Thailandsk skrift: Skriftsystem, abugida-principper og særlige regler
Lær Thailands skrift: abugida-principper, vokalplacering, konsonantregler og særlige tegn — en klar guide til at forstå thailandske skriftsystems struktur.
Den thailandske skrift er det skriftsystem, der bruges til at skrive det thailandske sprog. Det er en abugida, hvilket betyder, at vokaltegn normalt knyttes til et konsonantbogstav (konsonanten fungerer som et "bærer"-tegn). Konsonanterne skrives altid i rækkefølge fra venstre mod højre, men vokaler kan (afhengigt af typen) placeres til venstre, til højre, over eller under den første konsonant i hver stavelse. Visuelt kan det derfor se ud, som om vokaler står både før og efter konsonanten, selvom de i skrivereglen hører til samme stavelse.
Et eksempel på dette er den thailandske konsonant ก, som viser, hvor den efterfølgende vokal skal skrives. Der findes også et særligt konsonanttegn, อ, som ofte bruges som bærer, når en stavelse begynder med en vokallyd (fx når der ikke er nogen egentlig begyndelseskonsonant).
Mellemrum bruges traditionelt ikke til at adskille enkelte ord på samme måde som i europæiske sprog; i stedet adskilles ofte hele sætninger, afsnit eller opslag. Moderne thai benytter dog i stigende grad mellemrum i sammenhænge som f.eks. dialogtekster, undervisningsmateriale eller ved særlige behov for læsbarhed. Tegnsætning i traditionel skrift var sparsom, men i nutidig skrift bruger man ofte vestlig tegnsætning; samtidig findes særlige thailandske tegn som gentagelsestegnet ๆ og forkortelsestegnet ฯ. Eksempelvis ville sætningen "Jeg kan lide at spise stegte ris, men hun kan lide at spise pad thai" blive skrevet på thai som ฉันชอบกินข้าวผัด แต่เธอชอบกินผัดไทย. Hvis man skulle sætte mellemrum mellem hvert ord (hvilket thailandsk normalt ikke gør), ville den blive skrevet som ฉัน ชอบ กิน ข้าว ผัด แต่ เธอ ชอบ กิน ผัด ไทย.
Skriftens oprindelse og udvikling
Den thailandske skrift stammer historisk fra den sydindiske Brahmi-tradition via khmer-skriften (Old Khmer) og blev tilpasset til thailandske sprogformer i løbet af middelalderen. Ifølge traditionen blev den moderne thailandske skrift formaliseret i Sukhothai-perioden (rundt 1200–1300-tallet), selvom udviklingen er kompleks og bygget på ældre indflydelser.
Konsonanter, vokaler og kombinationer
Moderne thai har omkring 44 konsonanttegn (historisk antal; ikke alle bruges lige hyppigt i dag) og mange forskellige vokalsymboler, der kan kombineres til mindst 32 vokallyde. Vokaltegn er ofte diakritiske og kan placeres til venstre, højre, over eller under konsonanten, men de læses som én enhed tilknyttet den første konsonant i stavelsen.
Der findes også uafhængige vokaltegn, men de er mindre almindelige; oftere benyttes อ som bærende konsonant når en stavelse starter med en vokal. Konsonantklynger (doble begyndelseskonsonanter) skrives ved at placere den efterfølgende konsonant i en specialform under eller ved siden af den første konsonant (subskript form), så stavelsens struktur fremgår.
Toner og særlige diakritiske regler
Et nøgleelement i thai er tonesystemet: thai er et tonalt sprog, og skriften angiver toner indirekte via en kombination af:
- konsonantklassifikation (ofte grupperet i høj, mid og lav klasse),
- vokallængde (kort eller lang),
- om stavelsen er "liv" eller "død" (dvs. afslutter i en sonor eller i en stoplyd),
- og eventuelle tone- eller diakritiske tegn (fx de fire tonetegn: ไม้เอก, ไม้โท, ไม้ตรี og ไม้จัตวา).
I praksis bestemmer en kombination af disse forhold hvilken af de fem tonale contourer en stavelse får. Derfor må læsere ikke kun genkende bogstaverne, men også kunne analysere stavelsens struktur for korrekt udtale.
