Radikale Republikanere: Amerikansk fraktion under genopbygningen (1854–1877)

De Radikale Republikanere var en politisk fraktion af amerikanske politikere inden for det republikanske parti. De eksisterede fra 1854 til afslutningen af genopbygningen i 1877. De kaldte sig selv for "radikale". De blev under krigen bekæmpet af de moderate republikanere (ledet af Abraham Lincoln). En af de radikales frygt var, at hvis nord- og sydstatsdemokraterne kom sammen igen, som de havde gjort før borgerkrigen, ville det republikanske parti ikke længere være det dominerende politiske parti.

Oprindelse og lederskab

Radikale Republikanere opstod i kølvandet på debatten om slaveriets ophør og de politiske konsekvenser af Nordens sejr i borgerkrigen. De var stærkt engagerede i at sikre borgerrettigheder og politisk ligestilling for de tidligere slaver. Blandt de mest kendte ledere var politikere som Thaddeus Stevens, Charles Sumner og Benjamin Wade, som talte for en aktiv føderal indsats for at omforme det sydlige samfund.

Grundlæggende synspunkter

De radikale mente, at det ikke var tilstrækkeligt blot at have afskaffet slaveriet; staten måtte også beskytte de nyfriedes rettigheder. De ønskede:

• Fuld borgerlig og politisk ligestilling for afroamerikanere, herunder valgret for mænd.
• En hårdere linje over for de tidligere konfødererede stater for at sikre, at de accepterede de nye føderale love og forfatningsændringer.
• Brug af føderal magt, herunder militær og lovgivning, for at beskytte sorte nordstatsborgeres rettigheder i sydstaterne.

Politik under genopbygningen

Efter borgerkrigen arbejdede radikale republikanere for en række konkrete foranstaltninger, som skulle gennemføres i genopbygningsperioden:

• Vedtagelse af føderale love og forfatningsændringer (herunder 14. og 15. ændring) for at sikre borgerrettigheder og valgret.
• Indførelse af de såkaldte Reconstruction Acts, som delte sydstaterne op i militære distrikter for at sikre fred og retfærdighed under omstillingen tilbage til civilt styre.
• Styrkelse af institutioner som Freedmen’s Bureau, som skulle hjælpe tidligere slaver med uddannelse, arbejde og juridisk beskyttelse.
• Tilsidesættelse af præsidentens ofte mildere linje: konflikten med præsident Andrew Johnson førte blandt andet til hans riksretssag, et udtryk for hvor dybt uenigheden mellem de radikale og den udøvende magt var.

Lovgivning og håndhævelse

Radikale republikanere var centrale i vedtagelsen af flere vigtige love og forfatningsmæssige ændringer:

• 14. ændring — sikrede statsborgerskab og lig beskyttelse under loven for alle fødte eller naturaliserede i USA.
• 15. ændring — forenede forbud mod at nægte stemmeret på grundlag af race, farve eller tidligere stand som slave (tildelte stemmeret til afroamerikanske mænd).
• En række love mod vold og undertrykkelse, herunder såkaldte Enforcement Acts, som blev brugt til at bekæmpe grupper som Ku Klux Klan og til at beskytte sorte vælgere.

Modstand, konflikter og afgang

Radikalernes politik mødte stor modstand i sydstaterne og også modstand i nord af flere grunde: økonomisk træthed efter krigen, racemæssig fordom, politiske interesser og nogle gange korruption i lokale genopbygningsregimer. Over tid svækkedes støtten til hård genopbygning i nordlige kredse. Nogle faktorer i radikalernes tilbagetrækning var:

• Vold og intimidering i syd, som hæmmede valgdeltagelse og skabte uro.
• Økonomiske kriser, som Panik 1873, der flyttede fokus til økonomisk genopretning.
• Politisk forsoning og kompromiser, som kulminerede i Compromise of 1877, hvor føderale tropper blev trukket ud af sydstaterne — ofte betragtet som afslutningen på radikal dominans og på genopbygningen.

Arv og betydning

De radikale republikanere efterlod et varigt præg på amerikansk politik ved at fremme forfatningsændringer og lovgivning, som lagde grundlaget for borgerrettighedsbeskyttelser i det 20. århundrede. Selvom mange af deres mål ikke blev fuldt realiseret i deres egen tid pga. efterfølgende racial segregation og Jim Crow-lovgivning i syd, dannede deres arbejde et juridisk og politisk fundament, som senere borgerrettighedsbevægelser kunne bygge videre på.

Væsentlige resultater:

• Styrkede føderale garantier for borgerrettigheder (14. og 15. ændring).
• Oprettelse og støtte af institutioner til hjælp for de tidligere slaver (fx Freedmen’s Bureau).
• Lovgivning målrettet mod vold og undertrykkelse af sorte vælgere.

Samlet set var de radikale republikanere en central, men kontroversiel kraft i USA’s overgang fra krig til fred og i forsøget på at skabe en mere lige retlig og politisk orden efter slaveriets ophævelse.

Søg efter bogstav