Konstantinopel-konferencen 1876–77: Reformaftale om Bosnien og Bulgarien
Konstantinopel-konferencen 1876–77: stormagternes reformaftale om Bosnien og Bulgarien — diplomati, oprør og politiske reformer i det osmanniske Europa.
Konferencen 1876-1877 i Konstantinopel (eller "skibsværftspalads-konferencen" efter konferencestedet) mellem stormagterne (Storbritannien, Rusland, Frankrig, Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien) blev afholdt i Istanbul (Konstantinopel) fra den 23. december 1876 til den 20. januar 1877. Efter det hjerzegovinske oprør, der blev indledt i 1875, og det bulgarske oprør i april 1876 blev stormagterne enige om et projekt for politiske reformer både i Bosnien og i de osmanniske områder med en overvejende bulgarsk befolkning.
Baggrund
Konferencen fandt sted midt i den såkaldte "Great Eastern Crisis" — en periode med opstande, brutal undertrykkelse og stor politisk spænding på Balkan. Optrapningen i Bosnien-Hercegovina (Hertzegovina-oprøret) og de blodige begivenheder i Bulgarien i 1876 vakte international fordømmelse og øgede stormagternes bekymring for stabiliteten i Osmannerriget. Formålet med mødet i Konstantinopel var at finde en fælles, diplomatisk løsning gennem reformer, før konflikten udvidede sig til en regulær krig mellem stormagterne og Osmannerriget.
Mål og foreslåede reformer
Delegationerne søgte at udarbejde konkrete reformforslag, der kunne bringe ro og sikre mindretallenes rettigheder i de omhandlede områder. De vigtigste formål var:
- at forbedre beskyttelsen af civile, især kristne minoriteter, mod overgreb og udbredt vold,
- at reorganisere den civile administration for at skabe en mere retfærdig og stabil forvaltning,
- at etablere sikkerhedsforanstaltninger—herunder reorganisering af lokale styrker eller gendarmeri—for at forhindre nye oprør og overgreb,
- at indføre økonomiske og retlige reformer, som kunne dæmpe årsagerne til oprørene (skatter, jordforhold mv.).
Stormagterne udarbejdede et reformprogram, som blev fremlagt for den osmanniske regering og skulle danne grundlag for internationale garantier og tilsyn.
Resultat og efterspil
Selvom stormagterne nåede frem til en fælles reformtekst, blev gennemførelsen vanskelig. Osmannerrigets vilje og evne til at iværksætte de påkrævede reformer var begrænset, og lokal modstand og fortsat uro betød, at mange forslag kun blev delvist eller slet ikke realiseret.
Den fortsatte uorden og den diplomatiske stilstand førte til, at Rusland iværksatte militære handlinger mod Osmannerriget i 1877, hvilket udløste den russisk-tyrkiske krig 1877–78. Krigen endte med freden i San Stefano i marts 1878, hvor en stor bulgarsk stat under russisk indflydelse blev foreslået. Denne løsning blev dog ændret få måneder senere på Berlinerkongressen (juni–juli 1878), hvor stormagterne omfordelte og ændrede de tidligere forslag.
For Bosnien-Hercegovina førte konflikten til, at Østrig-Ungarn i praksis overtog den administrative kontrol over provinsen i 1878 (med formel anneksation senere i 1908). For Bulgarien betød San Stefano- og Berlin-aftalerne, at der først kom en vis form for autonomi, men den politiske situation og grænsedragninger blev ændret i Berlin, hvilket skabte nye spændinger i regionen.
Betydning
Konstantinopel-konferencen 1876–77 er vigtig som eksempel på den 1800-talske "koncert af magter"-diplomati: stormagter forsøgte at styre Balkans udvikling gennem aftaler og reformkrav. Konferencens fiasko med at gennemføre effektive reformer viste både begrænsningerne i international tvangsdiplomati og den svaghed, der prægede Osmannerriget på dette tidspunkt. Samtidig banede forløbet vejen for væsentlige politiske omvæltninger på Balkan og var et skridt på vejen mod både krigene i 1877–78 og de senere nationale bevægelser i området.
Konferencens delegerede
Deltagere
Stormagterne var repræsenteret på konferencen af henholdsvis:
- Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland:
Lord Salisbury og Sir Henry Elliot;
- Det russiske imperium:
Grev Nikolaj Ignatjev (historisk stavemåde Nicolai Ignatieff);
- Kongeriget Frankrig:
Grev Jean-Baptiste de Chaudordy og grev François de Bourgoing;
- Det tyske kejserrige:
Baron Karl von Werther;
- Det Østrig-Ungarske Kejserrige:
Baron Heinrich von Calice og grev Ferenc Zichy;
- Kongeriget Italien:
Grev Luigi (Lodovico) Corti.
Af disse var Lord Salisbury, grev de Chaudordy og baron von Calice befuldmægtigede ambassadører ved konferencen, mens grev Ignatyev, Sir Henry Elliot, grev de Bourgoing, baron von Werther, grev Zichy og grev Corti var deres landes ambassadører i Konstantinopel.
Den amerikanske generalkonsul i Konstantinopel, Eugene Schuyler, deltog også aktivt i udarbejdelsen af konferencens beslutninger.
Det Osmanniske Rige var repræsenteret på konferencen af:
Mithat Pasha, Saffet Pasha og Edhem Pasha.
Mithat Pasha var storvesir (førsteminister) og Saffet Pasha var Tyrkiets udenrigsminister. Selv om de tyrkiske repræsentanter deltog i konferencens plenarforsamlinger, blev de ikke inviteret til de forudgående arbejdsmøder, hvor stormagterne forhandlede deres aftale på plads.
