AlegsaOnline.com

Magnum Crimen — Viktor Novak: Bog om klerikalisme i Kroatien (1948)

Magnum Crimen — Viktor Novak: Kritisk historisk værk om klerikalisme i Kroatien (1948). Provokerende, forbudt af Vatikanet — vigtig læsning om kirke, politik og historie.

Forfatter: Leandro Alegsa

13-02-2026

"Magnum crimen: pola vijeka klerikalizma u Hrvatskoj" (dvs. "Stor anklage: Et halvt århundredes klerikalisme i Kroatien") er en bog, der første gang blev udgivet i Zagreb i 1948. Bogen blev skrevet af en kroatisk romersk-katolsk præst, Dr. Viktor Novak (1889 - 1977), som også var professor ved universiteterne i Beograd og Zagreb og medlem af det jugoslaviske videnskabs- og kunstakademi. I denne bog skrev Novak om (romersk-katolsk) gejstlighed i Kroatien fra begyndelsen af det 20. århundrede til slutningen af Anden Verdenskrig.

Vatikanets kurie satte bogen på deres liste over forbudte bøger, "Index librorum prohibitorum", og sagde, at Novak var en fjende af den katolske kirke.

Forfatteren og historisk baggrund

Dr. Viktor Novak var en fremtrædende historiker og akademiker, født i 1889. Hans arbejde kredsede om kirkens rolle i de sydslaviske samfund og om samspillet mellem religion, nationalisme og politik i det 20. århundrede. Bogen udkom i kølvandet på de dramatiske begivenheder under Anden Verdenskrig, herunder oprettelsen af den naziststøttede stat Nezavisna Država Hrvatska (NDH) og de ekstreme nationalistiske bevægelser, som dominerede kroatisk politik i perioden. Novak skrev som både aktør i og iagttager af sin tid, og hans baggrund som præst og akademiker farvede hans tilgang.

Indhold og centrale teser

Magnum Crimen undersøger, hvordan klerikalisme — forstået som en tætte sammenkobling af kirkelige institutioner med nationalistiske og politiske bevægelser — udviklede sig i Kroatien fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til krigens afslutning. Novak fremlægger en række påstande og dokumenterede eksempler på:

Den katolske kirkes og enkelte præsters tætte forbindelser til politiske kræfter og nationalistiske grupper.
Hvordan religiøs retorik og institutionelle støtte blev brugt til at legitimere og støtte etnisk eksklusiv politik, herunder samarbejde med fascistiske elementer under krigen.
Anklager om medvirken fra enkelte dele af gejstligheden i tvangskonversioner, forfølgelser og i nogle tilfælde voldshandlinger mod religiøse og etniske mindretal.

Novak underbyggede sine fremstillinger med en lang række dokumenter, avisudklip og vidneudsagn. Bogen kombinerer historisk kildemateriale med en skarp polemisk fremstilling, hvor forfatteren tager klart stilling mod det, han betegner som klerikalismens skadelige virkning på samfundet.

Modtagelse og konsekvenser

Ved udgivelsen vakte bogen stor opmærksomhed og kraftig debat. Vatikanets beslutning om at indføre værket på "Index librorum prohibitorum" var en markant reaktion og illustrerede, hvor kontroversiel Novak blev opfattet af kirkelige kredse. I politiske og emigrantkroatiske miljøer blev Novak også mødt med stærk kritik og beskyldninger om at være fjendtlig over for kirken og nationen.

Samtidig blev bogen rost af forskere og kritikere, som mente, at Novak havde fremlagt væsentligt dokumentationsmateriale, der bør tages i betragtning ved studiet af perioden. Magnum Crimen er derfor både et historisk kildearbejde og et polemisk værk — et værk, der stadig bruges i forskning, men også diskuteres for sin tilgang og tone.

Kritik, vurdering og betydning i dag

Kritikere af Novak har peget på elementer af selektiv kildebrug og en til tider sensationspræget fremstilling. Nogle historikere mener, at Novak kunne være for hurtig til at konkludere om brede institutionelle holdninger ud fra handlinger begået af enkelte personer eller grupper. Forsvarere fremhæver dog bogens omfangsrige dokumentation og dens betydning som et tidligt forsøg på at undersøge relationen mellem religion og vold i det 20. århundredes Kroatien.

