Ahmadiyya (احمدیہ Ahmadiyya) er en islamisk bevægelse, grundlagt i det 19. århundrede af Mirza Ghulam Ahmad, som bevægelsens tilhængere betragter som den lovede Messias og Mahdi. Bevægelsen blev startet i det, der dengang var britisk Indien, før opdelingen i de moderne stater Indien, Pakistan og Bangladesh.

Historisk baggrund og opdeling

Mirza Ghulam Ahmad grundlagde Ahmadiyya i 1889 med det formål at fremme en religiøs fornyelse og at genoplive islams oprindelige budskab. Han præsenterede sig selv som Mujaddid (guddommelig reformator) for det 14. islamiske århundrede og hævdede at opfylde profetierne om Mahdi og den lovede Messias. Ahmadierne betegner deres organisation som Ahmadiyya Muslim Jamaat (fællesskab).

Efter Mirza Ghulam Ahmads død fortsatte bevægelsen under et kalifat (khalifat) — et åndeligt lederskab — med Hakeem Noor-ud-Din som den første kalif. I 1914 opstod der en varig splittelse i bevægelsen efter Noor-ud-Dins død. Splittelsen drejede sig i høj grad om fortolkningen af Mirza Ghulam Ahmads påstande (særligt spørgsmålet om profetisk status) og om spørgsmålet om fortsat kalifat og hvordan lederskabet skulle organiseres.

De to hovedgrupper

De to grupper, som stadig eksisterer i dag, er:

  • Ahmadiyya-fællesskabet (ofte kaldet Ahmadiyya Muslim Community) — den større fraktion, som fastholder institutionen kalifatet. Denne gruppe er aktiv i omkring 190 lande og har sit internationale hovedkvarter i London, England. Den lægger vægt på global mission, etablering af moskeer, sociale projekter og et centralt åndeligt lederskab (kaliffen).
  • Lahore Ahmadiyya Movement for the Propagation of Islam (Ahmadiyya Anjuman Ishaat-i-Islam, AAIIL) — en mindre fraktion, aktiv i et mindre antal lande (blandt andet i Tyskland, Australien og Pakistan) med internationalt hovedsæde i Lahore, Pakistan. Lahore-gruppen har en mere konservativ holdning til visse centrale islamske læresætninger: de afviser, at Mirza Ghulam Ahmad var en ny profet, og placerer ham i stedet som en reformator tættere på den traditionelle forståelse af islams lære.

Trosgrundlag og kontroverser

Ahmadierne selv omtaler sig som muslimer og siger, at de følger den islam, som Muhammed og hans tidlige tilhængere praktiserede. Bevægelserne deler mange klassiske islamske elementer som troen på Koranen, bøn, faste og almissegivning, men der er også særtræk, som har skabt kontrovers både internt og eksternt:

  • Profetskabets afslutning: Et centralt stridspunkt er fortolkningen af Koranens vers 33:40 om Muhammed som "profeternes segl". Den internationale Ahmadiyya-fællesskabens fortolkning af dette vers og af Mirza Ghulam Ahmads rolle adskiller sig fra mainstream-sunni- og -shiaopfattelser og har ført til anklager om kætteri fra andre muslimske grupper. Lahore-gruppen er tættere på den traditionelle fortolkning, eftersom de ikke anser Mirza Ghulam Ahmad for at være profet.
  • Synet på Jesus: Mange ahmadier lærer, at Jesus ikke steg fysisk op til himlen og ikke vender tilbage bogstaveligt, men snarere overlevede korsfæstelsen, rejste østpå og døde en naturlig død. Dette adskiller sig fra den almindelige muslimske opfattelse af Jesu himmelfart og fremtidige genkomst, og det er et af de mest omdiskuterede spørgsmål.
  • Jihad: Ahmadiyya-bevægelsen lægger typisk vægt på en ikke-voldelig, moralsk og åndelig forståelse af Jihad, og mange ahmadier fremhæver fredelig missionsvirksomhed og dialog frem for væbnet kamp. Dette syn er en del af bevægelsens vægt på fred, uddannelse og social tjeneste.

Organisation, mission og sociale projekter

Ahmadiyya-fællesskabet er kendt for en aktiv missionsvirksomhed og organisatorisk opbygning. Bevægelsen har oversat Koranen til mange af verdens større sprog og driver et omfattende mediearbejde, herunder 24-timers satellit-tv-kanaler som MTA 1, MTA 2, MTA 3 (for arabiske seere) og regionale kanaler som MTA Africa. Det officielle Al-Islam-websted indeholder et stort bibliotek af bøger og videoer, som forklarer troen og svarer på ofte stillede spørgsmål.

Ahmadi-samfundet er også aktivt inden for uddannelse, sundhed og nødhjælp. Medlemmer har etableret skoler, hospitaler, gratis dispensarier og humanitære indsatser i adskillige udviklingslande. Den fjerde kalif, Hazrat Mirza Tahir Ahmad, spillede en væsentlig rolle i at fremme homøopati gennem tv-undervisning og oprettelse af klinikker i mange lande.

Global tilstedeværelse og størrelse

Den største fraktion af Ahmadiyya-bevægelsen er aktiv i omkring 190 lande, mens Lahore-bevægelsen arbejder i et mindre antal (omtrent 17 lande). Bevægelsens tilhængertal er genstand for skøn; samfundet selv angiver ofte tal i millionklassen (i nogle udmeldinger omkring 10–20 millioner), men præcise tal varierer mellem kilder og er vanskelige at fastslå entydigt.

Forfølgelse og juridisk status

Ahmadiyya-medlemmer, især i Pakistan, har været udsat for politisk og social forfølgelse. I Pakistan blev ahmadier officielt udelukket fra betegnelsen "muslim" ved en forfatningsændring i 1974, og i 1984 blev der indført strengere restriktioner (Ordinance XX), som i praksis forbyder ahmadier at udøve visse religiøse handlinger og at kalde sig muslimske. Disse love og samfundsmæssige holdninger har ført til diskrimination, angreb på moskeer og pastorale ledere samt retslige og sociale begrænsninger i flere områder. I andre lande møder ahmadier ligeledes diskrimination, men også anerkendelse for deres humanitære arbejde og dialoginitiativer.

Moderne profil og værdier

Ahmadiyya-bevægelsen fremhæver ofte værdier som fred, interreligiøs dialog, uddannelse og tjeneste for menneskeheden. Organisationen er velorganiseret med en global struktur, velfungerende kommunikationskanaler og udstrakt socialt engagement. Dens lære og særlige påstande fortsætter dog med at være kilde til debat inden for den bredere muslimske verden.

Mirza Ghulam Ahmad fremsatte i sine skrifter visioner om islams udbredelse og ændringer i religiøse forestillinger. Han forudsagde blandt andet, at troen på Jesu bogstavelige nedstigning fra himlen ville aftage i løbet af århundrederne, og at islam i sidste ende ville udbredes globalt. Disse profetier og bevægelsens historiske udvikling har præget dens identitet og missionsstrategi.