Filioque: Betydning og kontrovers i den nikænske trosbekendelse

Filioque: forstå betydningen og den historiske kontrovers i den nikænske trosbekendelse — katolsk vs. østlig ortodoks uenighed forklaret kort og klart.

Filioque-klausulen er en tilføjelse til den nikænske trosbekendelse, som ikke alle kristne anerkender. Filioque er et latinsk ord og betyder i denne sammenhæng "og fra Sønnen". De vigtigste parter i striden er den romersk-katolske kirke og den østlige ortodokse kirke. Den østlige ortodokse kirke afviser normalt denne ændring; den katolske kirke samt de fleste protestanter og mange i den anglikanske kirke accepterer den.

Den latinske tekst og oversættelse

Den vestlige (latinske) udgave af trosbekendelsen indeholder den tilføjede formel. Den latinske sætning lyder typisk:

Credo in Spiritum Sanctum, Dominum et vivificantem, qui ex Patre Filioque procedit, qui cum Patre et Filio ...

På dansk oversættes den tilsvarende del ofte som: "Jeg tror på Helligånden, Herren og livgiveren, som udgår fra Faderen og fra Sønnen, og som sammen med Faderen og Sønnen ..."

Historisk kortfattet baggrund

• Den oprindelige formulering af den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse (381) indeholder ikke filioque. I den græske tekst taler man om Helligåndens udgang (ekporeusis) fra Faderen.
• Tilføjelsen opstod gradvist i den vestlige kirke; den blev officielt indført i nogle vestlige liturgier (fx i Spanien fra 6.–7. århundrede og senere i frankisk praksis) og vandt udbredelse i hele vestkirken i middelalderen.
• Ændringen blev et af flere faktorer i den dybere splittelse mellem øst og vest, som kulminerede i den store skisma i 1054, hvor både teologiske og kirkelige spørgsmål resulterede i gensidige anklager og brud i forholdet.

Teologisk betydning

Kernen i uenigheden handler om Helligåndens "procession" — hvad det præcist betyder, at Helligånden "udgår". I østlig teologi er der ofte vægt på, at Helligånden udgår énstemmigt fra Faderen som den ene første årsag (på græsk: ekporeusis), mens den vestlige formulering fremhæver en nær forbindelse mellem Faderen og Sønnen ved at sige, at Ånden udgår "fra Faderen og fra Sønnen" (filioque).

Der er også sproglige og filosofiske nuancer: græske teologer gør ofte et skel mellem ekporeusis (udganspunktet i Faderen alene) og proienai (en bredere betydning af "udstrømning" eller "sendelse" som kan indbefatte Sønnen). Disse forskelle har ført til langvarige debatpunkter om Guds indre liv ("den indre Treenighed") og hvordan man bedst taler om relationerne mellem Personerne i Treenigheden.

Kirkelige konsekvenser og økumeniske bestræbelser

• Østkirken har ofte anfægtet både den teologiske påstand og frem for alt, at ændringen skete uden et økumenisk kirkemøde, når trosbekendelsen ansås for at være et fælles, økumenisk formularet grundlag.
• Westkirken fastholdt i århundreder filioque som udtryk for sin teologiske forståelse; i nogle vestlige kirkesamfund blev formuleringen også bekræftet i kirkemøder og officielle dokumenter.
• I nyere tid har katolske og ortodokse teologer ført dialoger og udgivet fælles erklæringer, som fx anerkender vigtigheden af at bevare Faderens plads som "kilde" eller "principium" i Treenigheden, samtidig med at man undersøger, om formuleringer som "fra Faderen gennem Sønnen" kan fungere som fælles sprog i visse sammenhænge.
• Selvom den formelle uenighed ikke er fuldt afløst, har økumeniske kontakter og gensidige indrømmelser mindsket en del af fjendtligheden. De gamle gensidige ekskommunikationer fra 1054 blev officielt ophævet i 1965, men det løser ikke den teologiske uenighed i sig selv.

Praksis i dag

Mange østlige katolske kirker (kirker i kommunion med paven, men med østlig liturgi) reciterer ofte trosbekendelsen uden filioque i deres liturgier, samtidig med at de formelt anerkender kirkens lære og paveembede. Dette kan beskrives som en liturgisk forskel, kombineret med en vis teologisk nuancering i forståelsen af Åndens forhold til Faderen og Sønnen.

I vestlige kirker (romersk-katolske og i mange protestantiske traditioner) anvendes som regel den version af trosbekendelsen, der indeholder filioque, mens nogle protestantiske og anglikanske menigheder og enkelte moderne liturgiske revisioner vælger at bruge den oprindelige ordlyd uden tilføjelsen.

Afsluttende perspektiv

Filioque-spørgsmålet er både et historisk og et teologisk problem: historisk fordi ændringen blev et symbol på forskelle i kirkelig autoritet og beslutningsmåder, teologisk fordi det rejser fundamentale spørgsmål om, hvordan Treenighedens indre relationer bedst beskrives. I dag er der fortsat teologisk debat, men også en øget vilje til at mødes i dialog for at forstå forskellene og finde fællesformer, hvor muligt, uden at tilsidesætte væsentlige trosprincipper.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er Filioque-klausulen?

Spørgsmål: Hvad betyder "Filioque" i forbindelse med den nikænske trosbekendelse?

Spørgsmål: Hvilke to hovedparter er involveret i debatten om Filioque-klausulen?

Spørgsmål: Accepterer eller afviser den østlige ortodokse kirke Filioque-klausulen?

Spørgsmål: Hvilke andre kristne kirker accepterer Filioque-klausulen?

Spørgsmål: Hvad er den latinske tekst til den nikænske trosbekendelse med Filioque-klausulen inkluderet?

Spørgsmål: Har alle østlige katolske kirker den samme version af den nikænske trosbekendelse som de østlige ortodokse kirker?

Søg efter bogstav