Vokallængde
Vokallængde er en egenskab i sprog, hvor den længde, som en vokal er talt i et ord, kan skabe et helt andet ord. Selv om dette er en egenskab i mange sprog som japansk, arabisk, hawaiiansk, klassisk latin og thai, er der også mange sprog, som ikke har denne egenskab.
Et eksempel på dette er de japanske ord chizu, som har en kort vokal (en vokal, der tales kortvarigt), og chīzu, som har en lang vokal (en vokal, der tales langvarigt). Den eneste forskel, der kan høres, er, hvor længe vokalen "I" bliver talt. Den tid, som vokalen udtales, kan skabe to helt forskellige ord. Chizu betyder "kort", mens chīzu betyder "ost".
Når man bruger IPA, bruges kolonet (:) for at vise, at den foregående vokal er en lang vokal. F.eks. skrives chizu i IPA som /t͡ɕizɯ/, men chīzu skrives som /t͡ɕi:zɯ/.
Mens gammelt engelsk havde vokalforlængelse, har de fleste moderne dialekter af engelsk det ikke. F.eks. havde ordene God og good tidligere den samme vokallyd, men vokalen i good (/go:d/), som var en lang vokal, blev sagt længere end i God (/god/), som var en kort vokal. Selv om vokallydene på moderne engelsk er meget anderledes end på oldengelsk, kan læseren ofte få en idé om, hvordan vokalerne lød førhen, ud fra et engelsk ords stavemåde, som ofte viser ords historiske rødder snarere end deres nuværende udtale. Lange vokaler på gammelt engelsk kunne skrives med en streg oven på vokalen som i gōd (god). Senere, i den mellemengelske tidsalder, blev der brugt stavemåder til at stave lange vokaler, bl.a. stavning med to vokaler sammen som i book eller break, og man satte et stumt "E" i slutningen af ordet som i hate. Disse vokaler var alle lange vokaler indtil det store vokalskifte på engelsk, hvor vokallydene på engelsk ændrede sig til at lyde meget anderledes end før.
Klassisk latin havde både vokal- og konsonantforlængelse, og lange vokaler havde en macron, dvs. en lige vandret linje, skrevet over sig. På klassisk latin var ānus (/ˈaː.nus/), annus (/ˈan.nus/) og anus (/ˈa.nus/) alle forskellige ord. Ānus betyder "bagdel", annus betyder år, og anus betyder gammel kvinde. I dag kan ingen af de romanske sprog, de sprog, der er dattersprog af latin, skelne ord efter vokallængde, selv om italiensk kan skelne ord efter konsonantlængde: /anno/ "år", /ano/ "anus". Italiensk har også vokalforlængelse i stavelser med accent, der ender på en vokal, men vokallængden kan ikke gøre forskellen mellem to ord, som den kunne på latin.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er vokallængde?
A: Vokallængde er en egenskab i sprog, hvor det kan skabe et helt andet ord, hvor længe en vokal udtales i et ord.
Spørgsmål: Hvilke sprog har denne egenskab?
A: Denne egenskab findes i mange sprog, f.eks. japansk, arabisk, hawaiiansk, klassisk latin og thai.
Spørgsmål: Kan du give et eksempel på dette?
A: Et eksempel på dette er de japanske ord chizu og chīzu. Den eneste forskel mellem disse to ord er, at "I"-vokalen i chīzu tales længere end i chizu. Chizu betyder "kort", mens chīzu betyder "ost".
Spørgsmål: Hvordan viser vi lange vokaler, når vi bruger IPA?
A: Når man bruger IPA, bruges kolonet (:) til at vise, at vokalen før det er en lang vokal. F.eks. ville chizu i IPA blive skrevet som /t͡ɕizɯ/, men chīzu ville blive skrevet som /t͡ɕi:zɯ/.
Spørgsmål: Har engelsk nogle træk i forbindelse med vokalforlængelse?
Svar: Gammelengelsk havde nogle træk i forbindelse med vokalforlængelse, men de fleste moderne dialekter af engelsk bruger ikke længere dette træk. På gammelt engelsk blev der brugt stavemåder til at stave lange vokaler, herunder stavning med to vokaler sammen som book eller break og at sætte et stumt "E" i slutningen af ordet som hate. Disse ændringer blev alle foretaget, indtil det store vokalskifte fandt sted, som ændrede den måde, vokalerne lød på, drastisk i forhold til tidligere.
Spørgsmål: Hvordan skelnede det klassiske latin mellem ord efter deres længde? A: I klassisk latin brugte man macroner, som er lige vandrette linjer over lange vokaler, til at skelne mellem ord efter deres længde. F.eks. er Ānus (/ˈaː.nus/), annus (/ˈan.nus/) og anus (/ˈa.nus/) tre forskellige ord, som hver især har forskellige betydninger på trods af at de har samme udtale på grund af deres forskellige længder af vokaler, der er angivet med makroer over dem. Ānus betyder henholdsvis "bagdel", annus betyder år og anus betyder gammel kvinde .
Spørgsmål: Er der nogen romanske sprog, der stadig har bevaret særlige kendetegn baseret på vokallængde? A: Nej, ingen af de romanske sprog , som er dattersprog af latin, kan skelne ord efter vokallængde, selv om italiensk har konsonantforlængelse . Italiensk har også en vis form for vokalforlængelse, men det kan ikke skelne mellem to ord, som det er tilfældet på latin .
