Ædle vilde

Den ædle vildmands forhistorie

I løbet af det 17. århundrede blev den "gode vilde", som et aspekt af den romantiske "primitivisme", fremført som en bebrejdelse af den europæiske civilisation, der dengang var i gang med vilde religionskrige. Folk blev især forfærdet over massakren på Sankt Bartholomæus (1572), hvor omkring 20.000 mænd, kvinder og børn blev massakreret, primært i Paris, men også i hele Frankrig, i løbet af tre dage. Dette fik Montaigne til at skrive sit berømte essay "Om kannibaler" (1587), hvori han fastslog, at selv om kannibaler ceremonielt spiser hinanden, opfører europæerne sig endnu mere barbarisk og brænder hinanden levende, fordi de er uenige om religion. De spanske erobringers behandling af de indfødte folk gav også anledning til en masse dårlig samvittighed og bebrejdelser. Bartolomé de las Casas, der var vidne til det, var måske den første til at idealisere de indfødte amerikaneres enkle liv. Han og andre observatører roste de indfødte amerikaneres enkle manerer og rapporterede, at de ikke var i stand til at lyve. Den europæiske skyldfølelse over kolonialismen med dens brug af nyligt opfundne våben mod folk, der ikke havde dem, inspirerede til fiktive behandlinger som Aphra Behns roman Oroonoko, eller den kongelige slave, om et slaveoprør i Surinam i Vestindien. Behns historie var ikke primært en protest mod slaveriet, men blev skrevet for penge, og den opfyldte læsernes forventninger ved at følge konventionerne i den europæiske romantiske novelle. Lederen af oprøret, Oroonoko, er virkelig ædel, idet han er en arvelig afrikansk prins, og han beklager sit tabte afrikanske hjemland i de traditionelle vendinger om en guldalder. Han er ikke en vildmand, men klæder sig og opfører sig som en europæisk aristokrat. Behns historie blev bearbejdet til scenen af den irske dramatiker Thomas Southerne, som lagde vægt på de sentimentale aspekter, og efterhånden blev den opfattet som en fortælling om slaveri og kolonialisme, og den forblev meget populær i hele det 18. århundrede.

Oroonoko dræber Imoinda i en opførelse af Thomas Southerne's Oroonoko fra 1776.

Oprindelse af udtrykket "Noble Savage"

På engelsk optrådte udtrykket Noble Savage første gang i Drydens skuespil The Conquest of Granada (1672): "Jeg er lige så fri som naturen først skabte mennesket, / Før slaveriets nederdrægtige love begyndte, / Da den ædle vilde løb vild i skoven". Udtrykket "Noble Savage" begyndte dog først at blive udbredt i sidste halvdel af det nittende århundrede, og da som en nedsættende betegnelse. På fransk havde udtrykket været "den gode vilde" (eller den gode "vilde mand"), og på fransk (og selv på engelsk i det attende århundrede) havde ordet "savage" ikke nødvendigvis den konnotation af grusomhed, som vi nu forbinder det med, men betød "vild" som i en vild blomst.

Det idealiserede billede af "naturens gentleman" var et aspekt af 1700-tallets sentimentalisme, sammen med andre figurer som den dydige mælkepige, tjeneren, der er mere klog end mesteren (som Sancho Panza og Figaro blandt utallige andre) og det generelle tema om dyd hos de lavt fødte. Naturens gentleman, hvad enten han er født i Europa eller eksotisk, indtager sin plads blandt disse troper sammen med den kloge egypter, perser og kineser. Han har altid eksisteret, lige siden Gilgamesh-eposet, hvor han optræder som Enkiddu, den vilde, men gode mand, der lever sammen med dyrene, og den uuddannede, men ædle middelalderridder Parsifal. Selv den bibelske David, hyrdedrengen, falder ind under denne kategori. At dyd og lav fødsel kan eksistere side om side, er faktisk en hævdvunden grundsætning i Abrahams religion, og det gælder især for den kristne religions grundlægger. Ligeledes er idéen om, at tilbagetrækning fra samfundet - og især fra byerne - er forbundet med dyd, oprindeligt en religiøs idé.

