Det hvide skib (1120) – forliset ved Barfleur og arvefølgekrisen
Det hvide skib (1120): Skæbnesvangert forlis ved Barfleur og døden af William Adelin, der udløste Englands arvefølgekrise og ændrede historiens gang.
Det hvide skib (fransk: la Blanche-Nef) var et historisk skib, der sank i den engelske kanal. Det sank nær Normandiets kyst ud for Barfleur den 25. november 1120. Kun to af de ombordværende overlevede. Blandt de druknede var William Adelin, den eneste overlevende legitime søn og arving til kong Henrik I af England. William Adelins død førte til en arvefølgekrise og en kæde af begivenheder, der ændrede Englands historie.
Forløb og formodede årsager
Skibet forlod havnen ved Barfleur om aftenen den 25. november 1120. Ifølge samtidige kronikører var der afholdt en fest, og mange af de ombordværende — såvel adelsmænd som besætning — var berusede. Thomas FitzStephen, der ifølge kilderne stod som skipper, førte skibet. Kronikernes beretninger anfører, at La Blanche-Nef forsøgte at indhente kongens skib, at hastigheden var stor, og at skibet kort efter ramte en skjult klippe eller rev og sank på få minutter.
Der findes forskellige versioner af detaljerne, og moderne historikere peger på en kombination af faktorer: mørke, dårligt vejr, mulig overlast, berusede passagerer og besætning samt navigation tæt på kysten. Det nøjagtige vragsted er ikke blevet entydigt identificeret, så den præcise årsag kan ikke bekræftes fuldstændigt af moderne dykkerfund.
De ombordværende og overlevende
Ombord var et stort antal unge normanniske og engelske adelsmænd, blandt dem William Adelin og flere af hans jævnaldrende følgere. De fleste af de højere adelsmænd druknede, fordi skibet sank hurtigt og redningsmidler manglede eller ikke blev brugt i tide.
Samtidige kilder fortæller, at kun to personer overlevede — begge tilhørende lavere samfundslag eller besætningen — mens skipperen og de fleste prominente passagerer druknede. Beretningerne om navne på overlevende varierer mellem kronikører, hvorfor identiteten af de overlevende i nogle kilder er usikker.
Konsekvenser: arvefølgekrisen og "The Anarchy"
William Adelins død skabte et akut problem for Henrik I, fordi han nu manglede en legitim mandlig arving. Henrik forsøgte at sikre sin linjes fortsættelse ved at få sine baroner til at sværge troskab til hans datter, Matilda (ofte kaldet Empress Matilda eller Maud), som han ønskede som sin efterfølger. Denne løsning viste sig imidlertid sårbar.
Da Henrik døde i 1135, udnyttede hans nevø, Stephen af Blois, situationen og greb tronen. Det førte til en lang periode med borgerkrig og uorden i England, kendt som The Anarchy (ca. 1135–1153). Kampene mellem tilhængere af Stephen og Matildas parti rasede i årtier og svækkede kongemagten, indtil Matildas søn, Henrik af Anjou, senere blev kronet som Henrik II og etablerede Plantagenet-dynastiet.
På længere sigt ændrede hændelsen magtbalancen i både England og Normandiet, satte fokus på spørgsmål om arveret og succesion og illustrerede, hvor skrøbelig en dynastisk linje kan være, når arvinger dør pludseligt.
Kilder og eftertidens vurdering
Viden om forliset stammer hovedsageligt fra middelalderlige kronikører som Orderic Vitalis, William of Malmesbury og Henry of Huntingdon. Deres beretninger er værdifulde, men kan være farvede af tidens synspunkter og indeholder detaljer, som historikere vurderer kritisk i dag.
Trods lokal interesse og nogle undersøgelser er vraget af Det hvide skib ikke blevet identificeret med sikkerhed ved moderne arkæologiske undersøgelser. Begivenheden lever dog videre i historien som et dramatisk vendepunkt, der udløste en af de mest betydningsfulde arvefølgekriser i middelalderens England.
