Det schweiziske Forbundsråd: Landets føderale regering og statsoverhoved

Hele rådet er ansvarligt for at lede den føderale administration i Schweiz, men hvert rådsmedlem leder et af de syv føderale ministerier. De nuværende medlemmer af Forbundsrådet for 2011 er:

Institutionens oprindelse

Forbundsrådet blev oprettet ved forbundsforfatningen fra 1848 som "forbundets øverste udøvende og ledende myndighed".

Da forfatningen blev skrevet, var det konstitutionelle demokrati stadig i sin vorden, og Schweiz' grundlæggere havde ikke mange eksempler. Schweiz har en lang tradition for at blive regeret af et repræsentantskab i stedet for af en enkelt magtfuld hersker, så selv om de i høj grad tog udgangspunkt i den amerikanske forfatning for så vidt angår organiseringen af den føderale stat som helhed, valgte de et repræsentantskab i stedet for et præsidentielt system for den udøvende magt). .

I dag er der kun tre andre stater, Andorra, Bosnien-Hercegovina og San Marino, hvor mere end én person fungerer som statsoverhoved ad gangen. Det kollegiale regeringssystem anvendes ofte til regering. Mange lande har en form for kabinetsregering med kollektivt ansvar (dvs. at alle ministre i kabinettet støtter kabinettets beslutning som helhed).

Magisk formel

Efter valget i 1959 blev der opfundet en Zauberformel eller en "magisk formel". Formlen beregner, hvor mange medlemmer af forbundsrådet hvert politisk parti har, og viste, at forbundsrådet altid er en frivillig stor koalition.

På grundlag af deres styrke i Forbundsforsamlingen blev pladserne fordelt som følger:

• Det Frie Demokratiske Parti (FDP): 2 medlemmer,
• Kristeligt Demokratisk Folkeparti (CVP): 2 medlemmer,
• Socialdemokratisk Parti (SPS): 2 medlemmer, og
• Det Schweiziske Folkeparti (SVP): 1 medlem.

FDP og CVP er blevet mindre populære, og flere mennesker har støttet SVP og SPS. Efter valget i 2003 anmodede SVP om en plads i CVP's råd til deres leder Christoph Blocher og truede med at forlade regeringen. Efter valget i 2007 blev Blocher erstattet af et andet medlem af CVP, så partiernes styrke er stadig:

• FDP : 2 medlemmer,
• CVP : 1 medlem,
• SPS : 2 medlemmer, og
• SVP : 2 medlemmer.

Kvinder i Rådet

Kvinder fik først stemmeret på forbundsniveau i 1971. Den første kvinde, der officielt stillede op som kandidat, var Lilian Uchtenhagen i 1983.

I alt har kun seks ud af 109 rådsmedlemmer (eller 27 af de 27 rådsmedlemmer, der er valgt siden 1971) været kvinder:

• Det første kvindelige rådsmedlem, Elisabeth Kopp (FDP/PRD), der blev valgt i 1984, måtte træde tilbage efter en skandale i 1989.
• Ruth Dreifuss (SP/PS) var medlem fra 1993 til 2002 og var den første kvinde, der blev formand for Forbundet i 1999.
• Ruth Metzler-Arnold (CVP/PDC), fungerede fra 1999 til 2003, blev ikke genvalgt til anden periode (se ovenfor).
• Micheline Calmy-Rey (SP/PS), der blev valgt i 2003, og Doris Leuthard (CVP/PDC), der blev valgt i 2006, er i embedet fra 2007. De blev begge genvalgt i december 2007 for en fireårig periode.
• Eveline Widmer-Schlumpf blev valgt i december 2007. Sammen med Calmy-Rey og Leuthard udgør de tre nu den største andel af byrådspladserne, der er besat af kvinder i det syv mand store byråds historie.

Formandskab

Hvert år vælger forbundsforsamlingen et af de syv rådsmedlemmer som forbundets formand. Forbundsforsamlingen vælger også en næstformand. Ifølge konventionen skifter formand og næstformand hvert år, således at hvert rådsmedlem bliver næstformand og derefter formand hvert syvende år, mens det er i embedet. Den samme person kan ikke være præsident to år i træk eller blive valgt som vicepræsident i årene efter, at han har været præsident.

