Konferencen 1876-1877 i Konstantinopel (eller "skibsværftspalads-konferencen" efter konferencestedet) mellem stormagterne (Storbritannien, Rusland, Frankrig, Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien) blev afholdt i Istanbul (Konstantinopel) fra den 23. december 1876 til den 20. januar 1877. Efter det hjerzegovinske oprør, der blev indledt i 1875, og det bulgarske oprør i april 1876 blev stormagterne enige om et projekt for politiske reformer både i Bosnien og i de osmanniske områder med en overvejende bulgarsk befolkning.

Baggrund

Konferencen fandt sted midt i den såkaldte "Great Eastern Crisis" — en periode med opstande, brutal undertrykkelse og stor politisk spænding på Balkan. Optrapningen i Bosnien-Hercegovina (Hertzegovina-oprøret) og de blodige begivenheder i Bulgarien i 1876 vakte international fordømmelse og øgede stormagternes bekymring for stabiliteten i Osmannerriget. Formålet med mødet i Konstantinopel var at finde en fælles, diplomatisk løsning gennem reformer, før konflikten udvidede sig til en regulær krig mellem stormagterne og Osmannerriget.

Mål og foreslåede reformer

Delegationerne søgte at udarbejde konkrete reformforslag, der kunne bringe ro og sikre mindretallenes rettigheder i de omhandlede områder. De vigtigste formål var:

  • at forbedre beskyttelsen af civile, især kristne minoriteter, mod overgreb og udbredt vold,
  • at reorganisere den civile administration for at skabe en mere retfærdig og stabil forvaltning,
  • at etablere sikkerhedsforanstaltninger—herunder reorganisering af lokale styrker eller gendarmeri—for at forhindre nye oprør og overgreb,
  • at indføre økonomiske og retlige reformer, som kunne dæmpe årsagerne til oprørene (skatter, jordforhold mv.).

Stormagterne udarbejdede et reformprogram, som blev fremlagt for den osmanniske regering og skulle danne grundlag for internationale garantier og tilsyn.

Resultat og efterspil

Selvom stormagterne nåede frem til en fælles reformtekst, blev gennemførelsen vanskelig. Osmannerrigets vilje og evne til at iværksætte de påkrævede reformer var begrænset, og lokal modstand og fortsat uro betød, at mange forslag kun blev delvist eller slet ikke realiseret.

Den fortsatte uorden og den diplomatiske stilstand førte til, at Rusland iværksatte militære handlinger mod Osmannerriget i 1877, hvilket udløste den russisk-tyrkiske krig 1877–78. Krigen endte med freden i San Stefano i marts 1878, hvor en stor bulgarsk stat under russisk indflydelse blev foreslået. Denne løsning blev dog ændret få måneder senere på Berlinerkongressen (juni–juli 1878), hvor stormagterne omfordelte og ændrede de tidligere forslag.

For Bosnien-Hercegovina førte konflikten til, at Østrig-Ungarn i praksis overtog den administrative kontrol over provinsen i 1878 (med formel anneksation senere i 1908). For Bulgarien betød San Stefano- og Berlin-aftalerne, at der først kom en vis form for autonomi, men den politiske situation og grænsedragninger blev ændret i Berlin, hvilket skabte nye spændinger i regionen.

Betydning

Konstantinopel-konferencen 1876–77 er vigtig som eksempel på den 1800-talske "koncert af magter"-diplomati: stormagter forsøgte at styre Balkans udvikling gennem aftaler og reformkrav. Konferencens fiasko med at gennemføre effektive reformer viste både begrænsningerne i international tvangsdiplomati og den svaghed, der prægede Osmannerriget på dette tidspunkt. Samtidig banede forløbet vejen for væsentlige politiske omvæltninger på Balkan og var et skridt på vejen mod både krigene i 1877–78 og de senere nationale bevægelser i området.