Parlour (eller parlor) kommer af det franske ord parloir, som igen stammer fra parler, der betyder "tale". Oprindeligt betegnede ordet et særligt modtagelses- eller samtalerum i et hus, et sted hvor beboere tog imod gæster, førte private samtaler eller holdt mindre sammenkomster. I visse kulturer og historiske perioder har rummets placering, udformning og funktion varieret; i nogle dele af Tyrkiet bruges tilsvarende ord for et lyst og åbent arkitektonisk rum, ofte omtalt som en kiosk. I Bibelen (Dommerne 3:20) nævnes en slags "sommersalon" — et lille rum eller kammer bygget på husets tag med åbne vinduer for at fange brisen; sådanne rum havde ofte en yderdør, som besøgende kunne benytte.

Betegnelser og moderne navneformer

I dag bruges formen både som betegnelse for private rum og for kommercielle virksomheder. I dele af Storbritannien og USA er "parlour" en fælles betegnelse for visse typer spisesteder og servicevirksomheder, f.eks. "ice cream parlour" (iskrem‑butik), "pizza parlour" eller "coffee parlor". Der findes desuden "Beer parlors", wine parlors, og i nogle tilfælde mere specialiserede navne som "spaghetti parlor". Udover restaurationsbranchen anvendes ordet også om servicefag: beauty parlour, tattoo parlor og ikke mindst funeral parlour (begravelsesforretning). Ordet har med andre ord både en hjemme‑ og en erhvervsmæssig anvendelse, og stavemåden med -our eller -or varierer regionalt.

Historiske og bibelske referencer

I gamle tekster beskrives parlour‑lignende rum både i private hjem og i religiøse bygninger. De "indre stuer" som omtales i 1 Krønikebog 28:11 henviser til de små rum eller kamre, som Salomon lod bygge på to sider og den ene ende af templet (jf. 1 Kongebog 6:5). Disse indre stuer tolkes af nogle forskere som forrum eller kamre, der kunne have fungeret som forhuse eller som dele af det hellige område i templet.

Middelalderen: klostrets stuer

I middelalderens kristne praksis var stuen ofte et funktionelt rum i klostrets anlæg. Man skilte typisk mellem en "ydre stue" og en "indre stue". Den ydre stue var beregnet til møder med besøgende og til forretningsførelse med folk udefra; den lå sædvanligvis i klostrets vestlige del nær hovedindgangen. Den indre stue lå derimod i den østlige række af bygninger, ofte ved siden af kapitelsalen, og var et sted, hvor munke eller nonner kunne tale indbyrdes uden at forstyrre den generelle stilhed og de studier, der foregik i klosteret. For mange religiøse ordener var lydløshed og kontemplation centrale idealer, og den indre stue gav et afgrænset rum til nødvendige samtaler.

Fra formel modtagelsesstue til moderne opholdsrum

I mere velstillede hjem og i palæer blev stuen ofte et højt formaliseret rum—et repræsentationsrum til at tage imod gæster, vise familiens bedste møbler og kunstværker. I slutningen af det 19. århundrede var det særligt almindeligt, at stuen kun blev brugt ved særlige lejligheder eller om søndagen; i dagligdagen var den ofte lukket af. Det var også almindeligt, at liget af en afdød blev udstillet i stuen i forbindelse med sørgehøjtideligheder, før begravelsen fandt sted.

I løbet af det 20. århundrede ændrede boligens indretning sig. Arkitekter og dekoratører fremhævede mere uformelle og funktionelle opholdsrum, og i mange hjem er den formelle stue blevet afløst af en mere dagligdags stue eller "living room"/"family room", hvor familien samles til hverdag. Samtidig lever udtryk som "parlour" videre i specifikke erhvervsnavne (fx funeral/parlour, beauty parlour) og i faste vendinger som "parlour games" (selskabslege). Udtrykket bærer altså både historiske lag og moderne, kommercielle anvendelser.