FNs UNAMIR i Rwanda (1993–1996): mission, folkemord og efterspil

I et folkedrab bliver mange eller alle mennesker i en gruppe dræbt på grund af deres etnicitet, religion eller politiske holdninger. I folkedrabet i Rwanda blev medlemmer af en etnisk gruppe kaldet tutsierne (abatutsi) dræbt på grund af deres etniske tilhørsforhold. Morderne var ekstremistiske medlemmer af en anden etnisk gruppe kaldet hutu (abahutu). Hutu-morderne dræbte også andre hutuer, hvis politiske overbevisning ikke var lige så ekstrem som deres egen.

I 1994 var næsten alle rwandere (85 %) hutuer. I mange år havde tutsi-mindretallet imidlertid mere magt og styrede den rwandiske regering. Fra 1990-1993 havde de to grupper udkæmpet en borgerkrig om, hvem der skulle kontrollere regeringen. Denne krig sluttede med en fredsaftale i 1993. En af grundene til, at UNAMIR blev involveret, var at sikre, at begge parter overholdt denne aftale.

Men den 6. april 1994 blev et fly med præsidenterne fra Rwanda og Burundi ombord skudt ned. Begge præsidenter var hutuer. Ingen ved med sikkerhed, hvem der skød flyet ned. Hutu-ekstremisterne gav imidlertid en tutsi-oprørergruppe skylden, og straks begyndte de at dræbe tutsier. Det rwandiske folkedrab begyndte den dag.

Der var ikke mange lande i FN, der var interesserede i at sende fredsbevarende tropper til Rwanda, selv før folkemordet begyndte. Frankrig var allieret med den Hutu-ledede regering og ønskede ikke at bekæmpe den. USA havde lige fået tortureret og dræbt soldater i Somalia et år forinden og ønskede ikke at blive indblandet i endnu en kamp i Afrika." Desuden mente mange lande, at der ikke var noget at vinde ved at hjælpe Rwanda. Rwanda havde ingen vigtige naturressourcer som olie eller guld, og landet var lille. Det tog fem måneder at få FN's medlemslande til at tilbyde nok soldater til denne mission.

Ingen beføjelser til at beskytte borgerne

Da folkemordet først begyndte, løb UNAMIR ind i et alvorligt problem. UNAMIR skal have sit "mandat" (sine beføjelser, mål og ordrer for en mission) fra FN's Sikkerhedsråd. I forbindelse med denne mission omfattede UNAMIR's mandat ikke at stoppe folkemordet eller beskytte civilbefolkningen. På dette tidspunkt måtte UNAMIR-soldaterne kun skyde med deres våben i selvforsvar, hvis nogen angreb dem personligt. De måtte ikke bruge deres våben eller gå ind for at beskytte civile, der blev angrebet.

Da de så, hvad der skete i Rwanda, bad UNAMIR-kommandanten Roméo Dallaire og de belgiske fredsbevarende styrker Sikkerhedsrådet om at give dem flere beføjelser og soldater til at stoppe drabene. FN's medlemslande nægtede imidlertid at ændre disse regler for UNAMIR. De og andre verdensledere talte om folkemordet som "bare endnu en etnisk konflikt" og sagde, at den slags ting altid ville fortsætte i Afrika.

Efter at ti af Belgiens soldater blev tortureret og dræbt i forsøget på at beskytte premierministeren, trak Belgien resten af sine soldater ud af Rwanda.

Sikkerhedsrådets reaktion

UNAMIR's fredsbevarende tropper blev mere og mere angrebet. Andre lande begyndte at gøre Belgien kunsten efter og trække deres soldater ud af Rwanda. Nogle medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, som f.eks. USA, argumenterede kraftigt for, at FN skulle trække alle sine fredsbevarende tropper ud af Rwanda. Til sidst besluttede Sikkerhedsrådet at reducere antallet af tropper, som UNAMIR måtte have. Den 21. april 1994, da folkemordet bredte sig over Rwanda, nedsatte Sikkerhedsrådet antallet af UNAMIR-tropper fra 2 548 til 270 - et fald på næsten 90 %.

UNAMIR's øverstbefalende, Roméo Dallaire, blev ved med at bede FN om flere tropper. Den 15. maj øgede Sikkerhedsrådet UNAMIR's tilladte antal tropper til 5.500. Det tog imidlertid næsten seks måneder, før FN's medlemslande meldte sig frivilligt med så mange tropper. I mellemtiden fortsatte folkemordet.

Frankrig og Operation Turquoise

Frankrig tilbød at lede en humanitær mission i det sydvestlige Rwanda, mens UNAMIR forsøgte at samle flere tropper. Sikkerhedsrådet godkendte denne mission den 22. juni 1994. Frankrig kaldte missionen "Operation Turquoise".

Under denne operation oprettede soldater fra Frankrig og andre lande en "sikker zone" i det sydvestlige Rwanda. Det var meningen, at dette skulle være et område, hvor folk kunne komme for at blive beskyttet mod Hutu-angreb. Historikere mener, at Operation Turquoise reddede 13.000 til 14.000 liv.^p. 308

Mange har imidlertid beskyldt Frankrig for ikke at gøre nok for at stoppe folkemordet i dets sikre zone. Her er nogle af de ting, som Frankrigs anklagere siger:

• I landdistrikterne i den sikre zone fandt der stadig massemord sted.
• Frankrig lod lederne af folkemordet flygte gennem sin sikkerhedszone til Zaire uden at blive arresteret af franske tropper.
• Andre landes fredsbevarende tropper og nogle avisreportere siger, at de har set franske militærlastbiler køre medlemmer af den rwandiske hær ind i Zaire.^p. 308
• Rwandas nuværende præsident har endda beskyldt Frankrig for at have hjulpet folkedrabet.

