Schweiz er opdelt i 26 forskellige områder, der kaldes kantoner. En kanton svarer til en stat i USA. Hver kanton har sit eget politiske system med en kantonalforfatning, et valgt parlament og en kantonal regering, og mange myndighedsområder — som skolevæsen, politi og skat — varetages primært på kantonniveau.
Historie og centralisering
Tidligere havde hver kanton sin egen hær og sine egne penge. Dette ændrede sig efter Sonderbundskrigen i 1847; i 1848 fik Schweiz en ny føderal forfatning, som skabte den moderne føderale stat og centraliserede visse beføjelser. Efterfølgende blev en fælles valuta indført (francen fra omkring 1850), og forsvaret blev på føderalt niveau. Overgangen betød, at nogle opgaver gik fra kantonerne til den føderale stat, mens kantonerne beholdt stor selvbestemmelse på mange andre områder.
Urdannelse og nye kantoner
Kantonerne Uri, Schwyz, Unterwalden (i dag opdelt i Obwalden og Nidwalden, ofte omtalt sammen som Unterwalden) kaldes Urkantone. En Urkanton er en kanton, der har eksisteret siden Schweiz' tidlige forbundsopbygning — ofte regnet fra 1291, hvor den ældste føderale pagt blev indgået. Siden da er andre kantoner kommet til i forskellige faser af historie og ekspansion; nogle af dem sluttede sig til forbundet i middelalderen, andre i det 19. århundrede.
Jura er den nyeste kanton i Schweiz siden 1978. I det år blev den splittet fra kantonen Bern efter lange politiske spændinger og optøjer; Jura blev dannet som selvstændig kanton efter en folkeafstemning og forhandlinger.
Halvkantoner og stemmevægtning
Nogle kantoner adskiller sig af historiske grunde ved, at deres vægt i bestemte nationale institutioner er anderledes. Basel-Stadt, Basel-Landschaft, Appenzell-Innerrhoden, Appenzell-Ausserrhoden, Obwalden og Nidwalden omtales ofte som halvkantoner. I praksis betyder det, at ved sammensætningen af det føderale overhus, Ständerat (Council of States), har hver helkanton to repræsentanter, mens hver halvkanton kun har én. Ved visse folkeafstemninger — fx ved ændringer af forfatningen, hvor der kræves et flertal af både stemmer og kantoner (den såkaldte dobbelte majoritet) — tæller halvkantonerne som en halv kanton i kantonflertalsregnskabet.
Føderalisme og kantonal autonomi
Ordet for denne opbygning kaldes føderalisme. Det betyder, at hver kanton har sin egen regering og sin egen forfatning: alle kantoner har deres egen forfatning, som er den højeste lov i kantonen. Den føderale forfatning angiver rammerne for hele landet, men inden for disse rammer har kantonerne betydelig frihed til at udforme konkrete regler.
Derfor findes der fx 26 forskellige skolesystemer i Schweiz — hvert kanton bestemmer detaljer om undervisning, pensum og skoleorganisation. Ligeledes varierer skatteprocenter, sundhedsadministration, politi og administrative procedurer mellem kantonerne. Denne mangfoldighed giver kantoner mulighed for at tilpasse politikker til lokale forhold, men kan også medføre uensartet anvendelse af love og forskelle i borgeres rettigheder og pligter afhængigt af, hvor de bor.
Eksempel: forskelle i narkotikalovgivning
Et konkret eksempel er håndhævelsen af narkotikalovgivningen. Narkotikamisbrug er i princippet en forbundsforseelse, og strafferammen kan være op til et til tre år eller en bøde. Problemet er dog, at selve forbruget (ikke handel eller distribution) i praksis ofte ikke bliver straffet i visse situationer — politiet kan i lette tilfælde vælge ikke at give bøde. Denne forskellighed i håndhævelsen betyder, at den samme handling kan give meget forskellige følger i to kantoner: i én kanton kan rygning af marihuana føre til en bøde, i en anden kan det i visse situationer føre til fængsel eller andre sanktioner.
Institutioner og repræsentation
På det føderale plan er Schweiz' parlament todelt: Nationalrådet repræsenterer folket proportionalt, mens Ständerat repræsenterer kantonerne. Dette sikrer, at både befolkningsstørrelse og kantonal suverænitet tages i betragtning ved lovgivning. Kantonerne har også egne domstole og administrativt apparat, og de kan i mange tilfælde udforme og håndhæve deres egne love, så længe de ikke strider mod den føderale forfatning og lovgivning.
Sprog, kultur og praktiske konsekvenser
Schweiz’ kantoner afspejler landets sproglige og kulturelle mangfoldighed. Der findes tysksprogede, fransksprogede og italiensksprogede kantoner — og i Graubünden/Grisons tales også rætoromansk. Nogle kantoner er tosprogede eller flersprogede (fx Bern, Valais/Wallis, Fribourg/Freiburg), hvilket påvirker administration, undervisning og offentlig service.
Følgerne af kantonal forskellighed mærkes dagligt: skattevilkår kan gøre én kanton attraktiv for virksomheder, mens en anden har et mere tilpasset socialt sikkerhedsnet. For borgere betyder det, at rettigheder og pligter som skolegang, sundhedsydelser, politiets praksis og skattesatser kan variere betydeligt afhængigt af, i hvilken kanton man bor.
Kommuner og lokal selvbestemmelse
I Schweiz er de enkelte kommuner også meget selvstændige og udgør den lokale forvaltning nær borgerne. Kommunerne tager sig af dagligdagsopgaver som skoler på grundskoleniveau, lokal planlægning, renovation og kommunal skat. Samspillet mellem kommune, kanton og den føderale stat er kendetegnet ved delegering af opgaver og et højt niveau af lokal beslutningskompetence.
Samlet set er kantonerne centrale for forståelsen af Schweiz: de er både historiske enheder med egen identitet og moderne administrative enheder med stor indflydelse på borgernes hverdag. Føderalismen giver plads til mangfoldighed, men stiller også krav om samarbejde og fælles regler på føderalt niveau, når nationale interesser eller rettigheder skal beskyttes.
