Slaget ved Teutoburgskoven (Varusslaget) – Arminius' sejr i år 9 e.Kr.

Den romerske hærfører Varus var den fjerde vigtigste mand i Rom. Han var kendt og frygtet på grund af sine skånselsløse handlinger og hans korsfæstelse af besejrede fjender. Det er sikkert, at dette var kendt af germanerne, og det kan have hjulpet stammerne til at stå sammen om at gøre modstand mod ham.

Den tyske hærfører var Arminius, som havde fået en romersk militær uddannelse. Han havde tilbragt sin ungdom i Rom som gidsel. Derfor kendte han de romerske militære metoder: Denne viden skulle blive afgørende.

Senere vendte Arminius tilbage til Germanien sammen med Varus og blev hans betroede rådgiver. I al hemmelighed skabte han en alliance mellem de germanske stammer, som traditionelt havde været fjender. Han fik hjælp til dette af vreden over Varus' uforskammethed og grusomhed over for de folk, han havde besejret.

"...Strategi var derfor uundværlig; og det var nødvendigt at gøre Varus blind for deres planer, indtil en gunstig mulighed for at slå et afgørende slag skulle komme..." Den britiske historiker Edward Shepherd Creasy (1812-1878)

Mens Varus var på vej fra sin sommerlejr vest for Weser-floden til vinterhovedkvarteret nær Rhinen, hørte han om et lokalt oprør. Dette blev fingeret af Arminius.

"...Dette blev præsenteret for Varus som en begivenhed, der krævede hans øjeblikkelige tilstedeværelse på stedet; men han blev holdt i nøje uvidenhed om, at det var en del af en samordnet national opstand; og han betragtede stadig Arminius som sin underdanige vasal..." Edward Shepherd Creasy

Nylige arkæologiske fund placerer slaget ved Kalkriese Hill i Osnabrück amt i Niedersachsen. Romerne må på dette tidspunkt have været på march mod nordvest fra det område, der i dag er byen Detmold, og passerede øst for Osnabrück; de må have slået lejr i dette område, inden de blev angrebet.

Varus' styrker bestod af tre legioner, seks kohorter af hjælpetropper (ikke-borgere eller allierede tropper) og tre eskadroner kavaleri. Mange af dem havde kun ringe kamperfaring med germanske krigere under lokale forhold.

De romerske styrker marcherede ikke i kampformation, og der var også et stort antal lejrfolketropper. Da de gik ind i skoven, fandt de et smalt og mudret spor; ifølge Dio Cassius var der også opstået en voldsom storm. Han skriver også, at Varus forsømte at sende forudgående rekognosceringspartier ud.

Marsklinjen var faretruende langstrakt - man anslår, at den var mere end 15 km lang og måske så lang som 20 km. Den blev så pludselig angrebet af germanske krigere, der bar nogle lette sværd, store lanser og spyd, der kom med korte og smalle klinger, der var så skarpe og krigervenlige, at de kunne bruges efter behov. De germanske krigere omringede hele den romerske hær og lod spydspyd regne ned over de ubudne gæster.

Romerne kunne slå en befæstet lejr om natten og brød næste morgen ud i det åbne land i nærheden af den moderne by Ostercappeln. Udbruddet kostede dem store tab, ligesom et nyt forsøg på at flygte ved at marchere gennem et andet skovområde, mens det fortsat regnede kraftigt. Regnen forhindrede dem i at bruge deres buer, fordi senestrengene bliver slappe, når de er våde, og gjorde dem praktisk talt forsvarsløse, da deres skjolde også blev vandfyldte.

Romerne begyndte derefter en natmarch for at flygte, men de gik i en anden fælde, som Arminius havde lagt ved foden af en bakke nær Osnabrück. Her blev den sandede, åbne stribe, som romerne let kunne marchere på, smalnet ind ved foden af bakken. Der var kun et hul på ca. 100 m mellem skoven og sumpområdet i kanten af den store mose. Vejen var spærret af en grøft, og ud mod skoven var der bygget en jordvold langs vejkanten. Dette gjorde det muligt for stammefolkene at angribe romerne fra dækning.

Romerne gjorde et desperat forsøg på at storme muren, men det mislykkedes. De germanske krigere stormede derefter feltet og slagtede romerne; Varus begik selvmord.

