Azali-religionen Persisk: ازلي eller Azali-babisme (forkortet: Azali) er en iransk religiøs bevægelse, som opstod i midten af 1800-tallet under ledelse af Subh-i-Azal. Bevægelsen er historisk tæt forbundet med babisme og udviklede sig efter den periode, hvor Bábens lære spredte sig i Persien.

Oprindelse og historie

Azali bevægelsen udspringer af den babiske bevægelse. Efter Bábens henrettelse i 1850 udpegede han ifølge babiske kilder en efterfølger, og en række lederskift og interne uenigheder førte til, at gruppen omkring Subh-i-Azal udviklede sig som en særskilt retning i 1860'erne. Senere i årtierne opstod en markant splittelse, da Baha'i-troen opstod efter Bahá'u'lláhs krav på profetisk/manifestationel åbenbaring; tilhængere af Subh-i-Azal afviste disse krav og fortsatte som azalier.

Trosopfattelse og praksis

Azali er en monoteistisk religion med vægt på én Gud og på tekstlige og esoteriske elementer fra den babiske lære. De azaliers religiøse praksis og fortolkninger bygger i høj grad på Bábens skrifter (herunder Bayán) og på en fortløbende tradition, som adskilte sig fra den gruppe, der fulgte Bahá'u'lláh.

Nogle forskere og observatører peger på paralleller eller kulturelle påvirkninger fra abrahamitiske traditioner og ældre iranske religioner som zoroastrianisme, og der nævnes undertiden ligheder med indiske religioner som buddhisme, hinduisme og sikhisme i bredere komparative studier. Disse sammenligninger bruges dog oftest til at påpege fælles temaer eller indflydelser i regionens religiøse kultur frem for til at beskrive direkte doktrinære kilder.

Forholdet til babisme og andre bevægelser

Både azalierne og de bahá'iske grupper udsprang af den samme babiske kjerne; derfor omtales Azali ofte som en videreføring eller en udløber af babisme. I akademisk litteratur betragtes Azali både som en selvstændig retning og som en gren af babismen, afhængigt af fokus (historisk lederskab, doktrin eller social organisering).

Udvikling og nutidig status

Efter splittelsen i 1800-tallet svandt azaliernes antal i forhold til bahá'ierne. I begyndelsen af 1900-tallet deltog enkelte azalier aktivt i politiske strømninger i Persien (for eksempel reform- og konstitutionelle bevægelser), men bevægelsen forblev relativt lille og uden en stærk central organisation. I dag findes kun få organiserede azali-samfund, primært i Iran og i emigrantmiljøer, og mange historiske kilder om bevægelsen stammer fra samtidige kilder og senere forskningsarbejde.

Væsentlige træk

  • Betoning af Bábens skrifter og fortolkninger gennem Subh-i-Azal som leder.
  • Monoteistisk tro med rødder i iranisk babisk kontekst.
  • Historisk splittelse fra dem, der fulgte Bahá'u'lláh, hvilket gav anledning til separate identiteter og institutionelle udviklinger.
  • Begrænset nutidig udbredelse og få centrale institutioner sammenlignet med bahá'isk organisering.

Azali-religionens historie og doktrin er emne for løbende forskning. Måden bevægelsen blev formet på — i spændingsfeltet mellem religiøs fornyelse, politisk pres og interne uenigheder — giver et indblik i det religiøse og sociale liv i 1800-tallets Persien og i de efterfølgende generationers fortolkninger af babisk arv.