Slaget ved Kasserinepasset, der er opkaldt efter et pas gennem Atlasbjergene, var et slag i Tunesien. Det var en del af den nordafrikanske kampagne og fandt sted fra den 19. februar 1943 til den 24. februar 1943. Slaget markerer et af de tidlige og voldsomme sammenstød mellem amerikanske styrker og de erfarne tyske enheder i Nordafrika.
Baggrund
Efter de allieredes landgang i Nordafrika (Operation Torch) i november 1942 rykkede både britiske og amerikanske styrker ind i Tunesien for at forhindre tyske og italienske tropper i at konsolidere sig og for at erobre Tunis, inden flere aksetropper kunne nå frem fra Europa. Axis ønskede at bremse de allieredes fremrykning og skabe tid til forstærkninger. Terrænet omkring Kasserinepasset — bjergrigt, med snævre passager og dårlige veje — gav mulighed for effektive defensive og delvise manøvrehensyn, men stillede store krav til logistik og ledelse.
Styrker og ledelse
Aksestyrkerne blev ledet af Erwin Rommel og bestod hovedsageligt af Afrikakorpset, den italienske Centauro Panserdivision (med enheder af italienske tunesere) og elementer fra den tyske 5. panserhær. Axis-styrkerne havde i mange tilfælde større kampoplevelse, bedre taktik i ørkenkrig og kendskab til området.
De allierede bestod hovedsageligt af den amerikanske hærs II korps under Lloyd Fredendall samt dele af den britiske 1. armé under Kenneth Anderson. Amerikanske enheder havde mange uerfarne soldater og officerer, mangelfuld taktisk træning i ørkenkrig og begrænset kendskab til at føre kombinerede operationer mod en veltrænet fjende.
Slagets forløb
Slaget begyndte den 19. februar 1943 med en række tyske og italienske angreb designet til at udnytte sprækker i de amerikanske linjer ved de snævre pas. Axis-tropper pressede især mod positioner ved Faid-passet og gennem selve Kasserinepasset. Amerikanerne oplevede problemer med kommunikation, koordination mellem infanteri, pansrede enheder og artilleri, samt uklare kommandoveje—faktorer der førte til lokale gennembrud og tilbagetrækninger.
I begyndelsen rullede aksemotorerne frem og påførte de amerikanske styrker hårde tab; mange enheder blev overrumplede eller tvunget til hastige tilbagetog. Amerikanerne trak sig efterhånden op til omkring 80 km tilbage fra deres oprindelige positioner ved Faid. Kort efter ankom britiske og amerikanske forstærkninger, bedre koordineret luftstøtte og mere erfarne tropper, som sammen med forbedret artilleriindsats formåede at standse og presse Rommels styrker tilbage til mere defensive stillinger.
Tab og konsekvenser
Slaget havde store omkostninger for de amerikanske styrker: materiel- og personeltab var betydelige, og det afslørede alvorlige mangler i træning, ledelse og organisation. Aksestyrkerne led også tab og gjorde ikke varig strategisk gevinst: selv om de skabte panik og forårsagede tilbageslag, kunne de ikke drage fuld fordel af deres succes på grund af manglende forstærkninger og den voksende allierede luft- og artillerioverlegenhed.
Som direkte følge af kampene gennemførte den amerikanske hær en række organisatoriske og ledelsesmæssige ændringer for bedre at forberede tropperne til intens krigsførelse i Nordafrika. Flere kommandanter blev udskiftet; blandt andet blev Lloyd Fredendall fjernet fra kommandoen over II korps. Der blev sat stærkere fokus på:
- bedre taktisk uddannelse og træning i ørkenkrig,
- forbedret kommando- og kontrolstruktur samt klarere kommunikationslinjer,
- bedre samspil mellem infanteri, panser, artilleri og luftstøtte,
- logistik og vedligehold af materiel under barske forhold.
Betydning og arv
Slaget ved Kasserinepasset står som den første store konfrontation mellem amerikanske og tyske styrker i Anden Verdenskrig og blev en smertefuld, men lærerig oplevelse for den amerikanske hær. De erfaringer, der blev høstet — både taktisk og organisatorisk — var med til at styrke den amerikanske kampkraft i de senere operationer i Middelhavsregionen, herunder invasionen af Sicilien og den efterfølgende kamp i Italien. Samtidig viste slaget, at individuel mod og lokalt held ikke kunne erstatte god ledelse, koordineret taktisk planlægning og effektiv logistik.
Samlet set var Kasserinepasset et vigtigt vendepunkt i den amerikanske krigsoplevelse: et tidligt chok der udløste nødvendige reformer og forbedringer, som senere bidrog til alliancens samlede succes i Nordafrika og videre i Europa.