Det hvide skib synker
Skibsvrag
Det hvide skib var et nyt skib under Thomas FitzStephen som kaptajn. Hans far Stephen FitzAirard havde været kaptajn på skibet Mora for Vilhelm Erobreren, da han invaderede England i 1066. FitzStephen tilbød sit skib til Henrik 1. af England, så han kunne bruge det til at vende tilbage til England fra Barfleur i Normandiet. Henrik havde allerede lavet andre planer, men tillod mange medlemmer af sit kongelige hof at tage det hvide skib med. Dette omfattede hans eneste søn, William Adelin. Det omfattede også hans uægte søn Richard af Lincoln, hans uægte datter Matilda FitzRoy, grevinde af Perche, og mange andre adelsmænd. Ifølge krønikeskriveren Orderic Vitalis bad besætningen William Adelin om vin, og han leverede den i rigelige mængder til dem. Da skibet var klar til at sejle af sted, var der omkring 300 personer om bord, selv om nogle havde forladt skibet, inden det sejlede af sted på grund af det overdrevne drikkeri, der foregik.
Skibets kaptajn, Thomas FitzStephen, blev af de festglade beordret til at indhente og passere kongens skib, som allerede var sejlet. Det hvide skib var hurtigt, af den bedste konstruktion og var for nylig blevet udstyret med nye materialer. Dette gjorde kaptajnen og besætningen sikre på, at de kunne nå England først. Men da skibet forlod skibet i mørket, ramte dets bagbordsside en undersøisk klippe kaldet Quillebœuf, og skibet sank hurtigt. William Adelin gik om bord i en lille båd og kunne have overlevet, men han vendte tilbage for at forsøge at redde sin halvsøster Matilda (grevinde af Perche), da han hørte hendes råb om hjælp. Hans båd blev fyldt med vand, da andre forsøgte at komme i for at redde sig selv, og William druknede sammen med dem. Ifølge Orderic Vitalis overlevede kun to af dem ved at klamre sig til klippen hele natten. Den ene var en slagter fra Rouen, den anden var Geoffrey de l'Aigle. Krønikeskriveren hævdede endvidere, at da Thomas FitzStephen kom op til overfladen efter forliset og fik at vide, at William Adelin ikke havde overlevet, lod han sig drukne i stedet for at stå ansigt til ansigt med kongen.
En legende fortæller, at skibet var dømt til undergang, fordi præsterne ikke fik lov til at gå om bord på skibet på den sædvanlige måde.
Nedgang til anarki
En direkte følge af William Adelins død var den periode, der blev kendt som anarkiet. Katastrofen med det hvide skib havde efterladt Henrik I med kun ét legitimt barn, en anden datter ved navn Matilda. Selv om Henrik I ved flere lejligheder havde tvunget sine baroner til at sværge en ed på at støtte Matilda som hans arving, havde en kvinde aldrig regeret i England i sin egen ret. Matilda var også upopulær, fordi hun var gift med Geoffrey V, greve af Anjou. Han var en traditionel fjende af Englands normanniske adelsmænd. Ved Henrys død i 1135 var de engelske baroner ikke sikre på, at de ønskede Matilda som regentdronning.
En af Henrik I's mandlige slægtninge, Stefan af Blois, kongens nevø af sin søster Adela, tilranede sig Matilda samt sine ældre brødre William og Theobald for at blive konge. Stephen havde angiveligt planlagt at rejse med Det Hvide Skib, men var rejst lige før det sejlede; Orderic Vitalis tilskriver dette et pludseligt anfald af diarré.
Efter Henrik I's død indledte Matilda og hendes mand Geoffrey af Anjou, grundlæggeren af Plantagenet-dynastiet, en lang og ødelæggende krig mod Stefan og hans allierede om kontrollen over den engelske trone. Perioden, der blev kaldt anarkiet, varede fra 1135 til 1153 med ødelæggende virkning, især i Sydengland.
En historiker, der levede omkring den tid, William af Malmesbury, skrev:
"Her omkom også sammen med Vilhelm Richard, en anden af kongens sønner, som en kvinde uden rang havde født ham før hans tronbestigelse, en modig ung mand, der var kær for sin far på grund af sin lydighed; Richard d'Avranches, den anden jarl af Chester, og hans bror Otheur; Geoffrey Ridel; Walter af Everci; Geoffrey, ærkediakon af Hereford; grevinden af Chester; kongens niece Lucia-Mahaut af Blois; og mange andre ... Intet skib har nogensinde bragt så meget elendighed til England."
Poesi
- Dante Gabriel Rossetti, "The White Ship: a ballad"; første gang offentliggjort i 1881 i hans samlede Ballads and Sonnets.
- Geoffrey Hill, "Det hvide skib". I hans første bog, For the Unfallen, 1959.
- Felicia Hemans, "Han smilede aldrig mere", ca. 1830
Søge