Stavelsesstruktur og udtale
Thai-sillaber er typisk opbygget som (C)(C)V(C), hvor C = konsonant og V = vokal. Et vigtigt læsestræk er at afgøre, om en stavelse er "live" (ender i vokal eller en sonor konsonant som /m/, /n/, /ŋ/, /w/, /j/) eller "dead" (ender i en kort vokal fulgt af en stop /p/, /t/, /k/ eller en kort vokal afsluttet af en glottal stop i nogle tilfælde). Denne sondring påvirker tonetildelingen.
Særlige tegn og moderne brug
Ud over bogstaver og vokaltegn indeholder thai specialtegn som:
- ๆ (gentagelsestegn) — gentager det forrige ord eller udtryk,
- ฯ (forkortelses- eller sluttegn),
- talsymboler som thailandske cifre (f.eks. ๐–๙), som dog ofte erstattes af arabiske cifre i moderne tekst.
Nutidig thailandsk skrift har også adopteret mange vestlige tegnsætningsformer (komma, punktum, spørgsmålstegn osv.) i løbende tekst, især i trykte og digitale medier.
Digital repræsentation og typografi
Thai er repræsenteret i Unicode (blok U+0E00–U+0E7F). Skriftens kombinerende vokaltegn og diakritika stiller krav til korrekt rendering: tegnene gemmes i logisk rækkefølge, men vises forskudt grafisk (f.eks. en vokal skrevet før konsonanten i udseende men lagret efter i den digitale streng). Derfor kan tekstbehandling, søgning og sortering være mere kompleks end for alfabeter uden kombinerede diakritika.
Praktiske råd til lærende
- Begynd med at lære konsonantbogstaverne og deres klasser (høj/mid/lav) — det er centralt for at mestre toner.
- Øv vokaltegnene i deres forskellige positioner (venstre, højre, over, under) så du hurtigt kan samle dem visuelt til en stavelse.
- Lær reglerne for kort/lang vokal og live/dead-stavelser — de styrer tonerne sammen med tonetegnene.
- Brug lydmateriale og skriv øvelser med og uden mellemrum for at vænne dig til den naturlige tekststrøm.
Samlet set er thailandsk skrift både logisk og detaljeret konstrueret til at afspejle talt thai, men kræver særlig opmærksomhed på vokalmærkning, konsonantklasser og toneangivelse for at blive læst korrekt.
Historie
Skriftsystemet var baseret på den gamle Khmer-skrift, men der blev foretaget ændringer, fordi den gamle Khmer-skrift ikke viste toner, hvilket var en vigtig del af det thailandske sprog. For at gøre skriftsystemet egnet til det thailandske sprog tilføjede den thailandske skrift nye bogstaver og toneangivelser, som viste tonen i et ord. Det var det første kendte skriftsystem i verden, der viste tonerne i et ord. Selv om det kinesiske skriftsystem eksisterede før den thailandske skrift blev opfundet, og selv om kinesisk var et tonalt sprog på det tidspunkt, fandtes der ikke noget skriftsystem, der kunne vise tonerne i kinesiske ord før langt senere. Første gang kinesisk ville blive skrevet med det latinske alfabet og tonemarkeringer var den portugisisk-kinesiske ordbog skrevet af Matteo Ricci og Lazzaro Cattanero skrevet omkring det 16. århundrede.
Breve
Thai har 44 konsonantbogstaver, 32 vokalmarkører og kombinationer og 4 tonemarkører. Dette gør det samlede antal bogstaver i thai til 80, hvilket er et af de største af alle lydbaserede skriftsystemer, der anvendes til et levende sprog. På trods af at der er så mange konsonantbogstaver, er antallet af konsonantlyde faktisk langt mindre, nemlig 21 konsonantlyde. For eksempel kan "th"-digrafen, der anvendes i RTGS, som ville være det aspirerede alveolære stop (skrevet som [tʰ] i IPA), skrives på seks forskellige måder: ฐ,ฑ,ฒ,ถ,ท, eller ธ. Det skyldes, at de bogstaver, der anvendes i ordet, afgør, hvilken tone et ord har, og om ordene er låneord eller ej.
