Semivokaler (halvvokaler): definition, lyde og latinsk skriftbrug
Lær om semivokaler (W/Y): deres lyde, rolle som halvvokaler og hvordan latin skrev /w/ og /j/ med V/I. Historie, eksempler og IPA-guiden til halvvokaler.
Semivokaler er en slags konsonanter, som artikuleres næsten som vokaler — de har vokalagtig klang, men fungerer typisk ikke som stavelsens kerne. De kaldes også glides eller approximanter. På engelsk svarer de oftest til bogstaverne W og Y, skrevet som henholdsvis /w/ og /j/ i IPA.
Lyde og fonetisk karakteristik
Semivokaler udtales med en relativt åben talerkanal, lignende vokaler, men de er kortere og kan ikke bære stavelsen alene. De vigtigste punkter er:
- /j/ (y-lignende): En palatal glide, som i engelsk you [ju] eller i tysk ja [ja]. I IPA skrives den som [j].
- /w/ (v-lignende): En labiovelar glide, som i engelsk well [wɛl]. I IPA skrives den som [w].
- Semivokaler kan indgå i diftonger (fx [ai̯], [au̯]) eller fungere som konsonantisk start i onsets (yes, well).
- Fonetisk betegnes de ofte som non-syllabiske vokaler eller approximanter; de har mindre sonoritet end rene vokaler.
Semivokaler i latinsk skriftbrug
I klassisk latinsk skrift fandtes der ingen særskilte bogstaver udelukkende til semivokalerne. De samme grafemer blev brugt til både vokaler og deres konsonantiske varianter:
- Bogstavet I blev brugt både for vokalen /i/ og for den konsonantiske lyd /j/.
- Bogstavet V (i inskriptioner ofte skrevet som V) dækkede både vokalen /u/ og den konsonantiske glide /w/ (senere udviklet til en læspet/fremadrettet frikativ /v/ i mange sprog).
Som eksempler på klassisk skrivemåde ses ofte navne og ord skrevet med de samme bogstaver for begge funktioner — f.eks. Gaivs Ivlivs Caesar, hvor I og V står for både vokal- og konsonantlyde. Ordet vin blev i inscriptionsstil ofte skrevet som vinum eller i store bogstaver VINVM, hvor V også står for det vokaliske /u/.
I middelalderen og i den tidlige moderne periode begyndte man at skelne grafisk mellem vokal- og konsonantformer. Bogstaverne U og J udviklede sig fra varianter af V og I og blev gradvist indført for at markere forskellen mellem vokalisk og konsonantisk udtale. Særligt fra renæssancen og i trykte tekster fik J og U mere udbredt status som separate bogstaver, så man i moderne skrifter skriver fx "Julius" i stedet for "Iulius" og "vinum" med u i stedet for v.
Opsummering
Semivokaler er altså konsonantlyde med vokalagtig artikulation (typisk /j/ og /w/). I latin brugte man oprindeligt de samme bogstaver til vokal og semivokal (I og V), mens adskillelsen til J og U først blev almindelig i middelalderen og den tidlige moderne tid for at gøre udtalen klarere i skriften.
Søge