MG 42: Nazitysklands berømte maskingevær — historie og tekniske fakta

Udvikling

I løbet af 1930'erne begyndte den tyske hær at bruge MG 34. MG 34 blev anset for at være det første maskingevær til generelle formål. MG 34 havde et løb, der hurtigt kunne udskiftes. Den var også i stand til at skyde fra store magasiner eller fra et bælte. Det betød, at MG 34 kunne skyde i meget længere tid end våben som Browning Automatic Rifle, den japanske Type 11, den britiske Bren og den franske Châtellerault LMG. Den var også meget lettere end våben som Vickers-maskinpistolen og M1917 Browning-maskinpistolen. MG 34 var også meget udskiftelig. Den kunne skyde fra et bælte og et tromlemagasin. Den kunne også affyres fra stativer eller fra pansrede køretøjer. Den blev endda et af Luftwaffes vigtigste forsvarsvåben som MG 81. Den blev også brugt som en anden kanon på kampvogne som MG 34 Panzerlauf. MG 34 havde dog nogle problemer. Et eksempel på dette er, at MG 34 let gik i stykker, hvis den fik støv på sig. Den var også ret dyr at fremstille. MG 34S blev lavet som en forbedring af designet.

For at løse disse problemer blev der udskrevet en konkurrence for at finde en erstatning for MG 34. Tre firmaer blev bedt om at designe denne erstatning. Disse var: Metall und Lackierwarenfabrik Johannes Großfuß AG, Rheinmetall-Borsig og Stübgen. Großfuß AG's design viste sig at være det bedste. Mærkeligt nok fremstillede Großfuß ikke våben. De fremstillede mest lanterner af metal. Ernst Grunow var en af de ledende konstruktionsingeniører hos Großfuß. Han vidste ikke noget om maskingeværer, da han fik at vide, at han skulle deltage i projektet. Men han vidste en masse om de maskiner, der blev brugt til at fremstille mange af et produkt (masseproduktion). Grunow tog på et kursus for maskingeværskytter i hæren for at få mere forståelse for maskingeværer. Han spurgte også nogle soldater om oplysninger. Derefter brugte han nogle af de idéer, som Mauser havde brugt, og tilføjede nogle funktioner, som han havde lært om ved at tale med hærens maskingeværskytter og om ting, der skete tidligt under Anden Verdenskrig. Det nye design, MG 42, var meget nemmere at bygge. Det tog 75 timer at fremstille den nye pistol. MG 34 tog derimod 150 timer. Den nye kanon kostede 250 RM. Men MG 34 kostede 327 RM. MG 42 var også fremstillet af stemplet metal. Det gjorde den lettere at fremstille end andre maskingeværer.

Denne pistol endte med at blive kaldt MG 39. Den lignede generelt MG 34. For skytten var den eneste store ændring, at den ikke længere kunne affyres fra tromlemagasiner. Det betød, at våbnet skulle affyre fra et bælte eller fra et tromleformet magasin, der var fastgjort på siden af våbnet og havde et bælte indeni.

Våbenet blev officielt taget i brug. Våbenet begyndte at blive fremstillet i 1942 som MG 42. Großfuß, Mauser-Werke, Gustloff-Werke og nogle andre fik kontrakter om at fremstille MG 42.

Servicehistorik

MG 42 havde en meget høj skudhastighed. Den kunne affyre omkring 1.200 skud i minuttet. Det var dobbelt så hurtigt som den britiske Vickers-maskinkanon og den amerikanske Browning. Soldaterne var så bange for MG 42'eren, at den amerikanske hær lavede træningsfilm for at hjælpe soldaterne med at håndtere frygten for at skulle møde MG 42'eren i kamp. Med en så høj hastighed kan det menneskelige øre ikke let høre lyden af en enkelt kugle, der affyres. Det betød, at pistolen lavede en lyd, der lignede "rrrrp". De allierede soldater gav MG 42 tilnavnet "Hitlers brumsave".

Når MG 42 blev affyret i lang tid, brugte den meget ammunition. Derfor ville en tysk MG 42-skytte normalt kun affyre våbnet i korte skud.