Omkring 15.000-20.000 romerske soldater må have mistet livet; ikke kun Varus, men også mange af hans officerer siges at have taget deres eget liv ved at falde på deres sværd på den godkendte måde. Tacitus skrev, at mange officerer blev ofret af germanerne som en del af deres indfødte religiøse ceremonier, kogt i gryder og deres knogler brugt til ritualer. Andre blev imidlertid løskøbt, og nogle af de almindelige soldater blev gjort til slaver.

Sejren over legionerne blev efterfulgt af en ren rydning af alle romerske forter, garnisoner og byer - hvoraf der var mindst to - øst for Rhinen. De resterende to romerske legioner i Tyskland var stationeret i et fort ved Mainz og blev kommanderet af Varus' nevø. De var tilfredse med at forsøge at holde Rhinen.

Varus' fejltagelser

1. Segestes, der var far til Arminius' kone og modstander af ægteskabet, advarede Varus mod Arminius. Natten før de romerske styrker forlod stedet, foreslog han Varus at arrestere Arminius og flere andre germanske ledere. Han må have vidst, at de planlagde et oprør. Varus afviste rådet som værende motiveret af en personlig fejde.
   Arminius tog derefter af sted og sagde, at han ville samle germanske styrker til støtte for det romerske felttog. I stedet ledte han sine tropper, som må have ventet i nærheden, i angreb på de omkringliggende romerske garnisoner.
2. Selv uden denne advarsel burde Varus af politiske årsager have haft mindre tillid til Arminius, som viste sig at være en dobbeltagent.
3. Valget af en march gennem skoven var i strid med de normale romerske militærmetoder, fordi både udsyn og forsvar er begrænset i en skov. Marchen blev ikke foretaget i kampformation.
   Det er klart, at denne rute blev valgt som en "genvej", men Varus havde intet bevis for, at en sådan hastesituation virkelig var nødvendig. Dette var dobbelt så vigtigt,
   da skoven gjorde, at linjen strakte sig så langt, at den ene del ikke kunne støtte den anden.
4. Manglen på spejdere ("rekognosceringsgrupper") var næsten kriminel og ville sandsynligvis have fået Varus henrettet, hvis han ikke havde taget sit eget liv.
5. Det dårlige vejr var endnu en god grund til at være forsigtig, når man gik ud i skoven. Skoven var ukendt område for Varus. Nye ruter skulle altid udforskes.

Selv om vi aldrig kan vide, hvorfor Varus begik disse fejl, tyder hans ry for arrogance og overdreven selvtillid på, at han undervurderede tyskerne. Men alle Roms tidligere erfaringer, fra Cæsar og frem, havde vist, at de germanske stammer var stærke i krig.

Da kejser Augustus hørte om nederlaget, blev han ifølge den romerske historiker Suetonius i sit værk De vita Caesarum (Om cæsarernes liv) så rystet over nyheden, at han stod og stødte hovedet mod muren i sit palads og råbte gentagne gange:

"Quintili Vare, legiones redde! " ("Quintilius Varus, giv mig mine legioner tilbage!")

De tre legionsnumre blev aldrig brugt igen af romerne efter dette nederlag, i modsætning til andre legioner, der blev omstruktureret - et tilfælde, der er enestående i romersk historie.

Slaget afsluttede den periode med triumferende romersk ekspansion, som var fulgt efter borgerkrigene 40 år tidligere. Augustus' stedsøn Tiberius overtog den faktiske kontrol og forberedte sig på en fortsættelse af krigen. Tre legioner blev sendt til Rhinen for at erstatte de tabte legioner.

Romersk gengældelse

Selv om romerne var meget chokerede over nedslagtningen, begyndte de langsomt og systematisk at forberede sig på at generobre landet. I 14 e.Kr., lige efter Augustus' død og hans arving og stedsøn Tiberius' tronbestigelse, blev et stort angreb ledet af den nye kejsers nevø Germanicus.

På en stjerneklar nat massakrerede han marsierne og hærgede deres landsbyer med ild og sværd. Den nat havde germanerne fejret; berusede og sovende blev de overrasket af Germanicus. Deres guddoms tempel blev ødelagt.

Flere andre stammer blev vækket af denne nedslagtning og lagde sig i baghold mod Germanicus på vej til hans vinterkvarter, men blev slået med store tab.

