Ealdorman
En ealdorman (fra oldengelsk ealdorman, lit. "ældre mand"; flertal: "ealdormen") er en betegnelse for en højtstående kongelig embedsmand, der var ansvarlig for en eller flere shires. Titlen stammer fra det sjette århundrede og var i brug frem til Knud den Stores tid. Deres stilling var en kombination af administrator, dommer og militærkommandant. Ealdormen var forgængerne for de senere engelske earls.
Kontor
En ealdorman var en af kongen udpeget person, som styrede et eller flere shires eller territorier. Ealdormanen var også ansvarlig for at lede sin lokale fyrd (deltidshær) i kamp. Men disse hære skyldte først og fremmest deres ealdorman deres første troskab. Meget ofte kunne støtten fra en eller flere ealdorms hjælpe en kongelig kandidat til at blive konge. I mange tilfælde efterfulgte ealdormen underkonger, men beholdt alligevel de samme rettigheder. Flere havde været underkonger og var medlemmer af den kongelige familie. I tidlige angelsaksiske dokumenter kaldes ealdormen også for dux, princeps eller comitis i tidens dokumenter.
Historie
Udtrykket optræder første gang i den angelsaksiske krønike i år 568. Men brugen af det er sandsynligvis ældre end denne angivelse. Allerede i det syvende århundrede blev ealdormen opfattet som dommere. Men udviklingen af shire kan være kommet senere. Efterhånden som ealdormanries begyndte at blive arvelige (overgået fra far til søn) blev de familier, der havde dem, mere og mere magtfulde. Flere af dem fik en magt, der kun overgik kongen i magt. De blev beskrevet i dokumenter med betegnelsen patricius. I det ottende århundrede opstod disse i Northumbria, Mercia og Kent. Betegnelsen patricius var nogenlunde det samme som embedet som borgmester på paladset i det merovingiske dynasti af frankiske konger. Det kunne være farligt for en konge at have en så magtfuld person til at udøve magt i hans navn. I det ottende og niende århundrede var de farligste ealdormene dem, der hævdede kongelig afstamning. De kunne og gjorde i nogle tilfælde oprør mod en konge og overtog selv tronen. I datidens meget enkle kongelige administrationer var en konge nødt til at stole på sine ealdormene. En konge kunne skabe ealdormene fra sin egen familie. Men han kunne kun besætte en del af ealdormerne på den måde. Efterhånden som ealdormsfamilierne sluttede sig sammen i bånd af gensidig støtte, blev det vanskeligere at fjerne en ealdorman.
Earl
Betegnelsen ealdorman blev erstattet af betegnelsen earl i det 11. århundrede. I kong Knuds love nævnes både ealdormene og jarls. Men der blev ikke skelnet mellem dem. Efter den normanniske erobring af England i 1066 var titlen Earl ikke længere udskiftelig med dux eller princeps. De blev til tider skrevet som comes (greve). Kong William erstattede de fleste angelsaksiske jarler med sine egne udnævnelser. Han begrænsede derefter de fleste jarles magt ved at give dem kontrol over grevskaber, slotte eller andre territorier. Nogle få fik mere magt. Disse fik titlen Earl palatine.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er en ealdorman?
A: En ealdorman er en højtstående kongelig embedsmand med ansvar for et eller flere grevskaber.
Q: Hvad er oprindelsen til udtrykket "ealdorman"?
A: Udtrykket "ealdorman" kommer fra oldengelsk og betyder "ældre mand".
Q: Hvad var ealdormenes rolle i det gamle engelske samfund?
A: Ealdormenes opgave var at være administratorer, dommere og militære ledere.
Q: Hvornår blev titlen ealdorman taget i brug?
A: Titlen ealdorman var i brug fra det sjette århundrede og frem til kong Knud.
Q: Hvad var forgængeren for de engelske jarler?
A: Ealdormen var forgængeren for de engelske jarler.
Q: Hvad er flertalsformen af "ealdorman"?
A: Flertallet af "ealdorman" er "ealdormen".
Q: Hvad var ealdormenes primære ansvar?
A: Det primære ansvar for ealdormænd var at føre tilsyn med administrationen og styringen af et eller flere grevskaber.
