Der findes to arter af korroborefrøer, den nordlige korroborefrø, Pseudophryne pengilleyi, og den sydlige korroborefrø, Pseudophryne corroboree. De to arter blev tidligere betragtet som én, men siden 1996 anerkendes de som adskilte arter. Begge er små, markant farvede frøer med advarselssignaler i deres farvemønstre, men de adskiller sig i udseende, udbredelse og bevaringsstatus.

Udseende

Den nordlige korroborefrø er en meget lille, overvejende sort frø med tydelige striber i enten lysegrønne eller gule nuancer. I modsætning til den sydlige art er disse striber hos Pseudophryne pengilleyi ofte brudte eller uregelmæssige. Farvemønstret fungerer som advarsel (aposematisme) og gør arten let genkendelig i naturen.

Udbredelse og habitat

Den lever i de subalpine områder i det sydøstlige Australien, et område på ca. 550 km22, der omfatter Kosciusko National Park, Namadgi National Park, Brindabella Mountains og Fiery Ranges. Arten foretrækker kolde, fugtige højlandetlevesteder som sphagnum-kær, mosdækkede enge og små sumpområder, ofte i højder over 1.000 m over havets overflade. Større bestande findes dog også på lavere niveauer inden for artenes udbredelsesområde.

Levevis og reproduktion

Nordlige korroborefrøer er typisk knyttet til fugtige områder, hvor de søger skjul i vegetation eller under mosedækket skovbund. De fleste Pseudophryne-arter lægger æg på land i fugtigt løv eller mos, hvor larveudviklingen senere færdiggøres i vandfyldte pytter eller smeltevandspytter; dette gælder også for korroborefrøerne. Reproduktionstidspunkt og -strategier er ofte tilpasset de kolde, sæsonbetonede forhold i subalpint klima, med klækkning og metamorfose bundet til perioder med tilstrækkelig vandtilførsel.

Trusler

Den nordlige korroborefrø står over for flere trusler, men har generelt haft en stærkere position end den sydlige art på grund af et relativt større og mere sammenhængende levested. De vigtigste trusler omfatter:

  • Den svampeinfektion, der forårsages af chytrid (Batrachochytrium dendrobatidis), som har ramt mange australske frøarter hårdt.
  • Tab og fragmentering af levesteder, blandt andet som følge af ændringer i arealanvendelse, ændrede hydrologiske forhold og klimaændringer, som påvirker snedække og smeltevandsmønstre i de subalpine områder.
  • Indføring af rovdyr og konkurrence fra invasive arter samt lokal menneskelig forstyrrelse af følsomme vådområder.

Bevarelse

Den nordlige korroborefrø har for nylig været nedgraderet fra kritisk til en truet art af Den Internationale Union for Bevarelse af Naturen (IUCN), hvilket afspejler både den fortsatte bekymring for arten og tegn på, at nogle bevaringsindsatser har haft effekt eller at dens samlede udbredelse er større end tidligere antaget. Bevarelsestiltag omfatter overvågning af bestande, beskyttelse af kerneområder i nationalparker, forskning i sygdomsbekæmpelse (især chytrid), samt i nogle tilfælde opdræt og genudsættelsesprogrammer.

Forskelle til den sydlige korroborefrø

Mens begge arter er grafisk markerede med kraftige striber, er den nordlige ofte karakteriseret ved brudte striber og en lidt større geografisk udbredelse. Den sydlige korroborefrø har været hårdere ramt af sygdom og habitattab og har haft et stærkere fokus i fangenskabsavlsprogrammer og akut bevaringsarbejde.

Vær opmærksom på

  • Hvis du færdes i de listede nationalparker og højlandsområder, så undgå at gå gennem våde mosområder og sumpenge for at beskytte disse følsomme levesteder.
  • Følg lokale retningslinjer for rengøring af fodtøj og udstyr for at mindske risikoen for at sprede chytridsvampen og andre sygdomme.

Den nordlige korroborefrø er et godt eksempel på en lokal endemisk art med særlige behov og sårbarheder. Fortsat forskning, overvågning og målrettet naturforvaltning er afgørende for at sikre arten på lang sigt.