Hugo Chávez: Venezuelas præsident og bolivarisk revolutionær (1954–2013)

Hugo Chávez: liv og arv — Venezuelas præsident 1999–2013, leder af den bolivariske revolution, fortalte for demokratisk socialisme, antiimperialisme og latinamerikansk integration.

Hugo Rafael Chávez Frías (IPA: ['uɰo rafa'el 'tʃaβes 'fɾias]) (28. juli 1954 - 5. marts 2013) var præsident for Venezuela fra 1999 til sin død i 2013. Han var leder af den "bolivariske revolution" og fremmede sin vision om demokratisk socialisme, latinamerikansk integration og antiimperialisme. Chávez var også en ivrig kritiker af den neoliberale globalisering og USA's udenrigspolitik.

Tidlige år og militær karriere

Chávez blev født i Sabaneta i delstaten Barinas og voksede op i en beskeden landmandsfamilie. Han trådte ind på militærakademiet (Academia Militar de Venezuela), hvor han blev officereksamen og udviklede interesse for politisk aktivisme. I militæret dannede han kontakter med andre unge officerer, der senere blev en del af hans bevægelse for at ændre Venezuelanas politiske system.

Kupforsøg og vej til magten

I februar 1992 ledede Chávez et mislykket kupforsøg mod præsident Carlos Andrés Pérez. Efter kupforsøget blev Chávez fængslet, men hans berømte erklæring "for nu har vi mislykkedes" gav ham symbolisk støtte i store dele af befolkningen. Han blev benådet i 1994 af præsident Rafael Caldera, gik ind i civilt liv og skabte bevægelsen MVR (Movimiento V República), som samlede socialt orienterede og anti-etablissement-kræfter. I 1998 vandt han præsidentvalget på et program med radikale sociale reformer og bekæmpelse af korruption.

Præsidentperiode: reformer og institutionelle ændringer

Chávez overtog embedet i 1999 og indkaldte hurtigt en grundlovgivende forsamling, som vedtog en ny forfatning samme år. Hans styre gennemførte omfattende reformer, nationaliseringer og oprustning af statens rolle i økonomien. Han blev genvalgt i 2000 og 2006, og vandt også præsidentvalget i 2012. I 2009 blev der gennemført en folkeafstemning, som afskaffede begrænsningerne for hvor mange gange en præsident kan genvælges.

Sociale programmer og resultater

En central del af Chávez' politik var såkaldte "missioner" – målrettede sociale programmer finansieret af olieindtægter. Nogle af de mest kendte var:

• Mission Robinson (alfabetisering)
• Mission Barrio Adentro (gratis primær sundhedspleje med hjælp fra Cuba)
• Mission Mercal (subventionerede fødevarebutikker)
• Mission Vivienda (boligprojekter for fattige familier)

Disse programmer bidrog i perioder til fald i målbar ekstrem fattigdom, øget adgang til grundlæggende sundhed og uddannelse og en følelse af social retfærdighed blandt mange vælgere.

Økonomi og oliepolitik

Venezuela er stærkt afhængigt af olie, og Chávez brugte store dele af olieindtægterne til sociale programmer og til at finansiere udenrigspolitisk støtte i regionen. Han nationaliserede olieindustrien og styrkede statens kontrol over PDVSA (det statslige olieselskab). Perioder med høje oliepriser gav mulighed for omfattende offentlige udgifter, men kritikere peger på manglende diversificering af økonomien, korrigerende investeringer og voksende afhængighed af olieindtægter. I slutningen af hans tid som præsident steg inflation og importproblemer, og økonomiske ubalancer blev mere tydelige.

Udenrigspolitik og regional indflydelse

Chávez førte en aktiv udenrigspolitik med fokus på latinamerikansk samarbejde og modstand mod amerikansk indflydelse. Han var medstifter af alliancen ALBA (Alternativt Bolivariansk Alliances for the People of Our America) sammen med Cuba, Bolivia og andre lande, og han etablerede økonomiske programmer som Petrocaribe, som gav favorable olieaftaler til Caribiske og latinamerikanske lande. Han knyttede også tætte relationer til lande som Rusland og Iran.

Politisk polarisering og kritik

Chávez' regering var præget af stor politisk polarisation. Hans satsning på direkte folkelige programmer og brug af folkeafstemninger appellerede til mange, men kritikerne beskyldte ham for at underminere demokratiske institutioner, centralisere magten gennem "dekreterende magter" og svække retsvæsenets uafhængighed. Der var også anklager om magtmisbrug, begrænsning af pressefriheden gennem kontrol med medier og statslige sanktioner mod kritiske medier samt omfattende klientgørelse og korruption i nogle institutioner.

Konflikter og kriser

Under Chávez oplevede Venezuela flere alvorlige politiske kriser: et kortvarigt kupforsøg i april 2002, hvor han afsattes i et par dage før han genindsattes, og en langvarig oliebranche-strejke 2002–2003, som lammede produktionen og førte til massefyringer i PDVSA. Disse begivenheder bidrog både til polarisering og til styrkelse af Chavistas kontrol over statslige institutioner.

Sygdom og død

Chávez blev i 2011 diagnosticeret med kræft og gennemgik flere operationer og længerevarende behandlinger, ofte i Cuba. Han fortsatte aktivt som præsident, men hans helbredsdækning blev et centralt politisk spørgsmål. I oktober 2012 vandt han et nyt præsidentvalg, men kunne ikke tiltræde den nye embedsperiode fuldt ud på grund af fortsatte behandlinger. Hugo Chávez døde den 5. marts 2013 af komplikationer relateret til kræft.

Eftermæle

Chávez efterlod et dybt splittet Venezuela. Tilhængere ser ham som en folkets leder, der bragte sociale fremskridt til millioner og udfordrede historiske magtstrukturer og udenlandsk dominans. Modstandere fremhæver svækkelsen af demokratiske mekanismer, økonomisk kortsigtet populisme og institutionel forfald. Hans politiske arv lever videre gennem bevægelser og partier, og hans efterfølger, Nicolás Maduro, fulgte i vid udstrækning chavistiske politikker — med fortsatte politiske og økonomiske udfordringer i årene efter Chávez' død.

Søg efter bogstav