Slaget ved Plassey fandt sted den 23. juni 1757 ved Palashi (angliciseret Plassey) i Bengalen på bredden af Bhagirathi‑Hooghly‑floden, en af Ganges' bifloder. Slaget var en afgørende sejr for det britiske Ostindiske Kompagni over Siraj ud‑Daulah, Nawab af Bengalen, og var med til at indlede britisk politisk og økonomisk dominans i den østlige del af det indiske subkontinent. Begivenheden knytter sig til den tredje karnatiske krig og den større europæiske konflikt i form af Syvårskrigen, hvor Storbritannien og Frankrig stred om verdensomspændende indflydelsessfærer.

Baggrund

Efter at Siraj‑ud‑Daulah i juni 1756 havde erobret Calcutta (kortvarigt kaldt Alinagar) og de berygtede begivenheder kendt som Calcuttas sorte hul, var forholdet mellem Nawaben og det britiske Ostindiske Kompagni stærkt forværret. Flere forhold førte til konflikten:

  • Briterne havde uden Nawabens samtykke forstærket befæstningerne omkring Fort William.
  • Kompagniets ansatte misbrugte de handelsprivilegier, de havde fået af de indiske myndigheder, hvilket mindskede statens toldindtægter.
  • Kompagniet gav tilflugt til flygtede og korrupte embedsmænd, f.eks. Krishnadas, søn af Rajballav, som var flygtet fra Dhaka.

Som svar på Kompagniets fortsatte militære opbygning rykkede Siraj‑ud‑Daulah ind og indtog Fort William. Briterne organiserede forstærkninger fra Madras, hvor Robert Clive og admiral Charles Watson spillede ledende roller. Clive genvandt Calcutta og sikrede senere også den franske handelsstation ved Chandernagar.

Forløbet af slaget

Slaget ved Plassey stod tæt ved Murshidabad, omkring 150 km nord for Calcutta. Nawabens hær var i antal langt større end de britiske styrker, men den led af lav moral, intern splid og politisk intriger. Clive førte en kombineret styrke af europæiske soldater og indiske soldater (sepoys) på i alt cirka 3.000 mænd.

Inden slaget havde briterne etableret en hemmelig sammensværgelse med flere af Nawabens nærmeste folk, der var utilfredse med Siraj‑ud‑Daulah. Især blev Mir Jafar (hans degraderede hærchef) tilknyttet sammen med ledende personer som Yar Lutuf Khan og Rai Durlabh. Disse sammensvorne indgik i en aftale med britisk ledelse om at holde sig passive under kampens afgørende fase. Under selve slaget bringer Mir Jafar, Rai Durlabh og Yar Lutuf Khan deres tropper i nærheden, men de deltager effektivt ikke i kamphandlingerne. Dermed fik Clive et taktisk overtag.

Som følge heraf blev Siraj‑ud‑Daulahs hær slået, og Nawaben flygtede fra slagmarken. De britiske tab var relativt små, mens Siraj‑ud‑Daulahs position som hersker i Bengalen var ødelagt.

Efterspil og betydning

Umiddelbart efter slaget blev Mir Jafar udnævnt til Nawab af Bengalen som belønning for sit samarbejde. I realiteten blev han en marionet for Kompagniet, og politiske beslutninger og indtægter i stadig højere grad kontrolleret af briterne. Slaget ved Plassey betragtes som et vendepunkt, fordi det gav Ostindiske Kompagni adgang til store indtægtskilder i regionen — midler, der blev brugt til at opbygge en større stående styrke og konsolidere magten.

På længere sigt førte denne udvikling til, at andre europæiske magter som hollænderne og franskmændene mistede terræn i Sydasien, og det var et tidligt tegn på det britiske imperiums ekspansion i Asien. Selvom Plassey i sig selv ikke gav det formelle styre over hele Indien, lagde det grundlaget for øget politi­sk og økonomisk kontrol over Bengal — en nøgleregion med store landbrugsindtægter og handelsmuligheder.

I de følgende år fortsatte konflikterne mellem lokale herskere og Kompagniet. Senere begivenheder som udnævnelsen af Mir Qasim, den efterfølgende konflikt og sejren ved Buxar (1764) førte til, at Kompagniet i 1765 fik tildelt Diwani‑rettighederne (ret til at opkræve skatter) i Bengal, Bihar og Orissa. Dette cementerede Kompagniets økonomiske magt og banede vejen for gradvis politisk kontrol over resten af Indien.

Historisk vurdering

Slaget ved Plassey diskuteres ofte af historikere, ikke kun som et militært engagement, men også som et eksempel på brug af politisk manipulation, korruption og alliancedannelse mellem europæiske interesser og lokale magthavere. Det var et tidligt skridt i en proces, der førte fra handelsprærogativer til direkte kolonistyre — en udvikling med store politiske, økonomiske og sociale konsekvenser for Indien i de følgende århundreder.