På grund af den måde, hvorpå løbet blev ændret, kunne MG 42 ikke bruges på tyske kampvogne under Anden Verdenskrig. Den kunne dog bruges på én kampvogn. Denne kampvogn blev kaldt Jagdpanzer IV.

Under Anden Verdenskrig havde alle tyske maskingeværgrupper en MG 42.

MG 42 vejede 11,8 kg. Det var lettere end MG 34.

MG 42 havde normalt en besætning på seks mand. Disse personer var: kanonchefen (den person, der fortalte nr. 1, hvad han skulle gøre med kanonen), nr. 1, der bar og affyrede kanonen, nr. 2, der bar stativet, og nr. 3, 4 og 5, der bar ammunition, ekstra løb og værktøj til at grave skyttehuller i jorden. Dette store hold blev ofte reduceret til kun tre personer: skytten, laderen (som fyldte ammunition i våbnet og bar tønderne) og spotteren (den person, som udså mål, som skytten skulle skyde på). Gruppens leder og hans assistent fik MP-40 maskinpistoler.

MG 42 blev brugt på næsten alle tyske pansrede køretøjer. I kamp kunne geværløbet udskiftes på få sekunder.

MG 42 var også meget holdbar. Det eneste, der var nødvendigt for at holde våbnet funktionsdygtigt, var lidt olie. MG 42 kunne tabes i mudder eller vand og stadig fungere.

Mange tyske geværskytter havde til opgave at støtte maskingeværet. Hvis MG 42'eren og dens besætning bevægede sig, dækkede skytterne dem for at holde dem i sikkerhed. Når besætningen opstillede MG 42'eren, gravede skytterne huller i jorden, som MG 42-besætningen kunne sidde i. Mens MG 42'eren affyrede, bar skytterne ammunition til skytterne.

En MG 42, der blev brugt i en kamp, brugte normalt 3.000 patroner om dagen.

MG 42 affyrer 7,92 mm-patroner med bæltetilførsel fra en åben bolt.

MG 42 kan kun affyres fuldautomatisk. Enkelte skud er meget vanskelige, selv for folk, der har erfaring med MG 42. Dette skyldes våbnets høje skudhastighed.

MG 42-løbet kan hurtigt udskiftes. Den har en anordning i løbet for at gøre dette lettere. Denne funktion svarer til Thompson Light Rifle.

MG 45

I 1944 var Det Tredje Rige ved at komme til at mangle materialer. Dette fik dem til at udvikle MG 45 (eller MG 42V). Den havde en endnu højere skudhastighed og var lettere at fremstille.

T24-maskinkanon

Det amerikanske militær forsøgte at kopiere MG 42 under krigen. De mente, at den kunne være en mulig erstatning for Browning Automatic Rifle og M1919A4 til fodfolk. Saginaw Steering Gear lavede en prototype og kaldte den T24-maskinpistolen. Man indså imidlertid, at den .30-06 patron, som pistolen skulle affyre, måske var for lang. Der var også et designproblem med prototypen. Disse problemer betød, at projektet blev afsluttet.

M53

Jugoslavien byggede MG 42 i Zavodi Crvena Zastava-firmaet som M53-maskinpistol. De gjorde dette under licens. Denne pistol affyrede stadig 7,92 x 57 mm Mauser-patronen. Ved at gøre dette var M53 næsten en nøjagtig kopi af den tyske MG 42. Den eneste store forskel er, at skudhastigheden er lavere end i MG 42. Nogle M53'ere blev sendt til Irak i 1980'erne. De blev også brugt meget under begge Golfkrige. M53 var kendt under kælenavnet Šarac.

MG 3

Beretta MG 42/59 var blot MG 42 med nogle små ændringer. Den anvendes stadig af den italienske hær. Rheinmetall MG 3 er også bare MG 42 med nogle ændringer. MG 3 anvendes af de tyske væbnede styrker (Bundeswehr).

MG 74

Den sidste type MG 42 kaldes MG 74. Den blev udviklet i Østrig. Den har været det østrigske militærs vigtigste maskingevær siden 1974.

• MG 34
• Maskinkanon til generelle formål