Ludwig Josef Johann Wittgenstein ([luːtvɪç ˈjoːzɛf ˈjoːhan ˈvɪtgənʃtaɪn] på tysk) (26. april 1889 - 29. april 1951) var en østrigsk filosof. Han arbejdede hovedsageligt inden for logikkens grundlag, matematikkens filosofi, tankens filosofi og sprogfilosofi. Han betragtes som en af de vigtigste filosoffer i det tyvende århundrede og skrev primært på tysk.
Liv og virke
Wittgenstein voksede op i en velhavende familie i Wien. Efter tekniske studier i Berlin og Manchester (hvor han bl.a. interesserede sig for ingeniør- og aerodynamiske problemer) begyndte han at studere filosofi i Cambridge under indflydelse af bl.a. Gottlob Frege og Bertrand Russell. Hans første periode som filosof kulminerede i arbejdet på Tractatus Logico-Philosophicus, som han skrev til store dele under og lige efter Første Verdenskrig.
I perioden efter Tractatus forlod Wittgenstein akademia for en tid. Han arbejdede som folkeskolelærer i Østrig, som gartner i et kloster og som byggemester/arkitekt for en række mindre projekter. I 1929 vendte han tilbage til Cambridge, hvor han underviste til midten af 1940'erne og udviklede den tænkning, der senere blev samlet i blandt andet Philosophical Investigations. Han døde i Cambridge i 1951.
Hovedværker
- Tractatus Logico-Philosophicus (skrevet 1918–1921, udgivet 1921): Et kort, systematisk værk skrevet i aforismer, som søger at beskrive forholdet mellem sprog, verden og logik.
- Philosophical Investigations (udgivet posthumt 1953): En samling af senere tekster og forelæsninger, hvor Wittgenstein kritiserer og reviderer mange af sine tidligere synspunkter og introducerer begreber som sprogspil og betydning som brug.
- Derudover er vigtige samlinger Blue and Brown Books (forelæsningsudkast), On Certainty (om viden og tvivl) og Remarks on the Foundations of Mathematics.
Central filosofi — kort oversigt
Wittgensteins tænkning deles ofte i to hovedperioder, der udgør hver sin tilgang til sprog og mening:
- Tidlig Wittgenstein (Tractatus): Her fremfører han en såkaldt billedteori om sætningerne: en sætning er et billede af en mulig tilstand i verden. Sprogets grænser sætter også grænser for, hvad vi kan sige meningsfuldt — det berømte slogan fra Tractatus er, i mange oversættelser, at "hvad man ikke kan tale om, må man tie". Tractatus lægger vægt på logisk form, atomare facts og ideen om, at filosofi skal vise, ikke fremsætte, teoretiske påstande.
- Sene Wittgenstein (Investigations): Han kritiserer idéen om faste betydninger, der svarer entydigt til virkeligheden, og introducerer i stedet begreber som sprogspil og betydning som brug. Ifølge denne udvikling forstår man et ords mening ved at se, hvordan det bruges i konkrete former for livsudøvelse. Han diskuterer også problemstillinger som regelfølgning, den såkaldte private sprogargument, og begrebet familielighed (at begreber kan høre sammen uden én fast fælles essens).
Metode og stil
Wittgenstein er kendt for sin skarpe, ofte fragmentariske stil. Den tidlige periode er kortfattet og normerende; den sene periode er mere essayistisk, eksemplarisk og dialogisk, med mange konkrete eksempler og tankeeksperimenter. Hans filosofi er praktisk orienteret i den forstand, at han søger at opløse filosofiske forvirringer frem for at bygge abstrakte systemer.
Indflydelse
Wittgensteins idéer fik stor betydning for den analytiske filosofi, for logik og for filosofer, der arbejdede med sprog, sind og matematik. Den tidlige Wittgenstein påvirkede logiske positivister, mens hans senere tænkning har haft stor indflydelse på almindelig-sprogfilosofi, filosofi om handling og sind, samt på tværfaglige felter som lingvistik og kognitionsstudier.
Arv
Wittgenstein efterlod sig en rig samling af noter og forelæsningsmateriale, som blev udgivet efter hans død og fortsat genstand for forskning og fortolkning. Hans to hovedværker, Tractatus Logico-Philosophicus og Philosophical Investigations, regnes i dag som centrale tekster i moderne filosofi og bruges fortsat intensivt i undervisning og faglig debat.


