Den alpine orogenese (undertiden Alpide orogenese) er opbygningen af bjergkæder i Central- og Sydeuropa og Vestasien. Denne bjergbygningsfase startede i den senere mesozoiske æra. Den skete, da de to store kontinenter Afrika og Indien (plus en mindre plade) bevægede sig mod nord og stødte sammen med Eurasien. Dette skete i slutningen af Mesozoikum og fortsætter langsomt i dag.

Tidsrum og drivkræfter

Alpine-orogenesen begyndte i sen Jura–Kridt, da Tethys-havet begyndte at lukkes som følge af kontinentaldrift. Hovedfasen af bjergbygningen fandt sted i Palæogen og Neogen (ca. 65–2,6 millioner år siden), men processen er kompleks og består af flere delkollisioner og tilbagevendende cyklusser af subduktion, obduktion og kontinent-kontinent-kollision. Særligt markant var kollisionen mellem Indien og Eurasien i yngere eocænt/oligocænt tid (ca. 50 Ma), som gav dannelsen af Himalaya og et kraftigt pres mod resten af det alpide bælte.

Geologiske processer

Den alpine orogenese omfatter flere mekanismer:

  • Subduktion af oceanisk skorpe og efterfølgende obduktion af rester af havbund (ophioliter) ind i kontinentale strukturer.
  • Kontinent-kontinent-kollisioner, der skaber omfattende foldning, forkastninger og nappesstakke (store sammenpressede lag af skorpen, der er skubbet langt hen over underlaget).
  • Metamorfose af bergarter i dybden på grund af øget tryk og temperatur samt intrusion af magmatiske kroppe i forbindelse med subduktionszoner.
  • Udvikling af forlandsbassiner (fx Po-bassinet, Pannoniske Bassin), hvor aflejringer fra erosionsmateriale akkumuleres som molasse og andre sedimenter.

Denne langsomme kollision pressede de eurasiske plader sammen og fik bjerge til at vokse op fra den vestlige kant langt ind i Asien. Det er bjergkæderne i det alpide bælte. De omfatter (fra vest til øst) Atlas, Rif, den batiske kordiller, Kantabriske bjerge, Pyrenæerne, Alperne, Apenninerne, de dinariske alper, Helleniderne, Karpaterne, Balkanbjergene, Taurus, det armenske højland, Kaukasus, Alborz, Zagros, Hindu Kush, Pamir, Karakoram og Himalaya.

Struktur og synlige spor

Inde i bjergkæderne ses tydelige tegn på de processes, der har virket:

  • Nappekomplekser og store flyttede blokke, som bærer ældre bjergarter over yngre enheder.
  • Foldede og falske lag med stærk metamorfose i kernen af bjergkæderne.
  • Obduceret oceanbund i form af serpentiniserede bjergarter og andre ophiolitkomplekser — rester af de oprindelige oceaniske skorper og øvre kappe.
  • Udformning af dybe kløfter, højtopløft og omfattende erosion, ofte accentueret af kvartære gletsjere i højere beliggenheder.

Den alpine orogenese førte også til mere fjerntliggende og mindre geologiske træk som f.eks. kridtbakkerne i det sydlige England og det nordlige Frankrig (Weald-Artois-anticlinen). Resterne af dette kan ses i kridtbakkerne i North og South Downs i Sydengland. Dens virkninger er synlige på Isle of Wight, hvor kridtlaget og de overliggende eocæne lag er foldet til næsten lodret, som det ses ved Alum Bay og Whitecliff Bay, og på Dorsets kyst nær Lulworth Cove.

Alpine orogenesen i Europas geologiske historie

Den alpine orogenese var den sidste af de tre store orogenesefaser i Europa, som har præget Europas geologi. Den kaledonske orogenese, som dannede det gamle røde sandstenskontinent, var den første. Den anden var den variskiske orogenese. Det var den, hvor Pangaea blev dannet, da Gondwana og det gamle røde sandstenskontinent stødte sammen i midten og slutningen af palæozoikum.

Nutidig betydning og farer

Alpine orogenese er ikke blot et fortidsfænomen: den aktive tektonik fortsætter i dele af det alpide bælte, hvilket giver seismisk aktivitet (jordskælv) og løbende hævning, der påvirker erosion og landskabsudvikling. Bjergkæderne rummer også vigtige naturressourcer — herunder sedimentære bassiner med kulbrinter, metaller i hydrotermale indlejringer samt bygge- og anlagsmaterialer — og de har stor indflydelse på klima, nedbørsmønstre og menneskelig bosættelse i regionerne.

Samlet set forklarer den alpine orogenese en stor del af variationen i landskab, geologi og risiko i store dele af Europa og Vestasien. Den giver samtidig et levende eksempel på, hvordan kontinentaldrift, subduktion og kollisionsprocesser former Jordens skorpe over geologisk tid.