Vokallængde er en sproglig egenskab, hvor varigheden af en vokal i en stavelse kan være med til at skelne betydningen af ord. I nogle sprog er forskellen i længde mellem korte og lange vokaler fonemisk (dvs. betyder forskellen noget for ordets betydning), mens længdeforskelle i andre sprog kun er fonetiske (dvs. påvirker udtalen uden at ændre betydningen). Mange sprog har vokallængde som et fonemisk træk, fx japansk, arabisk, hawaiiansk, klassisk latin, thai og finsk. Andre sprog mangler det som et betydningsskabende træk.
Typer og betydning
Man skelner ofte mellem:
- Fonemisk vokallængde: Længdeforskellen alene ændrer et ords betydning (fx japansk eller finsk).
- Fonetisk vokallængde: Vokaler kan udtales længere eller kortere af taleren uden at ændre ordets betydning. Dette ses fx i moderne engelsk, hvor vokallængde ofte påvirkes af efterfølgende konsonanter (pre-fortis clipping) eller taletempo.
Illustrerende eksempler
Et klart eksempel på fonemisk vokallængde finder man i japansk: chizu (kort vokal) og chīzu (lang vokal). Den eneste hørbare forskel er, hvor lang vokalen "i" udtales. Chizu betyder "kort", mens chīzu betyder "ost".
Et andet sikkert eksempel fra europæiske sprog er finsk: tuli betyder "ild" eller "kom" afhængigt af bøjningsform, mens tuuli betyder "vind" — her ændrer fordoblingen af vokalen betydningen.
I arabisk er der også korte og lange vokaler, hvor lange vokaler ofte skrives med bogstaverne alif, waw eller ya afhængig af vokalen (ā, ī, ū). I thai er både vokallængde og tone fonemiske træk, så både længde og tone kan ændre betydningen.
Notation i IPA og ortografi
Når man skriver udtale i IPA, markeres lange vokaler typisk med et kolontegn eller et langt tegn (ː). Fx skrives japanske chizu /t͡ɕizɯ/ og chīzu /t͡ɕiːzɯ/ (ofte skrevet med ":" i enklere tekster: /t͡ɕi:zɯ/). I skrift kan sprog bruge forskellige strategier til at markere længde:
- Diakritika såsom macron (en streg over vokalen, fx ā) — brugt bl.a. i klassisk latinsk udskrivning.
- Dobbelt bogstav (fx finsk/estisk: tuuli).
- Stumt «e» i slutningen af ord eller dobbeltvokal i nogle mellemengelske stavemåder (historisk).
- Skrifttegn i ikke-alfabetiske systemer (fx arabisk og hebraisk), hvor særlige bogstaver angiver lange vokaler.
Vokallængde i historisk perspektiv — engelsk og latin
Gammelt engelsk havde fonemisk vokallængde i mange ord; i senere udvikling — især gennem middelengelsk og det store vokalskifte — ændrede vokalkvaliteten sig, og moderne engelske dialekter har generelt ikke vokallængde som et rent betydningsskabende træk. Historisk kan man dog se spor af gamle lange vokaler i moderne stavemåde: i mellemengelsk begyndte man at markere lange vokaler ved at skrive to vokaler sammen (fx book eller break) eller sætte et stumt "e" i slutningen af ordet (fx hate). Før vokalskiftet kunne et par som God og good tidligere udtales med forskellig længde.
Klassisk latin havde både vokal- og konsonantforlængelse, og lange vokaler blev ofte markeret med en macron i lærebøger. På klassisk latin kunne forskel i vokallængde og i konsonantlængde skabe forskellige ord; et velkendt eksempel fra latin er annus (= "år"), hvor konsonantforlængelse er vigtig. Overgangen til de moderne romanske sprog førte til, at den fonemiske vokallængde i stor udstrækning gik tabt i talesproget; i dag skelner de fleste romanske sprog ikke mellem korte og lange vokaler, selvom nogle — fx italiensk — kan skelne efter konsonantlængde: /anno/ "år" vs /ano/ "anus".
Praktiske konsekvenser og hvordan man lærer det
For sprogstuderende er det nyttigt at:
- lære om vokallængde tidligt, hvis sproget man lærer gør længden betydningsskabende;
- lytte til minimalpar (ord, der kun adskiller sig i længde) for at træne øret;
Samlet set er vokallængde et vigtigt træk i mange sprog: i nogle sprog er det afgørende for ordets betydning, i andre spiller det kun en rolle for udtalen eller er bevaret som en historisk rest i stavemåden.