Manul (Pallas' kat) – Otocolobus manul: Lille vildkat i Centralasien
Manul (Pallas' kat) — lille vildkat i Centralasien. Læs om Otocolobus manul, dens særprægede pels, levesteder, trusler og bevarelsesstatus.
Pallas' kat (Otocolobus manul) kaldes også for manul. Det er en lille vild kat med en meget stor udbredelse i græslandskaberne og bjergstepperne i Centralasien. Manulen er særpræget med et kompakt byggeri, meget tæt pels og flade, lavt placerede ører, som gør den svær at få øje på i sit åbne habitat.
Udseende
Manulens pels er ekstremt tæt og lang, hvilket beskytter mod de kolde, tørre vintre i steppe- og bjergområderne. Farven varierer fra grålig til brunlig med mørkere tværstriber på kroppen og ringet hale. Ansigtet virker bredt og fladt på grund af kraftig pels, korte ben og en forholdsvis kort hale. Generelt er den lavere og mere kompakt end de fleste andre små katte.
Levevis og adfærd
Manulen er hovedsageligt ensom og mest aktiv i skumringen og om natten, men kan også være dagaktiv i koldere perioder. Den jager fra skjul og bruger klippesprækker, huler og gravede huler som skjulesteder og til at opfostre killinge. Når føde er rigelig, kan den indtage små byttedyr i større antal, men den undgår ofte åbne og menneskelige bebyggede områder.
Føde
Hovedparten af byttet udgøres af små pattedyr som pindsvin — nej, det var en misforståelse; manulen spiser primært små gnavere som pikas, voles og mus samt mindre fugle og insekter. Den er specialiseret i jagt på marklevende gnavere, især pikas, som i visse områder udgør hovedparten af dietten.
Levested og udbredelse
Manulen lever i åbne landskaber som steppe, halvtørre sletter og bjergstepper i store dele af Centralasien. Den forekommer i lande som Mongoliet, Kina, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan, dele af Rusland og i mindre udbredelse i Iran og Afghanistan. Den foretrækker stenede områder med hulrum til skjul og en stabil bestand af små gnavere.
Reproduktion
Parring finder typisk sted om foråret efter vinterens barske periode. Efter en drægtighedsperiode på omkring to måneder føder hunnen normalt et kuld på 2–6 killinger. Kuldstørrelse og overlevelse afhænger stærkt af fødetilgængelighed og klimaår. Killingerne bliver hos moderen i flere måneder, indtil de er i stand til at klare sig selv.
Trusler og bevaringsstatus
Manulen påvirkes negativt af forringelse af levestedet, reduceret byttedyrsbestand og direkte jagt og fældefangst. Den er klassificeret som næsten truet på IUCN's rødliste. Andre trusler omfatter:
- Habitatfragmentering og forandringer i landbrug og græsarealer.
- Persekution og fangst til pelshandel eller som følge af misforstået opfattelse som skadedyrsbekæmper.
- Forværring af byttedyrsbestande, især pikas, på grund af sygdom, pesticider eller menneskelige indgreb.
- Kollisioner med køretøjer og påvirkning fra husdyr samt konkurrence og sygdomsoverførsel fra tamkatte.
Taxonomi og navn
Arten blev første gang beskrevet i 1776 af den tyske naturforsker Peter Simon Pallas, hvoraf det danske navn stammer. Det videnskabelige navn er Otocolobus manul.
Bevaringstiltag og forskning
Bevaringsindsatsen fokuserer på at beskytte habitat, monitorere bestande og formindske jagt og fældefangst. Lokale naturbeskyttelsesprogrammer arbejder med at forbedre forståelsen af arten gennem kameraovervågning, sporregistrering og studier af fødeadfærd. Internationalt samarbejde og lovgivning i flere range-lande er vigtig for at sikre levedygtige bestande.
Hvis du møder en manul
- Bevar afstand — den er sky og undgår mennesker.
- Forstyr ikke et muligt hi eller killinger.
- Rapportér observationer til lokale naturmyndigheder eller vildtforeninger, da registreringer er værdifulde for forskning.
Samlet set er Pallas' kat en karakteristisk og tilpasset lille vildkat i Centralasien med særlige tilpasninger til kolde, åbne habitater. Bevarelse af arten kræver indsats for at beskytte dens levesteder og de små gnavere, den lever af, samt at mindske direkte menneskelig forfølgelse.
Søge