I henhold til den schweiziske rangorden er forbundspræsidenten den højeste schweiziske embedsmand. Han eller hun leder Rådets møder og varetager visse repræsentative funktioner, som i andre lande henhører under statsoverhovedet. I hastesituationer, hvor en rådsafgørelse ikke kan træffes i tide, har han eller hun beføjelse til at handle på vegne af hele Rådet. Derudover er han eller hun dog primus inter pares og har ingen beføjelser ud over de seks andre rådsmedlemmer.

Præsidenten er ikke det schweiziske statsoverhoved (denne funktion varetages af Rådet i fællesskab). Præsidenten optræder dog som statsoverhoved og anerkendes som sådant under officielle besøg i udlandet, da medlemmerne af Rådet aldrig forlader landet samtidig. Oftest er det dog lederen af det føderale udenrigsministerium, der aflægger officielle besøg i udlandet. Besøgende statsoverhoveder modtages af alle forbundsrådsmedlemmer i fællesskab.

Rådsmøder

Forbundsrådet mødes hver onsdag i Bundeshaus i Bern, hvor den schweiziske forbundsregering har sit sæde.

Ud over de syv rådsmedlemmer deltager følgende tjenestemænd i møderne:

• Forbundskansler Corina Casanova. Som regeringens stabschef deltager hun i drøftelserne, men har ingen stemmeret i Rådets beslutninger. Ikke desto mindre omtales hendes indflydelsesrige stilling ofte som "ottende forbundsrådsmedlem".
• rektor: Oswald Sigg. Sigg er talsmand for Forbundsrådet og leder den ugentlige pressebriefing efter mødet.

Efter møderne spiser rådsmedlemmerne altid frokost sammen. Rådet mødes også regelmæssigt i konklave for at drøfte vigtige emner indgående, og hvert år afholder det, der i daglig tale kaldes "skoleudflugten", en dagstur til nogle seværdigheder i formandens hjemkanton. I denne og andre henseender fungerer Rådet ikke helt ulig en bestyrelse i en større virksomhed.

Beslutninger og ansvarsområder

Hvert forbundsrådsmedlem leder et ministerium, ligesom ministre i andre landes regeringer. I daglig tale og i pressen omtales de ofte som ministre. F.eks. kaldes lederen af det føderale ministerium for forsvar, civilbeskyttelse og sport ofte "forsvarsminister". Som medlemmer af Rådet er de imidlertid ikke kun ansvarlige for deres eget departement, men også for deres kollegers departementer og for regeringens og forbundsadministrationens adfærd som helhed.

Hemmeligholdelse

Forbundsrådets møder og afstemningsresultater er ikke offentligt tilgængelige, og protokollerne forbliver forseglet i 50 år. Dette har på det seneste været genstand for kritik. Især de partier, der befinder sig i den yderste ende af det politiske spektrum, hævder, at denne hemmeligholdelse er i strid med princippet om åbenhed. Rådet har imidlertid altid sagt, at hemmeligholdelse er nødvendig for at nå til enighed og for at bevare de enkelte rådsmedlemmers kollegialitet og politiske uafhængighed.

Trods reglen om hemmeligholdelse lækkes detaljer om afstemninger og argumenter i Rådet undertiden til pressen, hvilket resulterer i (generelt frugtesløse) undersøgelser og strafferetlige forfølgninger af den ansatte, der har lækket oplysninger.

Forfatningskonventioner

På grund af forbundsrådets unikke karakter som en frivillig stor koalition af politiske modstandere er dets funktion underlagt en lang række forfatningsmæssige konventioner. Det mest bemærkelsesværdige er princippet om kollegialitet, dvs. at rådsmedlemmerne ikke må kritisere hinanden offentligt, selv om de ofte er politiske modstandere. De forventes således offentligt at støtte alle Rådets beslutninger, selv om de strider mod deres egen personlige holdning eller deres politiske partis holdning. Mange observatører mener, at denne konvention er blevet temmelig anstrengt efter valget i 2003 (se nedenfor).

