Stockholms blodbad (svensk: Stockholms blodbad) eller den svenske massakre (8.–9. november 1520) var et massedrab, som den danske konge Christian II lod gennemføre i Stockholm. Begivenheden fandt sted i forbindelse med Christian II's magtovertagelse i Sverige efter belejringen af byen og hans kroning som konge. Henrettelserne ramte ledende svenske politikere, gejstlige og medlemmer af adel og byborgerskab og blev et vendepunkt i forholdet mellem Danmark og Sverige.
Baggrund
Danmark, Norge og Sverige var formelt forenet i Kalmarunionen, men unionen havde i mange år været præget af konflikter mellem unionstilhængere og dem, der ønskede et selvstændigt Sverige. Sten Sture den Yngre ledede det svenske parti, som søgte større uafhængighed, og efter flere kampe og intriger faldt han i kamp, mens Christian II invaderede Sverige og efterfølgende belejrede Stockholm i omkring fire måneder.
Massakren i Stockholm
Efter at Stockholm overgav sig og Christian II havde ladet sig krones, blev en række prominente svenskere anholdt og stillet for en kirkelig domstol, der anklagede dem for kætteri og for at have fjernet og afsat ærkebiskop Gustav Trolle. Som følge af dommen blev omkring 82 ledende svenskere offentligt halshuggede på torvet i Gamla stan (Stortorget) over to dages tid i begyndelsen af november 1520. Blandt ofrene var biskopper, adelsmænd, rådmænd og andre fremtrædende personer. Sten Sture den Yngre's lig blev desuden gravet op og brændt på bålet som symbolsk straf og udsmidning.
Årsager og retfærdiggørelse
Christian II og hans rådgivere brugte anklagerne om kætteri som en juridisk og kirkelig begrundelse for henrettelserne. Genindsættelsen af ærkebiskop Gustav Trolle og den kirkelige proces mod Sture-tilhængerne blev opfattet af mange som en politisk affære, hvor kirken var blevet brugt til at legitimere et arbejde med at knuse oppositionen i Sverige. For mange svenskere fremstod handlingen som et brutalt magtforhold frem for en reel retssag.
Konsekvenser og efterspil
Henrettelserne vakte stor harme i Sverige og styrkede det nationale oprør mod dansk styre. Christian II blev hurtigt upopulær og fik tilnavnet "Christian Tyrannen". I de følgende år organiserede tilhængere af den svenske oppositionsleder Gustav Vasa modstand; Gustav Vasa ledede oprøret, der førte til, at Christian II mistede kontrollen over Sverige. I 1523 blev Gustav Vasa valgt til svensk konge, og Sverige brød endeligt ud af Kalmarunionen samme år. Christian II blev i sidste ende kastet af tronen og forvist fra riget.
Historisk vurdering
Stockholms blodbad omtales i historien som en dramatisk begivenhed, der bidrog til at forme den svenske nationalfølelse og den politiske udvikling i Norden. Antallet af ofre, den juridiske procedure og motivet bag massakren diskuteres fortsat blandt historikere. Flere ser handlingen som et eksempel på magtpolitik forklædt som religiøs dom, mens andre fremhæver den kontekst af borgerkrigslignende tilstande og politisk rivalisering, som prægede perioden.
