at skrive noveller og reportage, og tog senere pseudonymet Anna Seghers som forfatternavn.

Ved at gifte sig med den ungarske kommunist Laszlo Radvanyi i 1925 fik hun også ungarsk statsborgerskab. Senere blev hun medlem af Tysklands Kommunistiske Parti (KPD). Parret fik tre børn, og ægteskabet og det politiske engagement kom til at præge både hendes liv og forfatterskab.

Da nazisterne overtog regeringsmagten i Tyskland, blev hun arresteret i en kort periode, og hendes bøger blev brændt. Efter løsladelsen flygtede hun først til Schweiz og senere til Paris og arbejdede der med fagforeninger og organisationer for eksilerede forfattere. Da tyske tropper besatte Paris, søgte hun videre til Marseille, som ligesom andre franske havnebyer i starten var et transithav for flygtninge. Hendes mand blev på et tidspunkt arresteret, og hun forsøgte at arbejde for hans frihed under de vanskelige forhold.

I 1941 rejste familien i eksil videre over Atlanterhavet; efter en periode i Caribien og transit gennem bl.a. Martinique og New York etablerede de sig i Mexico City. I Mexico var Seghers aktiv i miljøer for eksilforfattere og deltog i opbygningen af sociale og litterære netværk for forfattere på flugt fra fascismen. Det var også i eksilet, at hun skrev nogle af sine mest kendte værker.

Vigtige værker og temaer: Seghers skrev romaner, noveller, reportage og essays. Hun er især kendt for romanen Das siebte Kreuz (skrevet i eksil og udgivet 1942), som skildrer flugt og modstand i Nazityskland og blev en international succes. Et andet centralt værk er Transit, der tematiserer flugt, identitet og bureaukratiets absurditet i eksil-situationer. Hendes litteratur er præget af social realisme, en klar moralsk fordring, solidaritet med ofrene for diktatur og en konsekvent antifascistisk holdning.

I 1947 vendte hun tilbage til Berlin, Østberlin, og blev involveret i opbygningen af den nye (østtyske) kultur- og foreningsstruktur. Hun blev medlem af det senere DDR's socialistiske parti og var aktiv i DDR's forfatterforening, hvor hun spillede en fremtrædende rolle i litteraturpolitik og kulturformidling. Som offentlig kendt forfatter modtog hun en række hædersbevisninger og priser fra DDR-staten.

Hun forsøgte også at mægle i enkelte sager, hvor institutioner eller intellektuelle var i konflikt med myndighederne, men hendes muligheder for at ændre politiske beslutninger var begrænsede. Efter Tysklands genforening blev hendes tætte relation til DDR-regimet genstand for debat, men hendes betydning som eksilforfatter og forfatter til skildringer af modstand og medmenneskelighed har bevaret en central plads i tysk litteraturhistorie.

Arv og betydning: Anna Seghers regnes i dag som en af de vigtigste tyske forfattere, der skrev om eksil, modstand og konsekvenserne af totalitære systemer. Hendes romaner og kortprosa er stadig læst og analyseret for deres etiske engagement, fortællekunst og historiske vidnesbyrd. Hun bidrog desuden aktivt til at støtte eksilerede forfattere og til at opbygge netværk, der hjalp intellektuelle i flugt.

Hun døde i 1983 i Berlin. Hendes forfatterskab lever videre gennem oversættelser, genudgivelser og forskning, og hendes bøger læses stadig som vigtige bidrag til forståelsen af 1900‑årenes politiske og menneskelige omvæltninger.

Udvalgte værker (eksempler):

  • Das siebte Kreuz (udgivet 1942)
  • Transit (skrevet i eksil; behandler temaet flugt og identitet)
  • Adskillige noveller, essays og reportager om eksil, modstand og social retfærdighed