Inden for nutidig forskning anses Magnum Crimen ofte som et vigtigt, men kontroversielt, bidrag til forståelsen af klerikalismens rolle i kroatisk samfund og politik. Bogen har inspireret opfølgende studier om kirkelige institutioners politiske indflydelse og om, hvordan religiøse autoriteter kan blive involveret i nationalistiske og autoritære projekter.

Afsluttende bemærkninger

Uanset hvor man placerer sig i vurderingen af Novaks metode og konklusioner, er det ukladeligt, at Magnum Crimen har haft stor historisk gennemslagskraft. For læsere og forskere, der vil forstå det komplekse forhold mellem kirke, nationalisme og politik i Kroatien i første halvdel af det 20. århundrede, er Novaks værk et centralt udgangspunkt — både som kilde og som genstand for kritisk refleksion.

Bogen

Forord

Novak skrev, at han brugte mere end 40 år på at indsamle dokumenter og bøger for at skrive sin bog. Han begyndte at indsamle dette materiale i sin gymnasietid, fortsatte det som universitetsstuderende og som medlem af det østrigske institut for historie i Wien, Østrig, og derefter som universitetsprofessor i Zagreb og Beograd. Han arbejdede på tre bøger, hvoraf Magnum crimen er den sidste, de to første dele af er Magnum tempus og Magnum sacerdos. I 1941, efter ødelæggelsen og besættelsen af Kongeriget Jugoslavien, blev Novak tvunget til at destruere alt det materiale, han havde indsamlet. Han var i fare for at blive arresteret og dræbt af den tyske besættelsesmagt og dens kollaboratører i Beograd. Han var blandt de første ti personer, der blev arresteret i Beograd af tyskerne, men det lykkedes ham at overleve og fortsætte arbejdet med denne bog efter befrielsen af Beograd i oktober 1944.

Novak dedikerer denne bog til ofrene (kendte og ukendte) for klero-fascismen.

Ved at observere den romersk-katolske kirkes aktiviteter i Jugoslavien i mere end 50 år konkluderer forfatteren, at denne kirke erstattede ideen om tjeneste for Gud med tjeneste for den romerske kurie, dvs. tjeneste for den romersk-katolske regering i rollen som verdensleder. Som følge af denne idé identificerede den romersk-katolske kirke i Kongeriget Jugoslavien den romersk-katolske kirke med den kroatiske nationalitet, hvilket gjorde de fleste af dens præsteskab til glødende tilhængere af Ustashe.

Kapitel I - XVIII

Bogen beskriver det romersk-katolske præsteskabs aktiviteter i Kongeriget Jugoslavien, herunder deres hensigt og forsøg på at blive hævet over staten, at kontrollere staten og i sidste ende almindelige menneskers hverdag. Den består af to forskellige dele. Den første del består af femten kapitler, der dækker den romersk-katolske gejstlighed fra slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede i Østrig-Ungarn og derefter i Kongeriget Jugoslavien. Anden del, de sidste fire kapitler, dækker den uafhængige kroatiske stats opståen og fald og den romersk-katolske kirkes aktive støtte fra gejstligheden i den romersk-katolske kirke.

Den romersk-katolske kirkes vigtigste doktrin i Kongeriget Jugoslavien var, at
a) præsterne skal aflønnes af staten som statsembedsmænd,
b) staten må ikke have nogen kontrol over kirken,
c) kirken har ret til at være fuldt ud involveret i Kongeriget Jugoslaviens politiske liv; (
d) at kirkens lære/religionsundervisning skal være en del af læseplanerne i grundskolen og gymnasiet, og at
e) at
den romersk-katolske kirkes læseplaner i skolerne skal være obligatoriske for alle elever, hvis mindst én forælder er romersk-katolik.

For at nå disse mål støttede kirken gejstlige politiske partier og konfronterede dem med andre konfessioner, først og fremmest den serbisk-ortodokse kirke, ved offentligt at prædike had mod den ortodokse befolkning og ved at anbefale kroatisk og slovensk separatisme og intolerance over for andre.

