Den spiselige hasselmus eller "fede hasselmus" (Glis glis) er en lille hasselmus og den eneste art i slægten Glis. Den kaldes ofte blot hasselmus eller på engelsk "edible dormouse" og er en karakteristisk, nataktiv gnaver med en tyk, busket hale og runde øjne.
Biologi og udseende
Udseende: Spiselige hasselmus er blandt de største hasselmus i Europa. Kroppens længde ligger typisk mellem 12–18 cm, halen kan være næsten lige så lang, og vægten varierer ofte fra cirka 60 til 150 gram afhængig af årstid og lokal bestand. Pelsen er blød og gråbrun med en lysere underside.
Levevis: Det er en overvejende trælevende og nataktiv art. Den sover i løvhytter, redehuller i træer eller i bygninger om dagen. Om vinteren går den i lang vinterdvale (torpor), hvilket hjælper den med at overleve perioder med mangel på føde.
Kost: Kostsammensætningen er alsidig og omfatter:
- frø og nødder
- frugt og bær
- knopper og blade
- insekter og smådyr
- lejlighedsvis fugleæg og -unger
Formeringsbiologi: Parring sker typisk om foråret. Drægtighedsperioden varer omkring en måned, og et kuld rummer ofte 2–7 unger. Ungerne vokser hurtigt og forlader reden efter nogle få uger. I naturen er forventet levetid typisk nogle få år, mens individer i fangenskab kan blive ældre.
Historie og menneskelig brug
Den spiselige hasselmus har en bemærkelsesværdig kulturhistorie. De gamle romere opdrættede dem for at spise dem, oftest som en del af luksusmåltider eller som snack. Romerne holdt hasselmus i store gruber eller i terrakottabeholdere kaldet gliraria, som fungerede lidt som moderne bure og gjorde dyrkningen praktisk.
I Slovenien spiser man stadig vilde, spiselige hasselmus, og fangst af hasselmus er en lokal tradition. Historiske dokumenter fra det 13. århundrede omtaler både brugen af hasselmus til pels og som føde, og de nævner også brugen af hasselmusfedt som medicin. I fattigere egne har hasselmus været et vigtigt supplement for bønder om vinteren, fordi de udgør en koncentreret proteinkilde.
Udbredelse i Europa
Den spiselige hasselmus lever i store dele af Europa, især i tempererede områder med skov, parker og ældre haver med egnede redehuler. Den forekommer i Centraleuropa og Sydeuropa og mangler typisk i de koldeste, nordlige egne.
En særlig historisk note er introduktionen i England, hvor arten blev tilfældigvis indført i byen Tring efter at nogle dyr undslap fra Lionel Walter Rothschilds private samling i 1902. Den britiske bestand er i dag anslået til omkring 10.000 individer og findes koncentreret i et område på cirka 520 km² mellem Beaconsfield, Aylesbury og Luton. Selv om bestanden er begrænset i omfang, opfattes arten af nogle som et skadedyr.
Forvaltning, lovgivning og konflikter
I mange områder kan spiselige hasselmus skabe konflikter med mennesker ved at tage frugt i haver, beskadige avlinger eller flytte ind i lofts- og værelser i ældre huse. De kan også være vektorer for parasitter, selvom de som regel ikke udgør en alvorlig sundhedsrisiko for mennesker.
I Det Forenede Kongerige reguleres håndteringen af arten af Wildlife and Countryside Act 1981. Wildlife and Countryside Act 1981 forbyder visse metoder til at dræbe vilde dyr, og i praksis kan det kræve en tilladelse eller rådgivning fra myndigheder, hvis man vil fjerne eller bekæmpe hasselmus i et område. Lokale retningslinjer og humane metoder anbefales ved konflikthåndtering.
Bevaringsstatus og konklusion
På europæisk plan vurderes den spiselige hasselmus generelt ikke som truet og står ofte som mindre bekymring, men lokale bestande kan være følsomme over for tab af egnede levesteder og fragmentering af skovområder. Bevarelse af løvskove, gamle træer og habitatforbindelser er vigtigt for at sikre sunde bestande, samtidig med at man håndterer konflikter mellem mennesker og dyr på ansvarlig vis.
Samlet set er spiselig hasselmus (Glis glis) en fascinerende art med både en lang historie i menneskers kultur og praktiske udfordringer i moderne landskaber — fra romerske gliraria til nutidige diskussioner om introducerede bestande og dyrevelfærd.
