Athanasianske trosbekendelse (Quicumque vult): oprindelse, indhold & betydning
Athanasianske trosbekendelse (Quicumque vult): oprindelse, indhold og betydning — historien, treenighedslæren, mulige forfattere og dens rolle i kirken fra 500-tallet til i dag.
Den athanasianske trosbekendelse er en kristen trosbekendelse, ofte omtalt under dens latinske begyndelsesord Quicumque vult (kan oversættes med »Hvem som helst vil…«). Den er den ældste kendte trosbekendelse, som systematisk behandler treenigheden, og den har været anvendt i den vestlige kirke siden cirka det 6. århundrede. I moderne liturgisk praksis og i almindelig trosbekendelsesbrug er den dog i vidt omfang blevet erstattet af den nikænske trosbekendelse, men den har historisk haft stor betydning for vestlig trinitarisk og kristologisk tænkning.
Oprindelse og forfatterskab
I middelalderen tilskrev man ofte Sankt Athanasius teksten; fra cirka det 9. århundrede var denne tilskrivning almindelig. Athanasius levede i det 4. århundrede i Egypten, men i dag anses denne påstand i vid udstrækning for at være forkert. Der er flere grunde til, at man afviser Athanasius‑forfatterskabet:
- Den bevarede originale tekst er på latin, mens Athanasius næsten udelukkende skrev på græsk.
- Hverken Athanasius selv eller samtidige forfattere fra hans tid nævner en sådan tekst.
- Tekstens problemstillinger og formuleringer afspejler konflikter og terminologi, som først kendes fra efter Athanasius' død.
I dag mener de fleste forskere, at trosbekendelsen stammer fra Gallien omkring år 500 (5.–6. århundrede). Dens teologiske tone og formuleringer minder om de holdninger, man finder hos blandt andre Ambrosius af Milano, Augustin af Hippo og Vincent af Lérins. Patristikeren J.N.D. Kelly afviser Vincent af Lérins som forfatter, men foreslår, at teksten kan være fremkommet i samme kreds, eksempelvis omkring Lerins‑øerne i det sydlige Gallien. Blandt de mulige forfattere nævnes også Caesarius af Arles.
De ældste bevarede manuskripter af den athanasianske trosbekendelse stammer fra slutningen af det 8. århundrede, hvilket stemmer med en vestgallisk oprindelse og en senere udbredelse i den latinske kirke.
Indhold og opbygning
Trosbekendelsen har to hoveddele: en udførlig formulering af treenighedslæren og en tilsvarende præcisering af læren om Kristi inkarnation. Den første del begynder, som teksten traditionelt indleder sig på latin, med incipiten Quicumque vult salvus esse... — på dansk ofte gengivet: »Hvem som helst vil være frelst, må frem for alt holde fast ved den katolske tro«. Efter denne indledning følger en række klare definitioner af Faderens, Sønnens og Helligåndens guddommelige væsen, deres indbyrdes forhold og deres enhed i én guddom.
Et karakteristisk træk ved den athanasianske trosbekendelse er dens juridiske og polemiske tone: foruden positive trosbekendelser indeholder den også skarpe advarsler eller anathemer mod dem, der benægter eller forvansker treenighedens eller Kristi personers sande natur. Derfor har den igennem historien ofte været anvendt som et redskab til at afgrænse ortodoksi mod arianismen og andre teologiske strømninger.
Tekstens vestlige oprindelse kommer også til udtryk i dens teologiske vendinger; i vestlige udgaver af teksten findes formuleringer, som lægger vægt på, at Helligånden udgår i relation til både Faderen og Sønnen — et perspektiv som i bredere debat betegnes med begrebet filioque. Denne sondring har historisk været et punkt i de øst‑vestlige teologiske uenigheder.
Liturgisk brug og eftermæle
Martin Luther omtaler den athanasianske trosbekendelse som en af kirkens tre store kredoer sammen med den nikænske trosbekendelse og Te Deum. I middelalderen og i tidlig moderne tid blev teksten læst og brugt i forskellige vestlige kirkelige sammenhænge; den indgik blandt andet i tidebønstraditioner og i nogle kirkers katekeseværker.
I dag er dens liturgiske anvendelse begrænset, men den findes stadig i enkelte reformerte, lutherske og anglikanske traditioner, og den indgår som historisk dokument og undervisningstekst i studiet af tidlig middelalderlig teologi. Dens klare sproglige formuleringer har gjort den både til et vigtigt historisk vidnesbyrd om vestlig teologi og til genstand for fortsatte faglige studier og diskussioner, især i forhold til treenigheds‑ og kristologidebatter.
Slutningens pointer
Trosbekendelsen slutter med en stærk advarsel: den hævder, at den, som ikke tror sådan om treenigheden og inkarnationen, uden tvivl fortabes. Denne afsluttende anathema har gjort trosbekendelsen kontroversiel i visse sammenhænge, men den afspejler også den tidlige kirkes ønske om at fastlægge en klar og entydig ortodoks lære.
Sammenfattende er den athanasianske trosbekendelse et centralt dokument i vestlig kristen tradition, værdifuldt for forståelsen af, hvordan treenigheds‑ og kristologiske læresætninger blev formaliseret og forsvarligtgjort i perioden efter de store trinitariske konciler.
Diagram over forholdet mellem treenigheden, baseret på første halvdel af den athanasiske trosbekendelse.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er den athanasianske trosbekendelse?
A: Den athanasianske trosbekendelse er en kristen trosbekendelse, også kaldet Quicumque vult (oversat som Hvem vil), som taler om treenigheden og har været i brug siden det 6. århundrede.
Q: Hvem menes at have skrevet den?
A: Oprindeligt troede man, at den hellige Athanasius havde skrevet den, men denne opfattelse anses i dag stort set for at være forkert af forskellige årsager, f.eks. fordi den oprindelige tekst er på latin, mens Athanasius hovedsageligt skrev på græsk, og hverken han eller andre personer, der levede på samme tid som ham, nævner den.
Spørgsmål: Hvem er nogle mulige forfattere?
A: Blandt de mulige forfattere kan nævnes Sankt Ambrosius af Milano, Augustin af Hippo eller Vincent af Lérins, idet J.N.D. Kelly foreslår, at Sankt Vincent måske ikke var forfatteren, men at han var fra samme baggrundsområde Lerins i det sydlige Gallien, og Caesarius af Arles er en anden mulighed.
Spørgsmål: Hvornår blev de ældste bevarede manuskripter skabt?
A: De ældste bevarede manuskripter stammer fra slutningen af det 8. århundrede.
Spørgsmål: Hvad forklarer det?
A: I trosbekendelsen forklares treenigheden på en sådan måde, at den står imod holdninger som arianismen, og den indeholder filioque-klausulen.
Spørgsmål: Hvordan henviste Martin Luther til den?
A: Martin Luther sagde, at der var tre trosbekendelser - den nikænske trosbekendelse (Credo in unum deum), Te Deum (Te Deum Laudamus) og den athanasianske trosbekendelse - og henviste til dem samlet set.
Spørgsmål: Hvordan starter den?
A: Trosbekendelsen starter med "Hvem som helst vil..."
Søge