Frankrig siger, at det aldrig har gjort disse ting.

Operation Turquoise sluttede i august 1994, da UNAMIR overtog den sikre zone.

Sammen med den ugandiske hær kæmpede en tutsi-oprørsgruppe ved navn Rwandas patriotiske front (RPF) mod de ekstremistiske hutuer. Lidt efter lidt overtog de kontrollen med flere dele af Rwanda. Endelig, den 4. juli 1994, overtog de kontrollen med Kigali, Rwandas hovedstad.

Herefter flygtede omkring to millioner hutuer fra Rwanda til Zaire. Denne gruppe omfattede mange af folkemordets ledere. Med RPF i kontrol med landet stoppede drabene.

UNAMIR blev i Rwanda i omkring to år, efter at folkemordet var stoppet. De arbejdede med at finde hjem til flygtninge, rydde landminer og hjælpe med humanitær bistand. I mellemtiden indsamlede FN 762 millioner dollars til at hjælpe ofrene for folkemordet og til at hjælpe med at genopbygge landet. Rwanda ønskede imidlertid ikke, at UNAMIR skulle blive i landet. Rwandiske ledere fortalte FN, at FN ikke hjalp med det, som Rwanda virkelig havde brug for. Det bad UNAMIR om at forlade Rwanda. I marts 1996 gjorde UNAMIR det.

Siden afslutningen af folkemordet i Rwanda har mange mennesker givet FN skylden for, at det ikke lykkedes at forhindre eller stoppe folkemordet.

I 2000 indrømmede FN's Sikkerhedsråd, at det ikke lykkedes at forhindre folkedrabet. De sagde, at de kunne have hjulpet med at stoppe drabene, men det gjorde de ikke.

Uafhængig rapport

I 1999 anmodede FN's generalsekretær Kofi Annan om en uafhængig rapport om folkedrabet i Rwanda. Han ville vide, hvorfor FN og verden ikke havde "formået" at stoppe folkemordet i Rwanda. I rapporten stod der, at de største fejl var:

• Ikke at have tilstrækkelige ressourcer (f.eks. fredsbevarende tropper at sende)
• Landene havde ikke den "politiske vilje" til at hjælpe Rwanda (landene mente ikke, at det var vigtigt at hjælpe Rwanda, og de mente ikke, at de ville få noget ud af at hjælpe)
• Lande, der ikke er klar over, hvor slemt det stod til i Rwanda

Mediedækning

På det tidspunkt skete der også historiske ting i Sydafrika. Apartheid var ved at ophøre. De internationale massemedier valgte at fokusere på det i stedet for på det, der skete i Rwanda. Ligesom FN så de det rwandiske folkemord som endnu en kamp mellem afrikanske stammer. Fordi der kun var få eller ingen nyhedsudsendelser om Rwanda, vidste de fleste mennesker i verden ikke, hvad der foregik der. De kunne ikke presse deres regeringer til at involvere sig.

Misforståelser

Martin Dominque hævder, at verdens ledere måske ikke ønskede at sende tropper til Afrika, fordi de havde en forkert opfattelse af, hvordan afrikanske folk er. Hvis de troede, at afrikanske folk altid kæmpede mod hinanden og altid ville gøre det, ville de tro, at folkemordet i Rwanda ikke var anderledes.

Nye oplysninger

Klassificerede dokumenter

Siden den uafhængige rapport udkom i 1999, har FN og USA frigivet dokumenter, som tidligere var klassificerede. Disse dokumenter beviser, at FN og USA:

• vidste flere år i forvejen, at hutuerne havde en plan om at dræbe alle tutsier i Rwanda
• vidste, at Hutu-regeringen uddannede militser, før folkedrabet begyndte
• Vidste, at hutuerne begik et folkemord på tutsierne, da det først begyndte

Dallaires fax

Roméo Dallaire siger også, at han mange gange har forsøgt at advare FN om, at en katastrofe var på vej i Rwanda. Til sidst sendte han en fax til FN's generalsekretærs militærrådgiver. Han sagde, at han i hemmelighed havde talt med en leder af Hutu-militsen. Denne mand fortalte ham, at hans soldater var trænet og klar til at dræbe tutsier. Han sagde f.eks., at hans soldater kunne dræbe 1.000 tutsier på 20 minutter. Manden sagde, at han troede, at enorme massakrer på tutsier var ved at begynde. Endelig fortalte han Dallaire, hvor Hutu-militsen opbevarede mange af deres våben.

I sin fax sagde Dallaire, at han ønskede at gribe ind og fjerne disse våben. Hvis våbnene ikke blev fjernet, ville de blive brugt til at dræbe tutsier.

Den næste dag modtog han en fax tilbage fra Kofi Annan, som var ansvarlig for fredsbevarelse i FN. Han beordrede Dallaire til ikke at foretage sig noget. Han fortalte Dallaire, at beskyttelse af borgere ikke var en del af UNAMIR's mandat. Omkring tre måneder senere begyndte folkemordet i Rwanda.

• Folkedrabet i Rwanda
• Folkedrab
• De Forenede Nationer