En ært er botanisk set en frugt, selv om den behandles som en grøntsag i madlavning. Udtrykket bruges oftest til at beskrive de små kugleformede frø eller bælgene fra bælgplanten Pisum sativum. Dette var den oprindelige modelorganisme, som Gregor Mendel brugte i sit tidlige arbejde med genetik, og arten har siden været både en fødevare- og forskningsplante.

Navnet bruges også til at beskrive andre spiselige frø fra Fabaceae, som f.eks. pigeonært (Cajanus cajan), kikært, koært (Vigna unguiculata) og frøene fra flere arter af Lathyrus. I daglig tale skelner man desuden mellem forskellige typer ærter: friske skrælleærter (til at plukke frøene fra bælgene), sukkerærter/snappeærter (hvor bælgene spises hele) og markærter (til tørring og splittede ærter).

Botanik

P. sativum er en etårig plante med sammensatte blade, der ofte ender i små klatrede tendriller. Blomsterne er typiske for ærteblomst-familien (Fabaceae) med flag, kølbåde og vinger, og de udvikler sig til flade eller let afrundede bælge, som rummer en række frø (ærter). De fleste kultivarer er primært selvbestøvende, men insekter kan forårsage krydsbestøvning.

En vigtig biologisk egenskab er rodknolde med symbiotiske Rhizobium-bakterier, som kan fikserer atmosfærisk kvælstof og dermed forbedre jordens kvælstofindhold — derfor indgår ærter ofte i sædskifter for at gavne efterfølgende afgrøder.

Dyrkning

Ærter er kølige årstidsafgrøder. I tempererede egne sås de tidligt om foråret, og i mildere klimaer kan de sættes om vinteren. Jordbunden bør være veldrænet, næringsrig og have en neutral til svagt basisk pH. Frø sås typisk i rækker, 2–5 cm dybt, med en rækkeafstand afhængig af sorten (buskede sorter kan plantes tættere end vinstok-typer, som kræver støtte).

  • Såtid: tidligt forår eller sent efterår i milde områder.
  • Vanding: jævn fugtighed især under blomstring og frøudvikling.
  • Næring: moderat kvælstofbehov pga. kvælstoffiksering; fosfor og kalium efter jordens behov.
  • Støtte: vinstokvarianter trives med rionet eller pinde til at klatre på.

Skadelige organismer omfatter bl.a. ærtebladlus, visse svampesygdomme (fx meldug, plantenekrose og rodskimmel) og insekter som ærtevikleren. God dyrkningspraksis — sædskifte, brug af resistente sorter og korrekt plantedyrkning — mindsker skader.

Høst, opbevaring og forarbejdning

Høstetidspunkt afgør anvendelsen: til friske skrælleærter plukkes bælgene, når frøene er fyldte men stadig møre; sukkerærter høstes, mens bælgene er unge og sprøde; markærter høstes ved fuld modenhed til tørring. Friske ærter taber hurtigt sødme efter høst, derfor blancheres og fryses de ofte for at bevare smag og næringsstoffer. Tørrede ærter bruges til grød, ertesuppe og splittede ærter.

Ernæring og anvendelse

Ærter er ernæringsmæssigt værdifulde: de indeholder protein, kostfibre, B-vitaminer (især folat), C-vitamin, K-vitamin samt mineraler som jern og kalium. Deres protein- og fiberindhold gør dem populære i plantebaserede fødevarer og som ingrediens i ærteprotein-isolater til alternative proteinkilder.

Historie

P. sativum er blevet dyrket i tusindvis af år; tidlige dyrkningssteder er dokumenteret i det sydlige Syrien og det sydøstlige Tyrkiet, og nogle hævder, at dyrkningen af ærter sammen med hvede og byg synes at være forbundet med udbredelsen af neolitisk landbrug i Europa. Gennem historien har ærter været både et almindeligt husholdningsføde og en vigtig vinterafgrøde i mange kulturer.

Genetik

Ærten har en central plads i genetikens historie: Pisum sativum var modelorganisme, som Gregor Mendel brugte til sine krydsningsforsøg i midten af 1800-tallet. Mendel undersøgte arvegangen for flere tydelige træk — blandt andet frøform (runde vs. rynkede), frøfarve (gul vs. grøn), blomsterfarve, bælgform, bælgfarve, blomsterstilling og stængellængde — og formulerede de klassiske arvelove (segregation og uafhængig sortering).

Moderne molekylærgenetik har identificeret konkrete gener bag flere af Mendels observerede træk. Eksempelvis kan variation i frøets rugositet i høj grad forklares ved mutationer i gener, som påvirker stivelsessyntesen. Peaens genom er stort (flere milliarder basepar) og er i de senere år blevet sekventeret og analyseret, hvilket har udvidet forståelsen af gener, der styrer frøstørrelse, farve, sygdomsresistens og andre landbrugsrelevante egenskaber. Den genetiske viden bruges i moderne planteforædling til at udvikle sorter med bedre udbytte, sygdomsresistens og tilpasset frøtype (friske vs. tørrede ærter).

Samlet set er ærten både en traditionel afgrøde med lang kulturhistorie og en vigtig nutidig ressource — ernæringsmæssigt, agronomisk og videnskabeligt.