Hayy ibn Yaqdhan er en islamisk filosofisk fortælling (eller tankeeksperiment) af Ibn Tufail fra det tolvte århundredes Andalusien, der går på tværs af skellet mellem det religiøse og det verdslige. Fortællingen er interessant, fordi den var kendt af den puritanske puritaner i New England, Cotton Mather. Den blev oversat til engelsk (fra latin) i 1686 og 1708 og fortæller historien om Hayy, et vildt barn, som opdrages af en gazelle uden menneskelig kontakt på en øde ø i Det Indiske Ocean. Hayy gennemgår udelukkende ved hjælp af sin fornuft alle kundskabens grader, før han kommer ind i det menneskelige samfund, hvor han viser sig at være tilhænger af den naturlige religion, som Cotton Mather som kristen gudstjenestemand identificerede med den primitive kristendom. Figuren Hayy er både et Naturmenneske og en Vis Perser, men ikke en Ædel Vildmand.

Det 18. århundredes portræt af indianerne i USA er Alexander Pope, som utvivlsomt var den mest berømte og mest oversatte digter i sin tid. I sit filosofiske digt, "Essay on Man" (1734), skrev Pope:

Se, den stakkels indianer! hvis uopdragne sind /

Han ser Gud i skyerne eller hører ham i vinden; / Hans sjæl har aldrig lært den stolte videnskab at bevæge sig / Så langt som solens gang eller mælkevejen; / Men den enkle natur har givet hans håb / Bag den skyklædte bakke en ydmygere himmel; / En sikrere verden i skovens dybde, / En lykkeligere ø i vandets ødemark, / Hvor slaverne igen ser deres hjemland, / Ingen djævle piner, ingen kristne tørster efter guld! / At være, indhold hans naturlige ønske; / Han beder ikke om englevinger, ingen serafs ild: / men tænker, at han, når han får adgang til den lige himmel, -

Hans trofaste hund skal holde ham med selskab.

Popes digt udtrykker den typiske fornuftsalderens tro på, at mennesket er ens overalt og til alle tider, hvilket også var en kristen lære (Pope var katolik). Han fremstiller sin indianer som et offer ("den fattige indianer"), der, selv om han er mindre lærd og har færre ambitioner end sin europæiske modpart, er lige så god eller bedre og derfor lige så værd at blive frelst. Han er en "bon sauvage", men ikke en ædel mand.

Attributter for romantisk primitivisme

• At leve i harmoni med naturen
• Generøsitet og uselviskhed
• Uskyldighed
• Manglende evne til at lyve, troskab
• Fysisk helbred
• Foragt for luksus
• Moralsk mod
• "Naturlig" intelligens eller medfødt, uoplært visdom

I det første århundrede e.Kr. havde Tacitus tilskrevet alle disse egenskaber til de tyske barbarer i sin Germania, hvor han gentagne gange satte dem i kontrast til de blødgjorte, romaniserede og fordærvede gallere og dermed kritiserede sin egen romerske kultur for at have fjernet sig fra sine rødder - hvilket var den evige funktion af sådanne sammenligninger. Germanerne levede ikke i en "guldalder" med lethed, men var hårde og hærdede over for modgang, egenskaber, som Tacitus så som værende at foretrække frem for det civiliserede livs "blødhed". I antikken eksisterede denne form for "hård primitivisme", hvad enten den blev betragtet som ønskværdig eller som noget, man skulle flygte fra, i retorisk opposition til den "bløde primitivisme", der var kendetegnet ved visioner om en tabt guldalder med lethed og overflod.

Spartanernes legendariske sejhed og krigeriske tapperhed blev også beundret gennem tiderne af hårde primitivister; og i det attende århundrede beskrev en skotsk forfatter sine landsmænd fra højlandet på denne måde:

De overgår i høj grad lavlandsfolket i alle øvelser, der kræver smidighed; de er utroligt sparsomme og tålmodige over for sult og træthed; de er så stålsatte mod vejret, at de, selv når de rejser, selv når jorden er dækket af sne, aldrig leder efter et hus eller noget andet ly end deres plaid, hvori de pakker sig ind og sover under himmelens kappe. Sådanne mennesker må i egenskab af soldater være uovervindelige ... .

Relaterede sider

• Kolonialisme
• Imperialisme
• New Age
• Jean-Jacques Rousseau
• Videnskabelig racisme
• Slaveri
• Hvidt overherredømme