Thai har fem toner, mellem, høj, lav, stigende og faldende, og det er meningen, at læseren skal finde ud af, hvilken tone en stavelse har, ud fra konsonantklassen, om det er en levende stavelse (hvilket betyder, at den slutter med en stemmeløs konsonant eller en lang vokal) eller en død stavelse (hvilket betyder, at den slutter med en stemmeløs konsonant eller en kort vokal), og om vokalen er lang eller kort. Når en stavelse har en tonemarkering, skal der gælde andre regler ved siden af dem, der allerede er skrevet ovenfor.
Thai har lånt nogle bogstaver fra lånord fra sanskrit og pali. Mange af disse bogstaver lyder eller lød anderledes i de sprog, de kom fra, men de har nu den samme udtale som andre thailandske lyde. Bogstaver, der er lånt fra sanskrit og pali, bruges kun til at skrive de samme låneord fra de samme sprog.
Stavemåde vs. udtale
Thailandske ord har et kompliceret forhold mellem stavemåde og udtale. Mange af bogstaverne har i dag en anden lyd end dengang, de blev brugt første gang. Mens mange thailandske ord har tonemarkeringer, der viser tonen i et ord, er der mange, der ikke har det. Ordet vil dog stadig have en tone, og for ord, der ikke har tonemarkeringer, kan man stadig regne tonen ud ved hjælp af konsonantklassen (høj, mellem eller lav), om stavelsen er levende eller død, stavelse og vokallens længde. Mens de forskellige klasser af konsonanter tidligere udgjorde forskellige fonemer, eller forskellige lyde, adskilles de nu af, hvilke toner ordene har.
Andre vanskeligheder er bl.a. tavse bogstaver og konsonantmutationer. For stumme bogstaver gælder det, at ordet chanthra (skrevet som จันทร์ på thai) ville blive udtalt chan, når det tales. Bemærk, at suffikset -thra, der skrives som ทร์ i thai, mangler i den fonetiske stavning. Det skyldes, at den thailandske stavemåde er baseret på ordets sanskritstavning, det sprog, hvor ordet stammer fra. Mange låneord i thai er baseret på stavereglerne i det sprog, de kommer fra, snarere end på deres thailandske udtale. Desuden kan thailandske ord ikke slutte på en konsonant, der ikke er en nasal konsonant, en semivokal eller et stemmeløst stop; de afsluttende konsonanter, der ikke er nogen af disse, muterer, så de kan blive udtalbare på thai. F.eks. staves ordet wat (der betyder "tempel") som wad (skrevet som วัด på thai), men da -d, eller ด, er et stemmeløst alveolært stop, skal det udtales som det stemmeløse alveolære stop -t. Også navnet Bhumibol (skrevet som ภูมิพล på thai) udtales som Phumiphon. Den alveolære laterale approximant -l ,eller ล, skal udtales som den alveolære nasal -n. Det engelske låneord bus (skrevet som บัส i thai) udtales bat i thai. Det stemmeløse alveolære frikativ -s , eller ส, skal udtales som det stemmeløse alveolære stop -t.
- ↑ "thai-language.com - Oversigt". www.thai-language.com. Hentet 2020-04-07.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er den thailandske skrift?
A: Den thailandske skrift er det skriftsystem, der bruges til at skrive det thailandske sprog.
Q: Hvilken slags skrift er den thailandske skrift?
A: Den thailandske skrift er en abugida- og brahmisk skrift.
Q: Hvad betyder det, at den thailandske skrift er en abugida?
A: Det betyder, at vokalmarkeringer skal være knyttet til et konsonantbogstav i den thailandske skrift.
Q: Hvordan skrives konsonanter og vokaler i den thailandske skrift?
A: Konsonanter skrives altid i rækkefølge fra venstre mod højre, men vokaler har regler, hvor de skal skrives til venstre, højre, øverst eller nederst i forhold til den første konsonant i hver stavelse.
Q: Bruges mellemrum til at adskille ord i det thailandske skriftsprog?
A: Nej, mellemrum bruges ikke til at adskille ord i den thailandske skrift.
Q: Bruges der tegnsætningstegn i den thailandske skrift?
A: Nej, tegnsætningstegn bruges normalt ikke i den thailandske skrift.
Q: Kan du give et eksempel på en sætning skrevet med thailandsk skrift?
A: Ja, sætningen "Jeg kan godt lide at spise stegte ris, men hun kan godt lide at spise pad thai" ville blive skrevet på thai som ฉันชอบกินข้าวผัด แต่เธอชอบกินผัดไทย.
Søge