Josip Juraj Strossmayers ideer, hvoraf den vigtigste var - at tjene Gud er lig med at tjene mennesker, skabe tætte forbindelser mellem kroater og serbere ved at indføre det gammelslaviske sprog som liturgisprog i den romersk-katolske kirke på Balkan - blev aggressivt undertrykt af det romersk-katolske præsteskab i Kroatien og Slovenien. Præsteskabet satte den romerske kurie ind mellem Gud og folket og krævede af katolikkerne ultimativ lydighed over for den romerske kurie og ubetinget kærlighed til den romerske pave. Det præsteskab, der forblev Strossmayer trofast, blev marginaliseret, og de mest ivrige tilhængere blev ekskommunikeret af ærkebiskoppen i Zagreb.

Ikke desto mindre blev Strossmayer omfavnet som en stor romersk-katolsk biskop af det samme præsteskab - men hans lære blev fordrejet eller slet ikke nævnt. Den samme skæbne gik Franjo Rački, Ante Trumbić og Stjepan Radić i møde - tre kroatiske politikere, der aktivt gik ind for og kæmpede for jugoslavismen - som en fællesnævner for sammenhold og liv blandt de slaviske folk i kongeriget Jugoslavien. Trumbić og Radićs kamp mod centralismen blev tolket som støtte til kroatisk og slovensk separatisme.

Novak påviste, at selv de antikroatiske aktiviteter i de italienske kroatiske og slovenske lande (som kompensation for deres hjælp i Første Verdenskrig) ikke blev modarbejdet af det kroatiske og slovenske romersk-katolske præsteskab i Jugoslavien. Udvisningen af det kroatiske og slovenske præsteskab fra disse lande og deres udskiftning med italienerne blev modtaget med tavshed og accepteret uden modstand eller protest blandt deres katolske brødre i Jugoslavien.

Ante Pavelićs politiske aktiviteter i Kongeriget Jugoslavien, Ustashe-terrorismen og omfavnelsen af fascismen blev alle støttet af det romersk-katolske præsteskab. Pavelićs nationalisme identificerede romersk-katolicismen med kroaterne, hvilket blev aktivt støttet og fortolket af præstestyret.

Anden del af denne bog handler om begyndelsen af den uafhængige stat Kroatien, det romersk-katolske præsteskabets aktive støtte til denne stat og deres involvering og støtte i udryddelsen og/eller tvangsomvendelsen af serberne og udryddelsen af jøderne og romaerne. Bogen er fuld af vidnesbyrd og dokumenter, der viser det katolske gejstres aktive deltagelse i støtte til, organisering og gennemførelse af udryddelsen af serbere, jøder og romaer i Kongeriget Jugoslavien. En af de mest bizarre begivenheder, der beskrives, er, at romersk-katolske præster i Jasenovac-koncentrationslejren hver dag arbejdede på de mest grusomme måder at dræbe lejrdeltagerne på, mens de regelmæssigt hver dag gik i kapel for at bede til Gud.

I slutningen af Anden Verdenskrig forsvarede det katolske præsteskab sig selv ved at hævde deres modstand mod tvangsomvendelse og udryddelse i nogle breve og instruktioner til præsteskabet. Bogen bemærker, at disse breve og anvisninger ikke var offentlige og ikke blev respekteret eller fulgt. Faktisk blev det i en artikel fra "Novi list" hævdet, at en jøde ikke kunne blive reddet ved at konvertere til den romersk-katolske tro.

Ærkebiskop Aloysius Stepinac fremstilles i denne bog som en glødende romersk-katolsk korsfarer, der offentligt støttede oprettelsen af den uafhængige stat Kroatien, anerkendte Ustashe som kroatiske patrioter, forsvarede hende over for paven og var ansvarlig for sine præsters racistiske holdning og adfærd.

Engelsksproget udgave [2011]

Denne udgave indeholder, ud over at være en engelsk oversættelse af 1948-udgaven, to nye kapitler - XIV. Ecclesia-militante i krig med Tyrš-ideologien, og XV. Libellus-beskyldninger, som begge blev udeladt i den oprindelige udgave under pres fra Josip Broz Titos OZNA-chef Maks Baće.

