Kortskæggede bjørne, ofte kaldet bulldogbjørne, hører til slægten Arctodus. Arctodus er en uddød bjørneslægt, som var endemisk i Nordamerika i Pleistocæn-æraen — fra tidlige Pleistocæn (slagsvis omkring 1,8 millioner år siden) til slutningen af Pleistocæn for ca. 11.000–11.600 år siden. På sit højeste har slægten, især arten Arctodus simus, været blandt de største landlevende pattedyr i Nordamerika og er ofte fremhævet for sin imponerende kropsstørrelse og lange ben i forhold til andre bjørne.

Arctodus simus optrådte i fossilregisteret i midten af Pleistocæn i Nordamerika for omkring 800.000 år siden og uddøde omkring 11.600 år før nu. Forskningen i fossiler har givet et delvist billede af både udseende, udbredelse og økologi, men mange detaljer — særligt adfærdsmæssige — diskuteres fortsat blandt paleontologer.

Udseende og størrelse

Arctodus var karakteriseret ved relativt kort snude (deraf navnet "kortskægget"), en stor, robust krop og usædvanligt lange lemmer sammenlignet med de fleste moderne bjørne. Disse lange ben kan have givet dyret en stor skridtlængde og en hurtig gangart over åbent terræn. Vægt- og højdeestimater varierer meget afhængigt af metode og prøvemateriale; konservative skøn sætter vægten for A. simus i størrelsesordenen fra nogle hundrede kilo til over 1.000 kg, mens nogle tidligere mere spektakulære estimater har været endnu højere. Når den stod oprejst, kunne den nå betydeligt over højden på moderne bjørnearter, men variation mellem individer og populationer var stor.

Levevis og kost

Der er stor debat om, hvorvidt Arctodus primært var en aktiv top-prædator, en stor opportunistisk ådselsæder eller en blandet omnivor. Isotopanalyser af tænder og knogler samt sammenlignende morfologi tyder på, at nogle populationer var kraftigere kødædende end de fleste nutidige bjørne og derfor i højere grad kunne have jaget store byttedyr eller systematisk udnyttet ådsler. Samtidig kan deres anatomiske træk også passe med en adfærd, hvor de udnyttede et bredt fødevalg afhængigt af årstid og lokal tilgængelighed.

Udbredelse og fossiler

Fossiler af Arctodus kendes fra store dele af Nordamerika, fra det arktiske Alaska/Yukon mod syd til områder i det nuværende Mexico. Kendte fossilfund omfatter bl.a. lokaliteter i Californien (herunder La Brea tjærepytter), det vestlige USA og dele af det centrale og sydlige Nordamerika. Fossilmaterialet viser variation i størrelse og knoglebygning, hvilket tyder på både geografiske forskelle og mulig artsdiversitet inden for slægten.

Arter og taksonomi

Til slægten Arctodus knyttes flere arter, hvor Arctodus simus er den mest berømte og kraftigste. En anden ofte nævnt form er Arctodus pristinus, som synes at have været mindre og mere udbredt i ældre Pleistocæn-lokationer. Taksonomien har været genstand for løbende revision efterhånden som nye fossiler og moderne analyseteknikker (fx geometri og isotopiundersøgelser) kaster lys over variationen inden for gruppen.

Årsager til uddøen

Arctodus uddøde omkring grænsen mellem Pleistocæn og Holocæn sammen med mange andre store pattedyr i Nordamerika. De mest sandsynlige forklaringer er en kombination af:

  • store klimaændringer ved afslutningen af den sidste istid, der ændrede levesteder og byttedyrs tilgængelighed,
  • sammenbrud i megafauna‑bestande (byttedyr),
  • konkurrence og direkte påvirkning fra mennesker, som spredte sig gennem Nordamerika i slutningen af Pleistocæn.

Forskere peger på, at en enkelt faktor sjældent forklarer hele forløbet; snarere har flere samtidige påvirkninger sandsynligvis bidraget til arternes tilbagegang og endelige forsvinden.

Betydning og forskning

Studiet af Arctodus giver vigtige indsigter i Pleistocæns økosystemer, rovdyr — byttedyr‑dynamikker og hvordan store pattedyr reagerer på miljømæssige forandringer. Kortskæggede bjørne figurerer også hyppigt i populær formidling om istidens fauna og fungerer som illustrative eksempler på megafaunens variation og de komplekse årsager bag masseudryddelser i jordens nyere geologiske historie.

Selvom meget er afklaret gennem fossiler og moderne analyser, fortsætter nye fund og metoder (fx mere præcis aldersbestemmelse og isotopstudier) med at nuancere vores forståelse af, hvordan disse imponerende dyr levede og hvorfor de forsvandt.