Elapid

Beskrivelse

På land

De elapider, der lever på land, ligner meget colubriderne: næsten alle har lange og slanke kroppe med glatte skæl, et hoved, der er dækket af store skjolde og ikke altid adskilt fra halsen, og øjne med runde pupiller. Desuden er deres adfærd normalt ret aktiv, og de fleste er æglæggende. Der er undtagelser fra alle disse generaliseringer: For eksempel omfatter dødsedderne (Acanthophis) korte og fede, grovskællede, meget bredhovedede, katteøjede, levende bærende, sløve bagholdsrovdyr med delvist fragmenterede hovedskjolde.

Nogle arter tilbringer det meste af deres liv i træer eller buske; dette kaldes arboreal (afrikansk Pseudohaje og Dendroaspis, australsk Hoplocephalus). Mange andre er specialiserede gravere (f.eks. Ogmodon, Parapistocalamus, Simoselaps, Toxicocalamus, Vermicella). Nogle arter har en meget generel diæt. Andre har specialiseret sig på en bestemt slags bytte. De har også tilpasset sig selv, så de bedre kan ernære sig af andre slanger, visse øgler, visse firben, squamater, pattedyr, fugle, frøer, fisk osv.

I vandet

Havslanger, som også er elapider, har tilpasset sig en maritim levevis på forskellige måder. Alle har udviklet deres haler, så de kan bruges til at svømme. De kan også udskille salt. De fleste har også ændret krop, så den er bedre egnet til at svømme. Bugskællene er meget mindre, slangernes næsebor er placeret dorsalt og uden skæl imellem dem. De føder levende unger (ovoviviparous). Generelt har de evnen til at trække vejret gennem huden; forsøg med den gulbugede havslange, Pelamis platurus, har vist, at denne art kan dække ca. 20 % af sit iltbehov på denne måde. Dette gør det muligt for den at blive længere under vandet. Havkragerne (Laticauda sp. ) er de mindst veltilpassede til et liv i vandet. De tilbringer en stor del af deres tid på land, hvor de også lægger deres æg (ægløs). De har brede bugskæl, halen er ikke så veludviklet til at svømme, og deres næsebor er adskilt af skæl.

Giften til jagt og selvforsvar

Alle elapider har et par proteroglyfe hugtænder, der bruges til at injicere gift fra kirtler, der er placeret på bagsiden af overkæberne. Tænderne er de to første tænder på hver overkæbe, som er forstørrede og hule, og normalt er der kun én på plads på hver side til enhver tid. Overkæben ligger i længde og bevægelighed mellem typiske colubrider (lange, mindre bevægelige) og viperider (meget korte, meget bevægelige). Når munden er lukket, passer hugtænderne ind i rillede slidser i bukkalbunden; hos de længst tandede elapider (f.eks. Acanthophis, Oxyuranus) er det almindeligt, at hugtænderne gennemborer lige igennem den mellemkæbeformede hud, hvilket ikke synes at bringe slangen i fare. Tænderne sidder normalt under øjets forkant og er vinklet bagud; på grund af denne konstruktion skal de fleste elapider faktisk bide for at give envenom. Denne handling er derfor ikke så hurtig som hos hugorme, der kan forvolde gift med en hurtig, stikkende bevægelse. Nogle elapider (Acanthophis, Oxyuranus og især Dendroaspis) har lange hugtænder på ret bevægelige overkæber (de præfrontale og ectopterygoide kontakter er næsten lige så tæt på hinanden som hos viperiderne) og kan derfor foretage meget hurtige stikkende slag ligesom viperiderne. Nogle få arter er i stand til at sprøjte deres gift ud fra fremadrettede huller i spidsen af deres hugtænder som et forsvarsmiddel. Elapider bruger deres gift både til at immobilisere deres bytte og til selvforsvar.

Venom

Alle elapider er giftige, og mange er potentielt dødelige. Giften er for det meste neurotoksisk og anses for at være farligere end de hovedsageligt proteolytiske hugormegifter. Medlemmerne omfatter den sorte mamba (Dendroaspis polylepis), en art, som mange betragter som verdens farligste slange, den voldsomme slange (Oxyuranus microlepidotus), som er den mest giftige landslange for mus, og Hydrophis belcheri, en havslange og den giftigste gift af alle slanger.