Kapitel XIV handler om Sokol-selskabet (Falcon), der blev grundlagt i Prag i 1862 af Jindřich Fügner og Miroslav Tyrš. Sokol-selskabets mål var at genoplive og styrke den nationale bevidsthed og fremme det tjekkiske folks mentale og fysiske sundhed gennem sport og moralsk opdragelse. Ideen fik hurtigt en pan-slavisk karakter, og Sokol-organisationer blev senere oprettet i Kroatien, Slovenien, Serbien, Bulgarien, Polen og Rusland. Sokol-bevægelsen havde fuld støtte fra Strossmayer, den daværende biskop af Đakovo. Efter opløsningen af Østrig-Ungarn og oprettelsen af Kongeriget af serbere, kroater og slovenere i 1918 og under ledelse af Lazar Car blev de kroatiske Sokol-foreninger den 15. juni 1919 forenet med de serbiske og slovenske Sokol-klubber i en stor Sokol-alliance.

Det separatistiske kroatiske præsteskab tvang de kroatiske Sokols til at forlade den jugoslaviske Sokol Alliance i 1919-20, hvilket gav næring til interne konflikter inden for alliancen af politiske årsager. Samtidig etablerede det høje katolske præsteskab den gejstlige organisation Orlovi (Ørnene) med det formål at få unge væk fra alliancen. Den kroatiske katolske kirke afviste den panslaviske idé om at samle katolske, ortodokse og muslimske troende under mottoet "en broder er kær uanset tro". De to katolske organisationer Orlovi (Ørne) og Katolička Akcija (Katolsk Aktion) var en hovedbase for denne modstand mod ideen om jugoslavisme, broderskab og religiøs tolerance. Den katolske kirkes modstand mod denne idé om panslavisme fik de polske Sokols til at undlade at deltage i det internationale All Sokol Rally, der blev afholdt i Prag i 1926.

Kapitel XV med titlen Libellus Accusations handler om nogle få kroatiske præster, som var tilhængere af Strossmayers idé (nemlig at tjene mennesker er ensbetydende med at tjene Gud). Den mest fremtrædende af dem var Frano Ivanišević, en national kæmper og fortaler for gammelslavisk kirkesprog som liturgisprog i den kroatiske katolske kirke. Han viste, at en katolsk præst, der tjener sit folk, ikke er i strid med sin kirke og tro.

Bogen som akademisk opslagsværk

Blandt forskere og historikere er denne bog accepteret som en seriøs akademisk reference og som sådan - citeret og refereret et stort antal gange [1],[2]. På den måde blev bogen en referencebog i bibliotekerne på mange universiteter rundt om i verden [3].

De tidligste undersøgelser af denne bog er dem af russeren S. Troicky (fra 1949 - se linket) og af svenskeren O. Neumann. Neumann fremhævede tre særlige ting ved denne bog: V. Novaks rolle i udbredelsen og forsvaret af ideen om jugoslavisme, rigelig dokumentation, der anvendes til at understøtte bogens indhold, og at "Nogle passager er skrevet af en forsker i en værdig akademisk kjole, i andre dele af bogen påtager forfatteren sig rollen som offentlig anklager". Den forkortede udgave af denne bog, der blev udgivet i 1960, er anmeldt i Istorijski glasnik og samme anmeldelse gengives i Historical abstracts.

Der findes en række korte noter om denne bog - spredt i de værker, der vedrører denne periode af historien. Nogle er neutrale, andre er afvisende og misbilligende.

Den seneste engelsksprogede udgave fra 2011 blev udgivet i to bind og indeholder to kapitler, som var blevet udelukket fra alle tidligere udgaver af bogen, og som ifølge den serbiske historiker Vasilije Krestić blev censureret efter anmodning fra to kroatiske kommunistledere, Vladimir Bakarić og Maks Baće. Som det serbiske dagblad Politika rapporterede, blev udgivelsen af den engelsksprogede udgave finansieret af en skolekammerat til Milorad Ekmečić; Ekmečić skrev forordet til udgaven. Ifølge samme artikel faldt udgivelsen af den engelske oversættelse sammen med Kroatiens retssag mod Serbien ved Den Internationale Domstol, så "verden ville blive informeret om ustasjernes forbrydelser mod serberne under Anden Verdenskrig".

Bogen har syv fulde udgaver [4] og en forkortet udgave.