Herbert von Karajan

De tidlige år

Herbert von Karajan blev født i Salzburg. Hans første navn var Heribert Ritter von Karajan. I 1916 begyndte han at studere klaver på Mozarteum i Salzburg. Der fik han at vide, at han skulle lære at dirigere. I 1929 var han dirigent ved Festspielhaus i Salzburg, og i 1934 ledede han Wiens filharmonikere for første gang. Han dirigerede regelmæssigt i Ulm og Aachen.

I 1937 dirigerede Karajan for første gang Berliner Philharmonikerne og Berlins statsopera Han havde stor succes, da han dirigerede Tristan und Isolde. I 1938 kaldte en musikanmelder i Berlin ham Das Wunder Karajan (Karajans mirakel). Han begyndte at lave indspilninger. En dag i juni 1939 dirigerede han imidlertid "Die Meistersinger" i Bayreuth foran Hitler og hans gæster, kongen og dronningen af Jugoslavien, da han pludselig ikke kunne huske musikken (han dirigerede uden partitur). Sangerne stoppede, og tæppet gik ned. Hitler blev meget vred og sagde, at Karajan aldrig ville dirigere i Bayreuth igen. Denne begivenhed kan faktisk have hjulpet hans karriere efter Anden Verdenskrig. Mange mennesker, der havde arbejdet for nazisterne og for Hitler, fik ikke lov til at arbejde.

Ægteskab og karriere i krigstiden

Under krigen, i 1942, giftede Karajan sig med Anita Gütermann. Hun var datter af en rig mand, der havde en forretning, hvor han fremstillede symaskiner. Hans kone var delvis jødisk. Dette fik nazisterne til at tale om, hvorvidt Karajan stadig skulle have lov til at dirigere. I 1944 var han ikke i nazisternes gunst, men han dirigerede stadig i Berlin. Han forlod Berlin og rejste til Milano i Italien med sin kone i februar 1945. Karajan blev skilt fra Anita i 1958.

Selv om han blev afsat efter krigen på grund af sine forbindelser til nazisterne, begyndte han at dirigere igen i 1946.

Efter krigen

Karajan gav sin første koncert efter krigen i 1946 i Wien med Wiener Philharmonikerne. Han blev igen forbudt af de russiske besættelsesmagter, men begyndte at dirigere igen året efter.

Karajan gav mange koncerter med Wiens symfoniorkester for Gesellschaft der Musikfreunde, Wien. Han dirigerede på La Scala i Milano i sæsonen 1948-49. Fra 1947 lavede han mange indspilninger med Philharmonia Orchestra i London og Wiener Philharmonikerne i Wien.

I 1951 og 1952 dirigerede han igen på Bayreuth Festspielhaus, hvor han ændrede den sædeplan for orkestret, som havde været obligatorisk siden Wagner indførte den i 1876.

I 1955, efter Wilhelm Furtwänglers død, blev han udnævnt til kunstnerisk leder (dirigent) på livstid af Berliner Philharmonikerne. Fra 1957 til 1964 var han kunstnerisk leder af Wiener Statsoperaen.

Han dirigerede meget ofte Wiener Philharmonikerne og gav mange koncerter ved Salzburg-festivalen. Han fortsatte med at arbejde meget hårdt med at optræde, dirigere og indspille optagelser indtil sin død i 1989. I Karajans sidste år forlod han Berliner Filharmonikerne efter skænderier med dem og koncentrerede sig igen om at arbejde med Wiener Statsoperaen og Wiener Filharmonikerne.

Hans berømmelse og personlighed

Herbert von Karajan havde meget gode musikalske evner og en god hukommelse. Han dirigerede uden partitur foran sig og ofte med lukkede øjne. Han huskes for at være meget streng (som en diktator) og altid insistere på at få tingene på den måde, som han ønskede. Der er mange historier om ham, der viser dette. Han insisterede på at få udbetalt meget høje honorarer. Da han blev filmet som dirigent for et orkester, ville han have kameraerne til at vise ham hele tiden. Da han dirigerede Wagner på Metropolitan Opera, gjorde han dirigentens tribune højere, så publikum kunne se ham.