Valgtilstand

Medlemmerne af forbundsrådet vælges for en periode på fire år af begge kamre i forbundsparlamentet, der samles som forbundsforsamling. Hvert medlem vælges individuelt ved hemmelig afstemning med absolut flertal af stemmerne. Alle voksne schweiziske borgere er valgbare, men i praksis er det kun parlamentsmedlemmer og sjældnere medlemmer af kantonernes regeringer, der nomineres af de politiske partier og får en betydelig del af stemmerne. Afstemningen foregår i flere runder: i de to første runder kan alle indstille deres navn, men i de efterfølgende runder udgår den person, der får færrest stemmer, indtil en kandidat opnår absolut flertal.

Da pladserne i Rådet er tildelt partierne ved en uskreven aftale (se ovenfor), er valget til Forbundsrådet generelt en uopsigtsvækkende og behagelig affære. Normalt præsenterer det parti, der har en plads at besætte, to kandidater med de mest almindelige synspunkter for den forenede forbundsforsamling, som derefter vælger en af dem. Dette var dog ikke tilfældet ved valget i 2003, som var det mest kontroversielle valg i nyere tid (se også ovenfor).

Når rådsmedlemmerne er valgt, forbliver de medlemmer af deres politiske partier, men de har ikke nogen ledende poster i disse partier. Faktisk holder de normalt en vis politisk afstand til partiledelsen, fordi de i henhold til reglerne om kollegialitet ofte vil være nødt til offentligt at støtte en rådsbeslutning, som ikke stemmer overens med deres partis (eller deres egen) politiske overbevisning.

Fratrædelse

Forbundsrådsmedlemmer, der er valgt for en fireårig periode, kan hverken vælges ved et mistillidsvotum eller afsættes. Genvalg er muligt for et ubegrænset antal perioder, og det har historisk set været yderst sjældent, at Parlamentet ikke genvalgte et siddende medlem af et forbundsråd. Det er kun sket fire gange - Ulrich Ochsenbein i 1854, Jean-Jacques Challet-Venel i 1872, Ruth Metzler-Arnold i 2003 og Christoph Blocher i 2007. I praksis fungerer rådsmedlemmerne således, indtil de beslutter sig for at træde tilbage og trække sig tilbage til privatlivet, normalt efter tre til fem embedsperioder.

Rådsmedlemmernes liv

I modsætning til de fleste højtstående regeringsmedlemmer i andre lande har forbundsrådsmedlemmerne ikke ret til en officiel bolig. De har for det meste valgt at leje lejligheder eller hotelsuiter i Bern (for egen regning); den eneste undtagelse er Moritz Leuenberger, som dagligt pendler med tog fra Zürich til Bern. De har dog ret til at benytte forbundsrådets landsted Lohn til ferierejser, som også bruges til at huse officielle gæster fra Det Schweiziske Forbund.

Rådsmedlemmer kan have en sikkerhedsgruppe fra hæren, hvis de har brug for personlig beskyttelse (især under officielle arrangementer). Men ofte kan man møde dem uden nogen som helst eskorte i Berns gader, restauranter og sporvogne. Byrådsmedlemmer har også ret til en personlig foged (Weibel), som ledsager dem i en farverig uniform til officielle begivenheder. Denne tradition går tilbage gennem de republikanske regeringer i de gamle schweiziske kantoner og helt tilbage til liktorer i den gamle romerske republik.

Rådsmedlemmernes ægtefæller deltager ikke officielt i regeringsarbejdet, bortset fra at de ledsager rådsmedlemmerne til officielle receptioner.

Rådmændenes løn

Forbundsrådsmedlemmerne får et årligt vederlag på ca. 400 000 CHF (ca. 256 000 EUR / 404 000 USD). Når de har fuldført en hel mandatperiode, har de ret til en årlig pension på halvdelen af dette beløb efter at have forladt deres embede.

Selv om det ved lov er forbudt for rådsmedlemmer at bestride andre stillinger i deres embedsperiode, er det ikke usædvanligt, at de accepterer lukrative forretningsmæssige engagementer efter at have forladt deres embede, f.eks. i bestyrelsen for store schweiziske virksomheder.

Immunitet

Forbundsrådsmedlemmer nyder ligesom parlamentsmedlemmer absolut juridisk immunitet for alle udtalelser, der fremsættes i deres officielle egenskab.

For forbrydelser, der ikke vedrører deres officielle stilling, kan de kun retsforfølges med tilladelse fra det samlede forbundsråd, mens de er i embeds medfør. Anklageren kan appellere et afslag på at give tilladelse til forbundsforsamlingen.

