Vibrafon (vibes) – instrument, opbygning og brug i jazz & klassisk

Vibrafon (vibes) – dyb guide til opbygning, teknikker, køller, vibrato-motor og instrumentets rolle i jazz og klassisk repertoire.

Vibrafonen er et slagtøjsinstrument. Den ligner en xylofon, men stængerne er normalt lavet af aluminium i stedet for træ, hvilket giver en klarere, mere bælgende klang. Ligesom på en xylofon er stængerne arrangeret efter samme princip som et klaviatur, så man kan spille både melodier og akkorder. En alternativ opbygning er 6-plus-6-systemet, hvor hver række har stængerne i en hel toneafstand, mens de to rækker er forbundet med en halv toneafstand mellem hinanden. Spilleren bruger køller (ofte kaldet "mallets" eller beaters), typisk en eller to i hver hånd. Under hver stang sidder rør — såkaldte resonatorer — som forstærker og farver tonen. Mange vibrafoner har desuden en elektrisk motor, der aktiveres fra en pedal; motoren driver skiver (fans) i resonatorerne, som roterer og skaber en karakteristisk pulserende eller vibrerende effekt — deraf instrumentets navn. Nogle kalder vibrafonen uformelt for vibes.

Vibrafoner blev først fremstillet i USA i 1921.

Opbygning og varianter

De vigtigste dele af en vibrafon er:

• Stængerne: Aluminiumstænger i forskellige længder svarende til toner i skalaen.
• Resonatorerne: Rør under hver stang, som forstærker lyden og kan indeholde roterende skiver for vibrato.
• Motor og ventilatorer: En elektrisk motor sætter små skiver i resonatorerne i bevægelse, hvilket skaber vibrato-effekten.
• Pedal og dæmpermekanisme: En fodpedal slipper dæmperne op, så tonerne kan sustaine, eller trykker dem ned for at mutere lyden.
• Ramme og stativ: Bærer stængerne og resonatorrørene; mange modeller kan justeres i højden.

Vibrafoner fås i flere størrelser; almindeligt er tre- eller fire-oktavers instrumenter (en typisk tre-oktavs model dækker ofte fra F3 til F6). Der findes også mindre undervisningsmodeller og større konsertinstrumenter.

Køller, greb og spilleteknikker

Køllerne til vibrafon har ofte en kerne af gummi omgivet af garn eller snor for at give forskellige klangfarver. De er generelt lidt hårdere end dem, der bruges til marimbaen, men der findes et bredt udvalg af hårdheder, så udtrykket kan varieres. Typisk består køllen af en gummikerne, omviklet med garn eller snor og fastgjort til en dyvel af rattan, birk eller nylon.

Der findes flere måder at holde køllerne på. En almindelig metode er at holde dem mellem tommelfinger og pegefinger, idet man bruger de øvrige fingre til at styre stavenes bevægelse. Avancerede spillere bruger ofte fire køller (to i hver hånd) for at kunne spille polyfoni og harmoni — f.eks. en akkord med fire toner. Fire-kølle-teknikker kræver mere øvelse, men åbner for komplekse akkord- og stemmeføringsmuligheder.

Andre teknikker omfatter:

• Dæmpning: Brug af pedalen eller hånden til at stoppe tonen præcist og forme fraser.
• Pitch bending: Hvor en kølle glides langs en stang for at ændre tonehøjden svagt.
• Bue: Nogle partier kræver, at man stryger med en bue — f.eks. en cello- eller kontrabasbue — langs kant af en stang for at få lange, lydende toner med en meget anderledes klang.
• Rullende teknikker: hurtigt gentaget spil (tremolo) for sustain uden motor, eller dobbeltstød for artikulation.

Brug i jazz og klassisk musik

Vibrafonen er tæt knyttet til både jazz og det klassiske orkester/repertoire. I jazz blev instrumentet især populært i combo-sammenhænge fra 1930'erne og frem, hvor det ofte bruges både som soloinstrument og til akkompagnement. Kendte jazzvibrafonister (uden links) omfatter f.eks. Lionel Hampton, Milt Jackson, Gary Burton og Bobby Hutcherson — spillere som har udvidet instrumentets stilistiske muligheder.

Inden for klassisk musik benyttes vibrafonen af komponister, der ønsker en skinnende, bælvende eller drømmende klangpalette. Den optræder blandt andet i orkestret i Alban Bergs opera Lulu, og den bruges også i værker af Olivier Messiaen, Leonard Bernstein, Benjamin Britten og Vaughan Williams (åbningen af symfoni nr. 8). Vibrafonen findes desuden i kammermusik, contemporary-music-sammenhænge og som soloinstrument i moderne repertoire.

Forstærkning og videreudvikling

I jazz og pop bruges vibrafonen ofte med mikrofon eller elektrisk forstærkning for at skære igennem et band. Der findes også elektronisk modificerede varianter og effekter, som kan ændre klangfarve og sustain. Instrumentet har gennem årtier udviklet sig teknisk — bedre motorstyring, mere præcise dæmpermekanismer og variationer i resonatordesign — men grundprincipperne er de samme som ved de første maskiner fra begyndelsen af 1900-tallet.

Praktiske tips til begyndere

• Start med et par medium-hårde køller og lær at kontrollere dæmpning med pedalen.
• Arbejd systematisk med sikker kølleholdning før du går over til fire-kølle-teknikker.
• Øv både single-line melodier og simple akkordled for at blive komfortabel med instrumentets resonans og artikulation.
• Eksperimenter med motorens hastighed (når instrumentet har en motor) — selv små ændringer giver markant effekt på klangen.

Vibrafonen er et alsidigt instrument med en særpræget klang og et stort anvendelsesområde — fra intime jazzsoli til dramatisk orkesterskrivning i moderne klassisk musik.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er en vibrafon?

Spørgsmål: Hvordan er stængerne placeret?

Spørgsmål: Hvilken type køller bruges til vibrafonen?

Spørgsmål: Hvordan skal køller holdes, når man spiller?

Spørgsmål: Er der nogen særlige teknikker, der anvendes, når man spiller på vibrafon?

Spørgsmål: Hvornår blev den fremstillet første gang?

Spørgsmål: I hvilke typer musik hører man den almindeligvis?

Søg efter bogstav