Viverridae er en familie af små til mellemstore pattedyr, viverriderne. De hører til Feliformia, de kattelignende kødædere.

Familien består af 15 slægter og 33 arter. Den blev navngivet af John Edward Gray i 1821. De findes i hele det orientalske område, i hele Afrika og i Sydeuropa.

Da de lever på Madagaskar og Celebes, viser det, at de også levede i troperne i den gamle verden, og også hinsides den, over Wallace's linje.

Viverrider lever for det meste i tropisk regnskov. De lever også i skovområder, savanner og bjerge.

Udseende og anatomi

Viverrider har typisk en langstrakt krop med korte ben og en forholdsvis lang hale. Pelsen varierer meget mellem arterne: nogle har pletter eller striber, andre ensfarvet pels. Flere arter (fx civetter og palme- civetter) har tydelige anal- eller duftkirtler, som bruges til at markere territorium og kommunikere. Størrelsen spænder fra små, slanke genetter på få kilo til kraftige arter som binturong, der kan veje et tocifret antal kilo.

Levevis og adfærd

De fleste viverrider er nattaktive og ensomme. Mange er dygtige klatrere og opholder sig meget i træerne, mens andre er mere jordlevende. Adfærden omfatter markering med duftstoffer, territorieovervågning og en række vokaliseringer ved social kontakt eller forsvar. Viverrider jager ofte ved snigende og antilignende bevægelser, og flere arter udviser større aktivitetsvariation afhængigt af fødeudbud og årstid.

Føde

  • Primært kødædere: små pattedyr, fugle, krybdyr og insekter.
  • Omnivore arter: mange viverrider spiser også frugt, bær og andre plantedele — især palme- og frugtcivetter spiller en rolle som frøspredere.
  • Nogle arter er specialiserede eller opportunistiske og udnytter tilgængelige ressourcer som ådsler eller menneskelig føde i kulturlandskaber.

Reproduktion

Parringsadfærden og reproduktionscyklus varierer mellem arter, men generelt får viverrider én kuld om året med 1–4 unger. Drægtighedstiden varierer, typisk fra omkring to til tre måneder afhængigt af arten. Ungerne fødes blinde eller med lukkede øjne hos nogle arter og vokser relativt hurtigt til at følge moderen i jagt og klatring.

Systematik og taksonomi

Familien Viverridae er inddelt i flere undergrupper, ofte omtalt som underfamilier som fx Viverrinae, Genettinae, Paradoxurinae og Hemigalinae, men den præcise taksonomi er genstand for forskning og revisioner. Typiske grupper inden for viverriderne er civetter, palme- og frugtcivetter, genetter, linsanger og binturong. Moderne genetiske studier har ændret forståelsen af slægtskaberne, men familien omfatter stadig en række nært beslægtede, kattelignende rovdyr i den ældre verdens tropiske områder.

Udbredelse og habitat

Som nævnt findes viverrider i store dele af det orientalske område, Afrika og dele af Sydeuropa. At nogle arter lever på Madagaskar og Celebes dokumenterer, at gruppen havde en historisk spredning i tropiske områder på tværs af gamle biogeografiske grænser, herunder over Wallace's linje. Levestederne omfatter tropisk regnskov, åbne savanner, skovbælter og bjergrige områder; enkelte arter trives også i sekundære skove og plantageområder tæt på mennesker.

Økologi og betydning for mennesker

Viverrider spiller vigtige roller i økosystemer som både rovdyr på smådyr og som frøspredere for frugtspisende arter. Nogle arter er bemærkelsesværdige i menneskelig kultur og økonomi: asiatisk palme- civet er for eksempel forbundet med produktion af kopi luwak (kaffe lavet af bær, der er passet gennem civettens fordøjelsessystem). Samtidig fanges og jages enkelte arter for musklerstoffer (duftkirtelsekret), pels, kød og handel som kæledyr.

Trusler og bevaring

  • Habitatødelæggelse og fragmentering på grund af skovrydning og landbrugsomdannelse.
  • Jag og indfangning til handel, traditionel medicin og forbrug (fx bushmeat eller civetprodukter).
  • Konflikter med mennesker i områder, hvor viverrider opsøger afgrøder eller foder.

Nogle arter er almindelige og vurderes som least concern, mens andre, såsom binturong og enkelte trange-endemiske arter, er truede eller sårbare. Bevaringsindsatser omfatter habitatbeskyttelse, anti‑dyrehandelsforanstaltninger og oplysning om bæredygtig sameksistens mellem mennesker og vilde rovdyr.

Fossilhistorie

Fossile fund viser, at viverrider har en lang udviklingshistorie i den gamle verden og var allerede velrepræsenterede i tidligere geologiske perioder. Fossilmateriale bruges løbende til at afklare familiens oprindelse, spredning og de evolutionære forbindelser med andre feliforme grupper.

Yderligere bemærkninger

Der foregår stadig forskning i viverridernes taksonomi, økologi og adfærd, og nye genetiske studier kan ændre opfattelsen af slægtskaber og artsantallet. På grund af deres diskrete natteliv er mange arter vanskelig at studere i naturen, og opdaterede oplysninger om fordeling og populationsstatus er ofte afhængige af feltrapporteringer, kameraovervågning og genetiske analyser.