Apollo 1

Apollo-programmet

I 1959 begyndte NASA (National Aeronautics and Space Administration) at arbejde på projekter, hvor mennesker kunne flyve ud i rummet på specialdesignede raketter og komme tilbage til Jorden. De gjorde dette, fordi et andet land, Sovjetunionen, arbejdede på at gøre det samme, og på det tidspunkt var USA og Sovjetunionen konkurrenter - de kom ikke godt ud af det med hinanden. Da Sovjetunionen satte en satellit i kredsløb om Jorden og senere en person ved navn Yuri Gagarin, mente USA, at Sovjetunionen var kommet for langt foran dem, når det gjaldt rummet. Dette kaldes normalt for rumkapløbet.

I 1961 bragte det tidligste rumprogram, Project Mercury, en amerikaner ved navn John Glenn i kredsløb om Jorden. Senere, under et andet program, Project Gemini, var en amerikansk astronaut i stand til at komme ud af sit rumskib i det ydre rum, en aktivitet, der kaldes en rumvandring, og derefter komme ind igen og hjem igen. (Sovjetunionen havde allerede gjort det tidligere samme år.) Selv om det var fantastisk at gøre disse ting, følte folk stadig, at USA var ved at tabe rumkapløbet, fordi Sovjetunionen havde gjort dem først. Både USA og Sovjetunionen havde det samme næste mål for øje: at komme til Månen.

NASA's program til at sende mennesker til Månen var Apollo-programmet. Apollo 1 skulle være den første flyvning med et Apollo-rumskib. Det skulle ikke flyve til Månen - det skulle flyve i kredsløb om Jorden, mens astronauterne testede og kontrollerede det udstyr og de maskiner, der skulle bruges til at flyve til Månen på en anden flyvning.

Besætningen

Tre mænd blev udpeget til at være besætningen på Apollo 1-missionen: Virgil Grissom (normalt kaldet Gus Grissom), Ed White og Roger Chaffee.

Gus Grissom havde været i rummet før, på en mission kaldet Mercury-Redstone 4. I et lille rumskib kaldet "Liberty Bell 7" var han blevet den anden amerikaner til at komme ud i rummet.

Ed White havde også været i rummet før, nemlig på Gemini 4-missionen. Han var den første amerikaner, der foretog en "rumvandring", dvs. han forlod rumskibets sikkerhed i rummet og bevægede sig udenfor i en rumdragt.

Roger Chaffee havde endnu ikke været i rummet, men han var en fantastisk pilot. Han havde arbejdet med rumprogrammet på jorden og hjulpet astronauter, der fløj i rummet. Han havde været den person, der talte med Gemini 4 under dens mission, og NASA havde betroet ham at flyve særlige forskningsjetter for at lære om, hvordan raketter fungerede.

Prøvning og affyring

Før der anvendes udstyr i rummet, skal det afprøves. Under testen vil astronauterne gøre alt det, de ville gøre under den egentlige mission, bortset fra at affyre de raketter, der skal opsende rumskibet. Det betød, at alting skulle være som under den egentlige mission, så problemer kunne findes og udbedres, inden missionen startede.

Den 27. januar 1967 blev rumfartøjet Apollo 1 testet på sin affyringsrampe i Florida. Alle tre mænd - Grissom, White og Chaffee - befandt sig i den. Lugen var lukket, og rumfartøjet var under tryk - hvilket betyder, at der var mere luft indeni end normalt, hvilket lægger større pres på alt indeni. De var nødt til at gøre dette for at sikre, at rumfartøjet var sikkert til at flyve i rummet. Men i stedet for at bruge normal luft blev rumfartøjet sat under tryk med ren ilt.

I normal luft indeholder ilt kun ca. 21 % ilt, hvilket betyder, at mindre end en fjerdedel af en kasse luft er ilt. Det meste af resten er en gas kaldet nitrogen. I Apollo 1-rumfartøjet brugte man ren ilt: i den samme kasse ville det hele være ilt.

Under afprøvningen blev der under nogle ledninger udløst en gnist, og denne gnist startede en brand. En ild har brug for tre ting for at brænde: varme, brændstof (noget, der kan brænde) og ilt. I Apollo 1-rumskibet var luften udelukkende af ilt, og det fik ilden til at vokse meget hurtigt og brænde meget, meget varmt. I løbet af få sekunder var ilden ude af kontrol.

Astronauterne og besætningen, der skulle hjælpe astronauterne fra affyringsrampen, gjorde begge deres bedste for at få Grissom, White og Chaffee ud af ilden, men de kunne ikke. Trykket inde i rumskibet pressede lugen til, og ingen kunne få den åbnet for at få de tre mænd ud. Gus Grissom, Ed White og Roger Chaffee døde i branden.

Hvad der forårsagede branden

Selv i dag er vi stadig ikke sikre på, hvad der startede branden. Ingeniører undersøgte hver eneste centimeter af Apollo 1 og fandt flere steder, der kan have startet branden. De kunne dog ikke sige, hvilke af dem der havde. Hvad de dog kunne konstatere var, at der var mange brændbare materialer - eller ting, der let ville brænde - i rumfartøjet, som befandt sig i nærheden af hvert af de mulige steder, hvor branden startede. Mængden af brændbart materiale, når det blev blandet med den rene ilt i rumskibet, behøvede kun en gnist for at starte en alvorlig brand.

Efter branden

Hele verden hørte om ulykken, og alle amerikanere var meget kede af, at deres astronauter var døde. Selv Sovjetunionen, USA's konkurrent i rumkapløbet, fortalte den amerikanske regering, hvor ked af det de var over at høre om branden. Selve Apollo-programmet blev stoppet i næsten to år, mens ingeniørerne foretog ændringer i Apollo-rumfartøjet for at gøre det mere sikkert.

I dag er der en masse skoler, offentlige bygninger og andre steder, der er opkaldt efter Grissom, White og Chaffee. Der blev bygget adskillige mindesmærker for at ære deres tab i branden. Men den måske største arv, eller den måde, de er blevet husket på, af deres død er den ændring, der skete i rumprogrammet: Siden Apollo 1-branden har der aldrig været en ny brand i et amerikansk rumfartøj - ingeniørerne lærte denne meget smertefulde lektie under branden i Apollo 1 og har gjort alt, hvad de kan, for at sikre, at en ny brand aldrig kan ske.

Relaterede sider

• Apollo-programmet
• NASA