Retsforfølgning for forbrydelser og forseelser, der vedrører rådsmedlemmernes officielle egenskab, kræver forbundsforsamlingens samtykke. I sådanne tilfælde kan parlamentet også suspendere rådsmedlemmet fra sit embede (men ikke afsætte ham eller hende).

Ifølge udtalelser til medierne fra en embedsmand fra forbundskancelliet er der i ingen af de få tilfælde af beskyldninger mod et forbundsrådsmedlem nogensinde blevet givet tilladelse til at retsforfølge. I sådanne sager var der normalt tale om udtalelser, som af offentligheden blev betragtet som krænkende. Et unavngivet rådsmedlem, der var involveret i en trafikulykke umiddelbart før sin fratrædelsesdato, skulle dog frivilligt have ophævet sin immunitet, og rådsmedlem Elisabeth Kopp besluttede at træde tilbage efter at have været udsat for en undersøgelse på grund af påstande om brud på tavshedspligten.

Historisk set er den kollegiale regering i Schweiz både internationalt og nationalt blevet vurderet som usædvanlig kompetent og stabil. Forbundsrådet som helhed (men ikke de enkelte medlemmer) har konsekvent opretholdt offentlige godkendelses- og tillidsprocenter på over 60 %, muligvis også fordi vælgerne under det schweiziske system med direkte demokrati kan give udtryk for deres utilfredshed med regeringens beslutninger, når de træffer afgørelse om individuelle spørgsmål ved stemmeurnerne.

På det seneste har der imidlertid været en voksende påstand om, at forbundsrådet ofte er for langsomt til at reagere på øjeblikkets behov, for modstandsdygtigt over for forandringer og for svagt til at lede det magtfulde føderale bureaukrati. Der er blevet foreslået forskellige ændringer for at løse disse problemer, herunder en udvidelse af præsidentens beføjelser, en udvidelse af selve forbundsrådet eller tilføjelse af et andet lag af ministre mellem Rådet og departementerne. Ingen af disse forslag har dog endnu båret frugt.

• 1848: De første syv medlemmer blev valgt: Ulrich Ochsenbein, Jonas Furrer, Martin J. Munzinger, Henri Druey, Friedrich Frey-Herosé, Wilhelm Matthias Naeff og Stefano Franscini.
• 1854: Det første (af de hidtil kun fire) siddende forbundsrådsmedlemmer, der ikke blev genvalgt, Ulrich Ochsenbein.
• 1891: Første rådmand for det kristeligt-demokratiske folkeparti i Schweiz, Josef Zemp.
• 1893: Første medlem, hvis far var medlem af Rådet: Eugène Ruffy, søn af Victor Ruffy. I 2007 vælges det andet medlem: Eveline Widmer-Schlumpf, datter af Leon Schlumpf.
• 1911: Adolf Deucher er den første (og eneste) otteårige mand i embedet.
• 1913: Felix Calonder, den første (og eneste) romansksprogede indfødte, er Felix Calonder.
• 1917: Det første (og eneste) rådsmedlem fra det liberale parti valgt, Gustave Ador.
• 1930: Første rådmand for partiet for landmænd, handlende og selvstændige (BGB/PAI; nu det schweiziske folkeparti), Rudolf Minger.
• 1943: Første rådmand for det socialdemokratiske parti, Ernst Nobs.
• 1983: Første kvindelige kandidat til Rådet fra et regeringsparti, Lilian Uchtenhagen (SP)
• 1984: Første kvindelige medlem af byrådet, Elisabeth Kopp (FDP).
• 1993: Første rådsmedlem af jødisk oprindelse, Ruth Dreifuss (SP).
• 1995: Moritz Leuenberger (SP) (med arkitekten Gret Loewensberg, som han senere blev gift med) er den første rådsmedlem, der lever i et parforhold.
• 1999: Den første kvindelige formand for Forbundet, Ruth Dreifuss (SP).

• Liste over medlemmer af det schweiziske forbundsråd (efter valgdato)
• Sammensætning af det schweiziske forbundsråd
• Kategori:Medlemmer af det schweiziske forbundsråd (alfabetisk liste)
• Liste over præsidenter i Det Schweiziske Forbund