Whigs (Whig-partiet) – britisk politisk parti og bevægelse 1680–1850

Whigs (Whig-partiet): britisk politisk bevægelse 1680–1850 — fra konstitutionel monarkisme og Glorværdige Revolution til magtkampe med Tories og liberal arv.

Whigs (Whig-partiet) var en politisk gruppe og derefter et politisk parti i parlamenterne i England, Skotland, Storbritannien, Irland og Det Forenede Kongerige. Mellem 1680'erne og 1850'erne bestred de magten med deres rivaler, the Tories.

Whigs havde deres oprindelse i konstitutionel monarkisme og modstand mod det absolutte monarki. De spillede en stor rolle i den glorværdige revolution i 1688. De var fjender af Stuart-kongerne og pretenderne, som var romersk-katolske. Whigs overtog den fulde kontrol over regeringen i 1715 og forblev helt dominerende, indtil kong George III kom på tronen i 1760.

Senere blev mange af deres idéer overtaget af det liberale parti i det senere 19. århundrede.

Oprindelse og navnets betydning

Whig-navnet opstod i 1670'erne som en nedsættende betegnelse — oprindelig fra skotsk sprogbrug, hvor "whiggamore" eller "whig" henviste til landbosankere eller kvægdrivere, og senere brugt om politiske oprørere og tilhængere af religionsfrihed. Betegnelsen blev efterhånden taget i brug af selv samme gruppe som en fælles betegnelse for dem, der ønskede at begrænse monarkens magt, beskytte parlamentets rettigheder og sikre en protestantisk arvefølge.

Væsentlige idéer og politisk profil

• Parlamentarisme og forfatningsmæssige begrænsninger: Whigs stod for, at kongens magt skulle være underlagt loven og parlamentets kontrol.
• Religions- og politisk toleration: De støttede udvidet religiøs toleration for protestantiske dissidenter (Nonconformists), selvom de i begyndelsen var stærkt imod romersk-katolsk indflydelse i tronen.
• Handel og økonomisk modernisering: Whig-interesser var ofte knyttet til handels- og kommercielle kredse, bymæssige interesser og reformvenlige aristokrater.
• Modstand mod Jacobitismen: De var primære modstandere af Stuart-restaurering og af de pretendenter, der ville bringe en katolsk monark tilbage på tronen.

Vigtige personer og fraktioner

Whig-bevægelsen var ikke homogen, og gennem tiden opstod flere fraktioner og lederskaber. Blandt de mest markante personer og grupper var:

• Anthony Ashley Cooper, 1. jarl af Shaftesbury — en tidlig leder under Exclusion Crisis (udestødelseskrisen).
• John Somers — fremtrædende jurist og politiker under den Glorværdige Revolution.
• Robert Walpole — regnes ofte som Storbritanniens første "formelle" premierminister; han var en dominerende Whig i begyndelsen af 1700-tallet.
• Marquess of Rockingham, Charles James Fox og Edmund Burke — centrale figurer i de senere århundreder, som repræsenterede forskellige strømninger inden for Whig-politik.
• Charles Grey (Earl Grey) — Whig-premierminister i 1830'erne, kendt for Reform Act 1832, som udvidede stemmeretten og reformerede valgkredse.

Historiske højdepunkter

• Exclusion Crisis (1679–1681): Konflikten om at udelukke den katolske James, hertug af York, fra tronen var en af årsagerne til Whigs opståen.
• Glorværdige Revolution (1688): Whigs støttede William af Orange og afsættelsen af Jakob II, hvilket førte til en forfatningsmæssig reorientering med øget parlamentarisk magt.
• Hanoveriansk dominans (1714–1760): Efter tronfølgen til House of Hanover var Whigs politisk dominerende i lange perioder og sikrede stabiliteten i overgangen fra Stuarts.
• Reformbølgen i 1830'erne: Under Whig-statsministere som Earl Grey blev Reform Act 1832 vedtaget, en vigtig milepæl for udvidet repræsentation og reduktion af korruption i valg.

Interne splittelser og politisk udvikling

Whigs udviklede sig gennem 1700- og begyndelsen af 1800-tallet fra en løs oppositionsgruppe til et etableret parti, men internt var der store uenigheder om økonomi, udenrigspolitik og reformtempo. Sidst i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet opstod skiller mellem mere radikale "Foxites" (tilhængere af Charles James Fox), moderate aristokratiske Whigs og senere reformorienterede elementer, som ønskede social og parlamentarisk forandring.

Nedgang, arven og overgangen til Det Liberale Parti

Under kong George III voksede kongens indflydelse, og Tory-sympatier fik fornyet styrke, hvilket svækkede Whigs' entydige dominans. I begyndelsen af 1800-tallet mistede Whigs gradvist sammenhængskraft, men mange af deres politiske idéer — især om parlamentarisk ansvarlighed, liberale reformer og frihandel — blev i midten af 1800-tallet en del af det, der udviklede sig til det liberale parti. I 1859 samledes forskellige grupperinger (herunder tidligere Whigs, Radikale og Peelites) i praksis under Liberal-etiketten, og Whig-navnet forsvandt gradvist som betegnelse for et samlet parti.

Betydning

Whigs spillede en central rolle i overgangsperioden fra kongecentreret styre til moderne parlamentarisk system. De bidrog til at forme Storbritanniens politiske kultur: parlamentarisk suverænitet, udvidet politisk repræsentation og økonomisk liberalisme. Deres idéer om ansvarlig regering og politiske reformer påvirkede både indenrigs- og udenrigspolitik og lagde grundlaget for mange af de institutionelle forandringer i 1800-tallet.

Spørgsmål og svar

Q: Hvem var whiggerne?

Q: Hvem var Whigs' rivaler?

Q: Hvad var Whigs' oprindelse?

Q: I hvilken vigtig begivenhed spillede Whigs en stor rolle?

Q: Hvem var Whig'ernes fjender?

Q: Hvornår fik whiggerne fuld kontrol over regeringen, og hvor længe forblev de dominerende?

Q: Hvilket politisk parti overtog mange af Whigs' ideer i slutningen af det 19. århundrede?

Søg efter bogstav