Carmen Amaya (2. november 1913 – 19. november 1963) var en flamencodanserinde og sangerinde af sigøjneroprindelse, født i slumkvarteret Somorrostro i Barcelona, Spanien. Hun regnes som en af flamencodansens største og mest banebrydende skikkelser i det 20. århundrede.

Tidligt liv og begyndelse

Amaya voksede op i fattigdom og begyndte at danse allerede som lille – hun dansede ifølge beretninger fra omkring fireårs-alderen. Hun optrådte tidligt på barer og spillesteder ved havnefronten i Barcelona, ofte akkompagneret af sin far på guitar. Den barske baggrund og det daglige spillested gav hende et kraftfuldt, jordnært udtryk, som straks gik i øjnene på publikum og fagfolk.

Gennembrud og international karriere

I 1929 fik hun sit første store internationale gennembrud ved en optræden i Paris, hvor hendes tekniske formåen og scenetilstedeværelse imponerede kritikerne. Hun opbyggede herefter en karriere, der førte hende rundt i Europa, til USA og til Latinamerika. I 1936 drog hun til USA, og gennem årene medvirkede hun også i flere film og kortfilm — blandt andet kortfilmen Danzas Gitanas og senere filmen Los Tarantos.

Samarbejde med Sabicas og indspilninger

En af de mest markante samarbejdspartnere var den spanske guitarist Sabicas (Agustín Castellón Campos). Sabicas så hende danse som ung og udtalte senere: "Jeg så hende danse, og det virkede som noget overnaturligt på mig ... Jeg har aldrig set nogen danse som hende. Jeg ved ikke, hvordan hun gjorde det, jeg ved det bare ikke!". Sabicas ledsagede hende i mange år og indspillede sammen med hende blandt andet Queen of the Gypsies (1959) og Flamenco!, indspilninger som har været med til at bevare hendes kunstneriske arv.

Stil og betydning

Carmen Amayas stil skilte sig ud ved et energisk og virtuost fodarbejde (zapateado), en kraftfuld udstråling og et tæt samspil mellem dans og musik. En markant detalje ved hendes sceneantægnelse var, at hun ofte dansede i bukser i stedet for den traditionelle lagkagekjole for kvindelige flamencodansere — formodentlig for at give mere plads og synlighed til sit intense fodarbejde, som mange mente mindede mere om mandlige dansere. Hendes måde at optræde på udfordrede samtidens kønsnormer i flamenco og åbnede døren for nye udtryk for kvindelige dansere.

Samtidig var hun genstand for både stor beundring og kritik. Hun er blevet kaldt "den største spanske sigøjnerdanser i sin generation" og "den mest usædvanlige personlighed i flamencodansen nogensinde". Kritikere som Antonio Ruiz Soler bemærkede dog, at hendes repertoire kunne virke begrænset: "Carmen var en fabelagtig danser, men begrænset".

Anerkendelse og senere år

Hun optrådte for prominente publikum, herunder invitationer til Det Hvide Hus — først af Franklin Roosevelt i 1944 og senere af Harry S. Truman i 1953 — hvilket vidner om hendes internationale status. Hun fortsatte med at turnere og optræde indtil sine sidste år.

Arv og død

Carmen Amaya døde den 19. november 1963. Hun ligger begravet i Cementiri del Sud-Oest på Montjuïc i Barcelona. Hendes indspilninger, filmoptagelser og talrige samtidige beskrivelser har sikret hende en vedvarende position som ikon i flamenco: hun inspirerede både dansere og guitarister, fornyede kvindens rolle i flamenco og efterlod et kunstnerisk aftryk, der stadig studeres og hyldes i dag.

Notable punkter:

  • Fødsel og oprindelse: Somorrostro, Barcelona (sigøjneroprindelse).
  • Tidligt sceneliv: Dansede fra ca. fireårs-alderen på havnebarerne i Barcelona.
  • Internationale gennembrud: Paris 1929 og efterfølgende turneer i Europa og USA.
  • Samarbejde: Tæt samarbejde med guitaristen Sabicas — flere indspilninger sammen.
  • Stil: Kraftfuldt fodarbejde, ofte iført bukser — brød med traditionelle kønsroller i flamenco.
  • Offentlige optrædener: Optrådte ved Det Hvide Hus (1944 og 1953).
  • Begravet: Cementiri del Sud-Oest på Montjuïc, Barcelona.