Lord Salisbury og grev Ignatyev spillede en ledende rolle i processen. Ignatyev forsøgte at fjerne de britiske betænkeligheder ved, at Ruslands formodede rolle som beskytter af de ortodokse slaver kun var en forklædning for Ruslands ønske om at overtage Bosporus og Konstantinopel og dermed - som premierminister Disraeli frygtede - potentielt true de vitale Middelhavsruter til Britisk Indien. Salisbury på sin side så konferencen som en lovende mulighed for at udarbejde en omfattende aftale med Rusland om deres modstridende territoriale ambitioner i Centralasien.
Bulgarien i henhold til konferencen i Konstantinopel
Afgørelser
Bosnien
Konferencen planlagde oprettelsen af en autonom provins, der skulle omfatte Bosnien og det meste af Hercegovina, mens en sydlig del af sidstnævnte skulle afstå til Montenegro.
Bulgarien
Stormagterne blev enige om et betydeligt bulgarsk selvstyre i form af to nye osmanniske provinser (vilayets), der blev oprettet til formålet: Øst med hovedstaden Tarnovo og Vest med hovedstaden Sofia.
Konferencen fastslog, at de bulgarske etniske områder i det osmanniske rige i slutningen af det 19. århundrede strakte sig til Donaudeltaet i nordøst, Kastoria i sydvest, Kirklareli og Edirne i sydøst og Niš i nordvest. Disse områder skulle indlemmes i de to bulgarske autonome provinser som følger:
- Den østbulgarske autonome provins, herunder de osmanniske sandjaks - administrative områder på andet niveau - Tarnovo, Ruse, Tulcea, Varna, Sliven, Plovdiv (undtagen kazas - administrative områder på tredje niveau - Ardino og Smolyan) og en del af Edirne-sandjaks, herunder kazas Kirklareli, Svilengrad og Elhovo.
- Den vestbulgarske autonome provins, der omfatter sandjakkerne Sofia, Vidin, Niš, Skopje, Bitola (undtagen kazerne Debar og Korçë), kazerne Gotse Delchev, Melnik og Sidirokastro i sandjakken Serres samt kazerne Strumica, Veles, Tikveš og Kastoria.
Stormagterne udarbejdede i detaljer forfatningsmæssige, lovgivningsmæssige, udøvende, forsvars- og retshåndhævelsesordninger, kantonernes administrative system, beskatning, internationalt tilsyn osv. for de foreslåede autonome provinser.
Lord Salisbury
Grev Ignatieff
Konklusion
De seks stormagters beslutninger blev formelt overdraget til den osmanniske regering den 23. december 1876, hvilket afviste de indledende tyrkiske forslag om, at konferencens mission kunne være blevet overflødiggjort af en ny osmannisk forfatning, der blev godkendt af sultan Abdul Hamid II samme dag. På de efterfølgende plenarmøder på konferencen fremsatte Tyrkiet indsigelser og alternative reformforslag, som blev afvist af stormagterne, og forsøg på at bygge bro over kløften lykkedes ikke. Til sidst meddelte storvesir Mithat Pasha den 18. januar 1877, at Tyrkiet definitivt afviste at acceptere konferencens beslutninger.
Legacy
Den osmanniske regerings manglende evne til at gennemføre beslutningerne fra Konstantinopelkonferencen udløste den russisk-tyrkiske krig i 1877-1878 og fratog samtidig Tyrkiet - i modsætning til den forudgående Krimkrig i 1853-1856 - vestlig støtte.
Tsarigrad Peak i Imeon Range på Smith Island på Sydshetlandsøerne i Antarktis er opkaldt efter konferencen ("Tsarigrad" er det gamle bulgarske navn for Konstantinopel).
Relaterede sider
- Russisk-tyrkisk krig (1877-1878)
Vestbulgarsk autonom provins
Østbulgarske autonome provins
Spørgsmål og svar
Q: Hvad var Konstantinopel-konferencen?
A: Konstantinopelkonferencen var et møde mellem stormagterne, der blev afholdt i Istanbul fra december 1876 til januar 1877.
Q: Hvem var de stormagter, der deltog i Konstantinopel-konferencen?
A: De stormagter, der deltog i Konstantinopel-konferencen, var Storbritannien, Rusland, Frankrig, Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien.
Q: Hvorfor blev Konstantinopel-konferencen afholdt?
A: Konstantinopel-konferencen blev afholdt som reaktion på det herzegovinske oprør og den bulgarske opstand i de osmanniske områder med bulgarsk befolkningsflertal.
Q: Hvad var formålet med Konstantinopel-konferencen?
A: Formålet med Konstantinopel-konferencen var at blive enige om et projekt for politiske reformer både i Bosnien og i de osmanniske territorier med bulgarsk befolkningsflertal.
Q: Hvornår blev Konstantinopel-konferencen afholdt?
A: Konstantinopel-konferencen blev afholdt fra den 23. december 1876 til den 20. januar 1877.
Q: Hvad er et andet navn for Konstantinopel-konferencen?
A: Et andet navn for Konstantinopel-konferencen er 'Shipyard Palace Conference', opkaldt efter konferencestedet.
Q: Hvem startede oprøret i Herzegovina og den bulgarske opstand, der førte til Konstantinopel-konferencen?
A: Det herzegovinske oprør blev startet i 1875 og den bulgarske opstand i april 1876. Oprørene blev startet af lokalbefolkningen i de osmanniske territorier med et flertal af bulgarske indbyggere.
Søge