Konsonantmutation (allomorfer): Definition og eksempler fra engelsk

Få klarhed i konsonantmutation og allomorfer på engelsk: definition, regler og konkrete eksempler på udtale af -(e)s og -(e)d — letforståeligt og praktisk.

Konsonantmutation er et fænomen i sprog, hvor udtalen af en konsonant ændres afhængigt af morfologi eller syntaks — for eksempel når et bøjningsmorfem får forskellige udtaler afhængigt af den lyd, der kommer før det. De fonetiske varianter af samme morfem kaldes allomorfer.

Engelsk

På engelsk er to af de tydeligste eksempler på allomorfer flertalsmorfemet og fortidsmorfemet. Begge morfemer har flere udtalevarianter, som bestemmes af den fonologiske kontekst (særligt ved, om det foregående segment er stemmeløst, stemmeligt eller en sibilant).

• Flertalsmorfemet -(e)s (og ental 3. person nutid -(e)s) har tre hovedudtaler: /s/, /z/ og /ɪz/ (ofte skrevet /əz/). Reglerne kan beskrives kort sådan:
  • Hvis grundordet slutter med et stemmeløst stop eller andet stemmeløst konsonantlyd (fx /p/, /t/, /k/, /f/), udtales endelsen som /s/. Eksempler: lips /lɪps/, cats /kæts/, socks /sɒks/.
  • Hvis grundordet slutter med en stemmelig lyd (vokal eller stemmelig konsonant, fx /b/, /d/, /g/, /n/, /m/, /ŋ/, /l/, /r/), udtales endelsen som /z/. Eksempler: loves /lʌvz/, bags /bægz/, cars /kɑːrz/.
  • Hvis grundordet slutter på en sibilant eller affrikat med sibilant karakter (fx /s/, /z/, /ʃ/, /ʒ/, /t͡ʃ/, /d͡ʒ/), indsættes en ekstra vokal, og endelsen udtales som /ɪz/ eller /əz/. Eksempler: buses /ˈbʌsɪz/ eller /ˈbʌsəz/, cases /ˈkeɪsɪz/, watches /ˈwɒtʃɪz/.
• Fortidsmorfemet -(e)d har tilsvarende tre varianter: /t/, /d/ og /ɪd/ (eller /əd/). Reglerne er:
  • Hvis stammen slutter på en stemmeløs lyd (undtagen /t/), udtales -(e)d som /t/. Eksempler: kissed /kɪst/, walked /wɔːkt/ eller /wɑːkt/.
  • Hvis stammen slutter på en stemmelig lyd (vokal eller stemmelig konsonant, undtagen /d/), udtales endelsen som /d/. Eksempler: played /pleɪd/, robbed /rɒbd/.
  • Hvis stammen slutter på /t/ eller /d/, indsættes en ekstra vokal, og endelsen udtales som /ɪd/ eller /əd/. Eksempler: wanted /ˈwɒntɪd/, needed /ˈniːdɪd/.

Disse variationer er typiske eksempler på fonologisk betingede allomorfer: valget mellem /s/ og /z/ eller mellem /t/ og /d/ bestemmes af talens stemmelighed (voicing) i den foregående lyd. Bemærk også nogle praktiske følger:

• Ortografi vs. udtale: Stavningen af flertal og præteritum i engelsk bruger ofte -s eller -es og -ed, men stavning følger ikke altid direkte udtalen; fx skrives dogs med -s, men udtales /dɒgz/ med /z/.
• Stavelsesindsættelse: Efter sibilanter og efter /t,d/ i fortid indsættes en vokal i udtalen (/ɪ/), hvilket også afspejles i stavningen ved at bruge -es eller -ed (fx buses, wanted).
• Irregulariteter: Mange engelske ord følger ikke disse mønstre (uregelmæssige flertal og uregelmæssige verber: children, feet, went), og udtalen kan variere med dialekt og hurtig tale.

Samlet viser disse mønstre, hvordan et enkelt morfem kan have flere fonetiske realiseringer (allomorfer) som en konsekvens af fonologiske regler — i engelsk især stemmelighedsassimilation og behovet for at undgå fonotaktiske vanskeligheder ved slutningen af ord.

Søg efter bogstav