Konstantinopel-konferencen

Deltagere

Stormagterne var repræsenteret på konferencen af henholdsvis:

• Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland:

Lord Salisbury og Sir Henry Elliot;

• Det russiske imperium:

Grev Nikolaj Ignatjev (historisk stavemåde Nicolai Ignatieff);

• Kongeriget Frankrig:

Grev Jean-Baptiste de Chaudordy og grev François de Bourgoing;

• Det tyske kejserrige:

Baron Karl von Werther;

• Det Østrig-Ungarske Kejserrige:

Baron Heinrich von Calice og grev Ferenc Zichy;

• Kongeriget Italien:

Grev Luigi (Lodovico) Corti.

Af disse var Lord Salisbury, grev de Chaudordy og baron von Calice befuldmægtigede ambassadører ved konferencen, mens grev Ignatyev, Sir Henry Elliot, grev de Bourgoing, baron von Werther, grev Zichy og grev Corti var deres landes ambassadører i Konstantinopel.

Den amerikanske generalkonsul i Konstantinopel, Eugene Schuyler, deltog også aktivt i udarbejdelsen af konferencens beslutninger.

Det Osmanniske Rige var repræsenteret på konferencen af:

Mithat Pasha, Saffet Pasha og Edhem Pasha.

Mithat Pasha var storvesir (førsteminister) og Saffet Pasha var Tyrkiets udenrigsminister. Selv om de tyrkiske repræsentanter deltog i konferencens plenarforsamlinger, blev de ikke inviteret til de forudgående arbejdsmøder, hvor stormagterne forhandlede deres aftale på plads.

Lord Salisbury og grev Ignatyev spillede en ledende rolle i processen. Ignatyev forsøgte at fjerne de britiske betænkeligheder ved, at Ruslands formodede rolle som beskytter af de ortodokse slaver kun var en forklædning for Ruslands ønske om at overtage Bosporus og Konstantinopel og dermed - som premierminister Disraeli frygtede - potentielt true de vitale Middelhavsruter til Britisk Indien. Salisbury på sin side så konferencen som en lovende mulighed for at udarbejde en omfattende aftale med Rusland om deres modstridende territoriale ambitioner i Centralasien.

Bulgarien i henhold til konferencen i Konstantinopel

Afgørelser

Bosnien

Konferencen planlagde oprettelsen af en autonom provins, der skulle omfatte Bosnien og det meste af Hercegovina, mens en sydlig del af sidstnævnte skulle afstå til Montenegro.

Bulgarien

Stormagterne blev enige om et betydeligt bulgarsk selvstyre i form af to nye osmanniske provinser (vilayets), der blev oprettet til formålet: Øst med hovedstaden Tarnovo og Vest med hovedstaden Sofia.

Konferencen fastslog, at de bulgarske etniske områder i det osmanniske rige i slutningen af det 19. århundrede strakte sig til Donaudeltaet i nordøst, Kastoria i sydvest, Kirklareli og Edirne i sydøst og Niš i nordvest. Disse områder skulle indlemmes i de to bulgarske autonome provinser som følger:

• Den østbulgarske autonome provins, herunder de osmanniske sandjaks - administrative områder på andet niveau - Tarnovo, Ruse, Tulcea, Varna, Sliven, Plovdiv (undtagen kazas - administrative områder på tredje niveau - Ardino og Smolyan) og en del af Edirne-sandjaks, herunder kazas Kirklareli, Svilengrad og Elhovo.
• Den vestbulgarske autonome provins, der omfatter sandjakkerne Sofia, Vidin, Niš, Skopje, Bitola (undtagen kazerne Debar og Korçë), kazerne Gotse Delchev, Melnik og Sidirokastro i sandjakken Serres samt kazerne Strumica, Veles, Tikveš og Kastoria.

Stormagterne udarbejdede i detaljer forfatningsmæssige, lovgivningsmæssige, udøvende, forsvars- og retshåndhævelsesordninger, kantonernes administrative system, beskatning, internationalt tilsyn osv. for de foreslåede autonome provinser.

Lord Salisbury


Grev Ignatieff

Konklusion

De seks stormagters beslutninger blev formelt overdraget til den osmanniske regering den 23. december 1876, hvilket afviste de indledende tyrkiske forslag om, at konferencens mission kunne være blevet overflødiggjort af en ny osmannisk forfatning, der blev godkendt af sultan Abdul Hamid II samme dag. På de efterfølgende plenarmøder på konferencen fremsatte Tyrkiet indsigelser og alternative reformforslag, som blev afvist af stormagterne, og forsøg på at bygge bro over kløften lykkedes ikke. Til sidst meddelte storvesir Mithat Pasha den 18. januar 1877, at Tyrkiet definitivt afviste at acceptere konferencens beslutninger.

Legacy

Den osmanniske regerings manglende evne til at gennemføre beslutningerne fra Konstantinopelkonferencen udløste den russisk-tyrkiske krig i 1877-1878 og fratog samtidig Tyrkiet - i modsætning til den forudgående Krimkrig i 1853-1856 - vestlig støtte.

Tsarigrad Peak i Imeon Range på Smith Island på Sydshetlandsøerne i Antarktis er opkaldt efter konferencen ("Tsarigrad" er det gamle bulgarske navn for Konstantinopel).

Relaterede sider

• Russisk-tyrkisk krig (1877-1878)

Vestbulgarsk autonom provins


Østbulgarske autonome provins