Det hvide skib (fransk: la Blanche-Nef) var et historisk skib, der sank i den engelske kanal. Det sank nær Normandiets kyst ud for Barfleur den 25. november 1120. Kun to af de ombordværende overlevede. Blandt de druknede var William Adelin, den eneste overlevende legitime søn og arving til kong Henrik I af England. William Adelins død førte til en arvefølgekrise og en kæde af begivenheder, der ændrede Englands historie.
Forløb og formodede årsager
Skibet forlod havnen ved Barfleur om aftenen den 25. november 1120. Ifølge samtidige kronikører var der afholdt en fest, og mange af de ombordværende — såvel adelsmænd som besætning — var berusede. Thomas FitzStephen, der ifølge kilderne stod som skipper, førte skibet. Kronikernes beretninger anfører, at La Blanche-Nef forsøgte at indhente kongens skib, at hastigheden var stor, og at skibet kort efter ramte en skjult klippe eller rev og sank på få minutter.
Der findes forskellige versioner af detaljerne, og moderne historikere peger på en kombination af faktorer: mørke, dårligt vejr, mulig overlast, berusede passagerer og besætning samt navigation tæt på kysten. Det nøjagtige vragsted er ikke blevet entydigt identificeret, så den præcise årsag kan ikke bekræftes fuldstændigt af moderne dykkerfund.
De ombordværende og overlevende
Ombord var et stort antal unge normanniske og engelske adelsmænd, blandt dem William Adelin og flere af hans jævnaldrende følgere. De fleste af de højere adelsmænd druknede, fordi skibet sank hurtigt og redningsmidler manglede eller ikke blev brugt i tide.
Samtidige kilder fortæller, at kun to personer overlevede — begge tilhørende lavere samfundslag eller besætningen — mens skipperen og de fleste prominente passagerer druknede. Beretningerne om navne på overlevende varierer mellem kronikører, hvorfor identiteten af de overlevende i nogle kilder er usikker.
Konsekvenser: arvefølgekrisen og "The Anarchy"
William Adelins død skabte et akut problem for Henrik I, fordi han nu manglede en legitim mandlig arving. Henrik forsøgte at sikre sin linjes fortsættelse ved at få sine baroner til at sværge troskab til hans datter, Matilda (ofte kaldet Empress Matilda eller Maud), som han ønskede som sin efterfølger. Denne løsning viste sig imidlertid sårbar.
Da Henrik døde i 1135, udnyttede hans nevø, Stephen af Blois, situationen og greb tronen. Det førte til en lang periode med borgerkrig og uorden i England, kendt som The Anarchy (ca. 1135–1153). Kampene mellem tilhængere af Stephen og Matildas parti rasede i årtier og svækkede kongemagten, indtil Matildas søn, Henrik af Anjou, senere blev kronet som Henrik II og etablerede Plantagenet-dynastiet.
På længere sigt ændrede hændelsen magtbalancen i både England og Normandiet, satte fokus på spørgsmål om arveret og succesion og illustrerede, hvor skrøbelig en dynastisk linje kan være, når arvinger dør pludseligt.
Kilder og eftertidens vurdering
Viden om forliset stammer hovedsageligt fra middelalderlige kronikører som Orderic Vitalis, William of Malmesbury og Henry of Huntingdon. Deres beretninger er værdifulde, men kan være farvede af tidens synspunkter og indeholder detaljer, som historikere vurderer kritisk i dag.
Trods lokal interesse og nogle undersøgelser er vraget af Det hvide skib ikke blevet identificeret med sikkerhed ved moderne arkæologiske undersøgelser. Begivenheden lever dog videre i historien som et dramatisk vendepunkt, der udløste en af de mest betydningsfulde arvefølgekriser i middelalderens England.
