Parakitter – definition og guide til arter, adfærd og avl
Komplet guide til parakitter: arter, adfærd, avl og opdrætstips. Praktiske råd om yngel, parringsadfærd og valg af forældre for succesfuldt opdræt.
Parakit er en betegnelse for enhver lille til mellemstor papegøjeart, der ofte har lange halefjer. I grunden er det en almindelig betegnelse for en lille papegøje. En anden betegnelse, der bruges i Amerika for parakitter, er conure. Betegnelsen parakit er ikke et præcist videnskabeligt navn, men en praktisk samlebetegnelse, som dækker mange forskellige arter og størrelser — fra små undulater til mellemstore conures og nymfeparakitter.
Arter og størrelser
Der findes mange arter, som almindeligvis kaldes parakitter. Nogle af de mest kendte i fangenskab er:
- Undulat (budgerigar) — en af de mindste og mest udbredte selskabsfugle.
- Nymfeparakit (cockatiel) — lidt større end undulaten, med karakteristisk kam.
- Conures — en gruppe mellemstore parakitter, især populære i Amerika.
Størrelsen, temperamentet og behovene varierer meget mellem arterne, så det er vigtigt at kende den præcise art, når man skal give pasning, indretning og ernæring.
Adfærd og socialt liv
Parakitter er sociale fugle, der trives i selskab med artsfæller eller mennesker, hvis de er tamme. De kommunikerer gennem lyde, kropssprog og fælles præferencer for aktivitet. Mange parakitter er legesyge, nysgerrige og har brug for mental stimulering i form af legetøj, trædestænger og træning.
En del arter er gode mimikere og kan lære enkelte ord eller lyde, især hvis de socialiseres tidligt. De kan desuden danne stærke bånd med hinanden og med deres menneskelige omsorgspersoner.
Avl og yngel
Parakitter yngler ofte bedst i grupper, men kan normalt også yngle parvis. Tilstedeværelsen af andre parakitter kan stimulere yngellysten, hvilket er årsag til, at nogle opdrættere avler i flokke. Mange opdrættere foretrækker dog at opdrætte parvis, fordi det giver et klart overblik over, hvilke forældre der har produceret en given fugl.
Æg- og kuldstørrelse varierer efter art: små arter som undulater lægger typisk omkring 4–8 æg, nymfer 4–6, og nogle conurer 2–6. Inkubationstiden varierer også, men ligger ofte mellem 18 og 30 dage afhængigt af arten. Begge forældre deltager ofte i rugning og opfostring, men dette varierer.
For at avl skal lykkes, er det vigtigt at sikre:
- Et velegnet redekasse til arten (størrelse og placering).
- En nærende, protein- og kalkrig kost under avlssæsonen.
- Ro og minimal forstyrrelse omkring reden.
- Overvågning for problemer som ægspisning, svage unger eller overbefolkning i redekassen.
Mange opdrættere giver supplerende foder (fx blødt foder, hårdkogte æg eller specialblandinger) i yngeltiden og sørger for ekstra kalk (fx knust skjold fra bløddyr eller sepia) til rugende hunner.
Bur og indretning
Størrelse på bur afhænger af art: små arter skal have mulighed for at strække vingerne og flyve korte ture, mens større parakitter kræver betydeligt mere plads. Generelle anbefalinger:
- Vælg så stort et bur som muligt — især i længden for at give flyverum.
- Giv forskellige siddepinde i forskellige tykkelser samt sikre, giftfri legetøj og tyggevenlige materialer.
- Sørg for daglig udfoldelsestid udenfor buret i et fugtsikkert rum.
Føde og ernæring
En afbalanceret kost er vigtig for parakitters helbred. Grundlaget kan være et kvalitetsfoder, men kombiner altid med friske grøntsager og frugter. Nogle pejlemærker:
- Blanding af frø, pellets eller specialfoder alt efter artsbehov.
- Friske grøntsager dagligt (fx bladgrønt, gulerod, peberfrugt) og frugt i moderation.
- Proteinrige tilskud under avl og ruggning (fx kogt æg, bælgfrugter).
- Giv aldrig avocado, chokolade, koffein, alkohol eller meget salt — disse er giftige for fugle.
Sundhed og pleje
Hold øje med tegn på sygdom: nedsat appetit, sløvhed, ændret afføring, puffede fjer, hoste eller øjen-/næseflåd. Ved mistanke om sygdom bør man søge dyrlæge med erfaring i fugle. Regelmæssig kontrol, korrekt kost og rent bur forebygger mange problemer.
Nogle sygdomme kan være smitsomme mellem fugle eller overføres til mennesker (fx psittacose), så god hygiejne og veterinær rådgivning er vigtig ved udbrud.
Sexning og levealder
Nogle arter kan kønssættes visuelt (f.eks. undulater, hvor cere-farven ofte viser kønnet), mens andre kræver DNA-test for sikker bestemmelse. Levealderen varierer med arten: små parakitter (undulater) lever ofte 5–15 år, nymfer 10–20 år, og visse conures kan leve 15–25 år eller mere med god pleje.
Etik, lovgivning og ansvar
Inden avl og handel med parakitter skal man sætte sig ind i lokale regler, ejerskabskrav og eventuelle tilladelser. Nogle arter er underlagt CITES-regler eller nationale restriktioner. Som opdrætter eller ejer har man ansvar for fuglens velfærd — undgå overavl, pas på genetiske problemer ved indavl, og sørg for gode forhold for både forældre og unger.
Parakitter er levende, intelligente væsener, som kræver tid, viden og engagement. Med korrekt pleje kan de være livlige og givende selskabsfugle i mange år.
.jpg)
En rosenringet parakit (Psittacula krameri)
Søge