Det næste år var præget af to store felttog og flere mindre slag med en stor hær, der blev anslået til 55.000-70.000 mand, støttet af flådestyrker. I foråret 15 e.Kr. invaderede legaten Caecina Severus for anden gang Marsierne med 25.000-30.000 mand og forårsagede stor ødelæggelse.

I mellemtiden havde Germanicus' tropper bygget et fort på Taunus-bjerget, hvorfra han med 30-35.000 mand marcherede mod Chatti (sandsynligvis en landsbyregion) og slagtede børn, kvinder og ældre. De arbejdsdygtige mænd flygtede over en flod og gemte sig i skovene. Efter dette slag marcherede Germanicus mod Mattium og brændte byen ned.

I sommeren 15 e.Kr. besøgte hæren stedet for det første slag. Ifølge Tacitus fandt de bunker af knogler og kranier naglet fast til træer, som de begravede, "...idet de betragtede dem alle som slægtninge og af deres eget blod...". Der er fundet gravhuller med rester, der passer til denne beskrivelse, på Kalkriese Hill.

Under Germanicus marcherede romerne en anden hær med allierede germanske soldater ind i Germanien i 16 e.Kr. Han var i stand til at kæmpe sig over Weseren nær det nuværende Minden, men led nogle tab. Han tvang Arminius' hær til at stå i åben kamp ved Weserfloden. Germanicus' legioner påførte de germanske hære store tab, mens de kun led mindre tab.

Et sidste slag blev udkæmpet ved Angivarian Wall vest for det moderne Hannover. Igen blev mange germanske soldater dræbt, hvilket tvang dem til at flygte. I sommeren 16 e.Kr. marcherede Caius Silius mod Chatti med 33.000 mand. Germanicus invaderede Marsierne for tredje gang og ødelagde deres land.

Da hans hovedmål var nået, og vinteren nærmede sig, beordrede Germanicus sin hær tilbage til vinterlejrene, mens flåden blev beskadiget i en storm i Nordsøen. Efter endnu et par angreb på tværs af Rhinen, hvor to af de tre romerske legioners ørne, der var gået tabt i 9 e.Kr., blev genfundet, beordrede Tiberius de romerske styrker til at standse og trække sig tilbage over Rhinen. Germanicus blev kaldt tilbage til Rom og fik af Tiberius at vide, at han ville få en triumf og en ny kommando.

Germanicus' felttog havde til formål at hævne nederlaget ved Teutoburg, og var også delvis en reaktion på tegn på mytteri blandt hans tropper.

Arminius, som Rom havde anset for at være en reel trussel mod stabiliteten, var nu besejret. Når først hans allierede germanske koalition var blevet brudt og æren hævnet, var de enorme omkostninger og risici ved at holde den romerske hær opererende uden for Rhinen ikke de sandsynlige fordele værd at opnå.

Det sidste kapitel af denne historie er fortalt af historikeren Tacitus. Omkring år 50 e.Kr. invaderede grupper af Chatti romersk territorium og begyndte at plyndre (tage alt af værdi). Den romerske kommandant angreb Chatti fra begge sider med en legionærstyrke støttet af romersk kavaleri og hjælpetropper og besejrede dem. Romerne var ekstatiske, da de fandt romerske fanger, herunder nogle fra Varus' legioner, som havde været tilbageholdt af chattierne i 40 år.

Slaget og Tacitus' historier havde stor betydning for den tyske nationalisme i det 19. århundrede. I det 19. århundrede var tyskerne stadig opdelt i mange tyske stater, men de forbandt sig selv med de germanske stammer som fælles forfædre til ét "tysk folk".

I 1808 vakte den tyske forfatter Heinrich von Kleists skuespil Die Hermannsschlacht anti-napoleoniske følelser, selv om det ikke kunne opføres under den franske besættelse.

Senere blev Arminius-figuren brugt til at repræsentere idealerne om frihed og forening - som blev støttet af tyske liberale og modsat af reaktionære herskere. Et mindesmærke - Hermannsdenkmal - blev påbegyndt i denne periode, og Arminius blev et symbol på pangtyskheden. Monumentet forblev ufærdigt i årtier, indtil efter den fransk-preussiske krig i 1870-71 forenede landet. Det færdige monument blev derefter et symbol på konservativ tysk nationalisme.