Sidney Street-belejringen (Stepney) 1911: Houndsditch-mordene og skudduel
Sidney Street-belejringen 1911: dramatisk genfortælling af Houndsditch-mordene, skudduel og anarkister i Londons East End — historie, mysterier og politiaktionens konsekvenser.
Belejringen af Sidney Street, eller "Slaget ved Stepney", var en berygtet skudduel i Londons East End den 3. januar 1911. Begivenheden var kulminationen på en række voldelige hændelser to uger tidligere og blev et symbol på de sociale og politiske spændinger i det tidlige 20. århundrede.
Baggrund
I december 1910 udspandt der sig en dramatisk sag i Londons østlige bydele, som involverede en gruppe indvandrere fra Østeuropa, der angiveligt havde forbindelse til radikale grupper og revolutionære kredse. Efter et mislykket smykketyveri i Houndsditch den 16. december 1910 blev politiet mødt med bevæbnet modstand. Episoden førte til omfattende offentlig vrede og en storstilet eftersøgning efter de formodede gerningsmænd.
Houndsditch-mordene
Ved det mislykkede indbrud i Houndsditch blev flere politibetjente skudt, tre af dem omkom, og flere andre blev såret. Under dramatikken omkring eftersøgningen blev en af de mistænkte slået ihjel under en konfrontation. Disse drab — ofte omtalt samlet som Houndsditch-mordene — udløste intens medieopmærksomhed, politisk debat og frygt i lokalbefolkningen.
Belejringen på Sidney Street
Efter sporarbejde og vidneudsagn fik politiet kendskab til, at nogle af de mistænkte menes at have taget ophold i et hus i Sidney Street i Stepney. Den 3. januar 1911 omringede politiet huset, og der fulgte en langvarig skudveksling mellem de bevæbnede mistænkte og betjente. Situationen var usædvanlig voldsom: de mistænkte var velbevæbnede, og almindelige politistyrker måtte have støtte.
Under belejringen blev militære styrker tilkaldt for at støtte politiet, og brandvæsenet arbejdede på at få kontrol over situationen. Det lykkedes ikke, og huset brød i brand. I den brand, der afsluttede belejringen, omkom en brandmand og to af de formodede røvere. Flere af de andre mistænkte blev arresteret, mens andre undslap. Identiteten på den påståede leder — ofte omtalt som Peter Piatkow eller i folkemyten "Peter Maleren" — forblev uklar og omstridt.
Politiske og retlige konsekvenser
Belejringen vakte en heftig offentlig debat om politiets fremgangsmåde, brugen af militære enheder ved civile anliggender og om indvandringens betydning for samfundssikkerheden. Home Secretary Winston Churchill rejste personligt til stedet under belejringen, hvilket senere gav anledning til kritik og politiske diskussioner om ministeriel optræden i en sådan sag. En efterfølgende undersøgelse fritog ham formelt for ansvar, men hans tilstedeværelse forblev kontroversiel i samtidens presse.
Eftertid og betydning
Sidney Street-belejringen har fået en varig plads i britisk historie som et eksempel på de spændinger, der kan opstå mellem retshåndhævelse, politisk radikalisme og indvandrerbefolkninger. Sagen bidrog til diskussioner om politimetoder, grænsekontrol og statsmyndigheders rolle i håndtering af væbnet kriminalitet. Den mystik, der omgiver figuren "Peter Maleren", har også gjort begivenheden til genstand for historisk forskning, populærlitteratur og kulturelle skildringer.
Selvom nogle detaljer — navnlig identiteten på lederskikkelsen og præcis hvad der skete inde i huset, da det brød i brand — stadig diskuteres blandt historikere, står Sidney Street-slaget tilbage som et dramatisk og tragisk kapitel i Londons historie.
Churchill under belejringen
Winston Churchill (fremhævet) i Sidney Street, 3. januar 1911
Soldater fra Scots Guards åbner ild mod huset på Sidney Street
Mordene i Houndsditch
Den 16. december 1910 forsøgte en bande jødiske indvandrere at bryde ind bagved en juvelerforretning på 119 Houndsditch. En butiksindehaver ved siden af hørte dem hamre løs og fortalte City of London Police (i hvis område butikken lå) det. Ni ubevæbnede betjente - tre sergenter og seks betjente (to i civil) - bevægede sig hen mod juvelereren.
Sergent Bentley og Bryant bankede på døren til Exchange Buildings nr. 11, bag juvelerbutikken. Bandens leder, George Gardstein, åbnede døren, men da han ikke svarede på deres spørgsmål, antog de, at han ikke forstod engelsk, og bad ham hente en, der forstod det. Gardstein lod døren stå halvt lukket og forsvandt.
Huset havde et enkelt rum i stueetagen, som hoveddøren gik direkte ind i, med en trappe til de øverste etager til venstre og en dør til den åbne gårdsplads på bagsiden til højre.
De to sergenter blev utålmodige og gik ind i huset og fandt rummet tilsyneladende tomt, før de blev opmærksomme på en mand, der stod i mørket øverst på trappen. Efter en kort samtale kom en anden mand ind gennem gårddøren og affyrede hurtigt en pistol, mens manden på trappen også begyndte at skyde.
Begge betjente blev ramt, og Bentley faldt sammen på dørtrinnet, mens Bryant nåede at vakle ud. På gaden løb betjent Woodhams ud for at hjælpe Bentley, men blev selv såret af en af bandemedlemmerne, der skød fra husets skjul, ligesom sergent Tucker, der døde næsten øjeblikkeligt.
Banden forsøgte derefter at bryde ud af blindgydeområdet, men Gardstein blev grebet af betjent Choate næsten ved indgangen. Under kampen blev Choate såret flere gange af Gardstein, inden han blev skudt fem gange mere af andre medlemmer af banden, som også nåede at ramme Gardstein i ryggen. De slæbte derefter Gardstein ¾ mil til 59 Grove Street, hvor han døde den næste dag. Betjent Choate og sergent Bentley døde på forskellige hospitaler samme dag. Der fulgte en intens eftersøgning, og en række af banden eller deres medskyldige blev snart anholdt.
Belejringen af Sidney Street
Den 2. januar 1911 fortalte en meddeler politiet, at to eller tre medlemmer af banden, muligvis inklusive Peter the Painter, gemte sig på 100 Sidney Street i Stepney. Politiet var bekymret for, at de mistænkte var på vej til at flygte, men forventede stor modstand mod ethvert forsøg på at fange dem. Den 3. januar afspærrede to hundrede politifolk området, og belejringen begyndte. Ved daggry begyndte kampen.
Selv om forsvarerne var i stort undertal, havde de bedre kanoner og ammunitionslagre. Tower of London blev tilkaldt som forstærkning, og det blev meddelt til indenrigsminister Winston Churchill. Churchill ankom til stedet for at se situationen med egne øjne og for at give råd. Churchill gav tilladelse til at indkalde en deling af Scots Guards til at bistå politiet.
Seks timer inde i slaget, og netop som det artilleri, som Churchill havde givet tilladelse til, ankom, begyndte en brand i bygningen. Da brandvæsenet ankom, nægtede Churchill dem adgang til bygningen. Politiet stod klar med geværer rettet mod hoveddøren og ventede på, at mændene indenfor skulle forsøge at flygte. Døren blev aldrig åbnet. I stedet blev resterne af to medlemmer af banden, Fritz Svaars og William Sokolow (begge var også kendt under adskillige aliasser), senere fundet inde i bygningen.
Der blev ikke fundet noget spor af maleren Peter. Ud over de tre politifolk døde også en brandmand fra London af sine kvæstelser.
Søge