Slaget ved Buxar fandt sted den 22. oktober 1764 og blev udkæmpet mellem styrker tilhørende det britiske East India Company's militær under ledelse af Major-General Hector Munro og en samlet hær bestående af mogulhøjheder og deres allierede.
De indgående indiske styrker var ledet af Mir Qasim, den afsatte eller rivaliserende Nawab af Bengalen, sammen med Shuja-ud-Daula (Nawab af Awadh) og den formelle mogulkongen Shah Alam II. Konflikten var kulminationen på voksende spændinger mellem lokale herskere og det ekspanderende East India Company's økonomiske og militære indflydelse i Bengal. Mir Qasim havde forsøgt at genvinde kontrol over skattegrundlaget og handelsrettighederne, hvilket førte til åben konflikt med kompaniets tropper.
Slaget blev udkæmpet ved Buxar, dengang i Bengalen, ved bredden af Ganges-floden, cirka 130 km vest for Patna. De samlede mogulallierede styrker anslås ofte til omkring 40.000 mand, mens Munros styrker kun var på omkring 10.000. Disse bestod af både europæiske soldater, kompaniets indiske sepoys og feltartilleri; rapporter omtaler, at ca. 7.000 af dem var regulære soldater tilknyttet kompaniets lejre, men sammensætningen omfattede også betydelige indiske kontingenter.
Under selve slaget udnyttede East India Company's enheder deres disciplin, ildkraft og effektive brug af kanoner til at modstå de talmæssigt overlegne fjendtlige kavaleriangreb. Manglende koordinering mellem de forskellige mogul- og fyrstelige tropper, dårlig kommunikation og variation i viljen til at kæmpe bidrog væsentligt til de indiske styrkers nederlag. Munros ledelse og bedre logistiske forberedelser gav britiske styrker en klar fordel.
Konsekvenserne af sejren ved Buxar var omfattende. Slaget cementerede East India Company's militære overlegenhed i det nordøstlige Indien og svækkede den effektive magt hos Mughal-imperiet og flere regionale herskere. Følgerne førte videre til politiske aftaler i 1765, hvor Companyt gennem forhandlinger — særligt efter Robert Clives indgriben — sikrede sig den administrative ret til at opkræve indtægter (diwani) i Bengal, Bihar og Orissa. Denne overgang fra rent handelsmæssig dominans til direkte finansiel og politisk kontrol regnes ofte som et afgørende skridt i etableringen af britisk herredømme i Indien.
Mir Qasim blev efter nederlaget afsat som magtfaktor i regionen, og Shah Alam II endte med at indgå aftaler, der gjorde ham i praksis afhængig af kompaniet. Slaget ved Buxar markeres derfor historisk som en skillelinje: fra fragmenteret mughal- og fyrstemagt mod en voksende europæisk kolonial dominans, hvor East India Company's rolle gik fra handelskompagni til politisk magtfaktor.