Pavestaten (Kirkestaten): Definition, historie og fald 8.–1870

Pavestaten (Kirkestaten): historisk oversigt fra 8. årh. til 1870 — definition, magt, politik og fald; tabet af Lazio og Rom og vejen til Vatikanstatens fremkomst.

Pavestaten, officielt kirkens stat (italiensk: Stato della Chiesa, italiensk udtale: [ˈstato della ˈkjɛːza]; latin: Status Ecclesiasticus; også Dicio Pontificia), var en række territorier på den italienske halvø under pavens direkte suveræne styre fra det 8. århundrede til 1870.

I 1861 var en stor del af pavestatens område blevet erobret af Kongeriget Italien. I 1870 mistede paven Lazio og Rom og havde intet fysisk territorium overhovedet, bortset fra Vatikanet.

Oprindelse og tidlig udvikling (8.–11. århundrede)

Pavestatens tilblivelse knytter sig til magtvakuummet på den italienske halvø efter det vestromerske riges fald og til truslen fra de germanske folk, især lombarderne. I midten af 700-tallet gik den frankiske konge Pepin den Lille til kamp mod lombarderne. Efter sejren donerede Pepin jord til paven (kendt som Donationen af Pepin), hvilket dannede kernen i pavestatens territorier og gjorde pavestolen til en verdslig magt, ikke kun et religiøst overhoved.

Senere, ved kroningen af Karl den Store i år 800, blev forbindelsen mellem pave og frankisk/tysk kejserlig magt cementeret, men samtidig styrkede pavestolens krav på at kunne udøve verdslig suverænitet over centrale italienske regioner.

Organisering, administration og samfund

Pavestaten bestod ikke af ét sammenhængende rige i hele perioden, men af forskellige provinser, bystater og jordegods centreret om Rom og Lazio samt områder som Umbrien, Marken (Marche), Romagna og dele af Emilia. Styringen blev udøvet af paven som suveræn monark, ofte gennem udsendte legater, viceguvernører og lokale administratorer. Paven havde både verdslige institutioner – skatteopkrævning, retssystem og militær – og naturligvis kirkens åndelige funktioner.

Pavestaten var også en vigtig kunst- og kulturmagt: renæssancepaver som Julius II og Leo X var store protektorer af kunstnere og arkitekter, og meget af den barokke og renæssanceprægede bygningskunst i Rom stammer fra pavestatens periode som mæcen.

Politiske udfordringer og internationale forhold

Pavestaten levede konstant i spændingsfeltet mellem lokale italienske rivaler (fx bystaterne i Norditalien), det Tysk-romerske rige og senere europæiske magter som Frankrig og Spanien. I perioder var pavestolen stærk og handlekraftig; i andre perioder var den svækket og afhængig af protektion fra fremmede magter. I 1309–1377 flyttede paverne midlertidigt til Avignon (Avignonpavedømmet), en episode der svækkede pavestolens prestige og sammenhængskraft i Italien.

Nedgang og opbrud (senrenæssance–1800-tallet)

I det 18. og især 19. århundrede blev pavestatens verdslige rolle mere problematisk. Opgøret med oplysningstidens idéer, nationalisme og nye politiske kræfter førte til voksende pres. Den franske revolution og Napoleonskrigene ramte pavestatens eksistens direkte: i 1798 indførte franske tropper en kortlivet Romersk Republik, og under Napoleon blev store dele af pavestaten enten besat eller annekteret.

Efter Napoleons fald blev pavestaten genskabt ved Wienerkongressen (1815), men restaurationen kunne ikke fjerne de kræfter, der søgte italiensk enhed. I 1846 valgtes den liberale Pius IX, hvis tidlige reformer skabte store forhåbninger. Opgøret i 1848 førte imidlertid til en ny romersk republik (1849) under ledelse af republikanske kræfter som Giuseppe Mazzini. Den republik blev nedkæmpet af franske styrker, som indsatte Pius IX igen, men pavemagten var svækket og mere isoleret end før.

Risorgimento og afslutningen 1859–1870

Italiensk enhedsbevægelse (Risorgimento) under ledelse af Kongeriget Sardinien-Piemonte (senere Kongeriget Italien) indledte i 1859–1860 en række militære og politiske aktioner, hvor pavestatens provinser gradvist blev annekteret. Efter flere folkeafstemninger og militære sejre blev store dele af pavestatens land afstået til den nye italienske stat.

Det endelige slag faldt i 1870: med Frankrigs tilbagetrækning af beskyttende tropper på grund af den fransk-preussiske krig stod Rom ubeskyttet. Den 20. september 1870 blev Rome erobret, da italienske styrker brød igennem bymuren ved Porta Pia. Dermed ophørte pavestatens rolle som et selvstændigt, territorialt fyrstedømme, og Rom blev indlemmet i Kongeriget Italien.

Efterspil og arv

Efter 1870 erklærede pave Pius IX sig fremmedgjort over for de italienske myndigheder og kaldte sig selv en "fange i Vatikanet" indtil Laterantraktaten i 1929, hvor Stato della Città del Vaticano (Vatikanstaten) blev anerkendt som et selvstændigt, suverænt område mellem Italien og Den Hellige Stol. Traktaten afsluttede den juridiske uenighed mellem pavestolen og den italienske stat.

Pavestatens betydning rækker ud over ren territorialhistorie: som både kirkelig og verdslig magt spillede den en central rolle i europæisk politik, kultur og kunst. Mange af Roms vigtigste bygninger, institutioner og kunstværker stammer fra pavestatens periode som tidsalderens mæcen og politiske aktør.

Fakta og bemærkninger

• Tidshorisont: Fra donationen i det 8. århundrede til Roms erobring 1870 (med senere oprettelse af Vatikanstaten i 1929).
• Geografisk omfang: Varierende gennem tiden, men centreret i det centrale Italien (Rom, Lazio, Umbrien, Marche, Romagna m.fl.).
• Styreform: Teokratisk-monarkisk: paven både åndeligt overhoved og verdslig suveræn.

Søg efter bogstav