Den mexicanske uafhængighedskrig (1810–1821) var en langvarig konflikt mellem store dele af Mexicos befolkning og det spanske kolonistyre. Den begyndte formelt den 16. september 1810 med opråbet kendt som Grito de Dolores, men rødderne til uafhængighedsbevægelsen går længere tilbage. Krigen involverede en bred skare af aktører — mexicanskfødte spaniere (criollo-folk), mestizere, indianere og andre grupper — som ønskede uafhængighed fra Spanien og ændringer i det sociale og økonomiske system.

Årsager

Uafhængighedsbevægelsen udsprang af en blanding af politiske, økonomiske og sociale faktorer:

  • Det spanske koloniale kastesystem og økonomiske begrænsninger betød ulighed mellem peninsularerne (født i Spanien) og mexicanskfødte spaniere (criollos), samt dårlige levevilkår for mange indianere og mestizere.
  • Oplysningstidens idéer og forbilleder som den amerikanske og franske revolution inspirerede krav om større politisk selvbestemmelse.
  • Spaniens egen krise efter Napoleons invasion og den efterfølgende kamp mod det første franske imperium i halvøkrigen svækkede de centrale magtstrukturer og gav kolonisterne politisk spillerum.
  • Tidligere oprør og sammensværgelser mindede om muligheden for oprør — idéen om uafhængighed kan spores helt tilbage til årene efter den spanske erobring af Aztekerriget, og mere konkret til hændelser som oprøret ledet af Martín Cortés og den mislykkede Machetekonspirationen i 1799, som var forspil til 1810.

Forløb og hovedfaser

Krigen kan groft opdeles i flere faser, der skiftevis var præget af regulære slag, politiske erklæringer og langvarig geriljakrigsførelse:

  • 1810–1811: Hurra-oprøret og tidligt lederskab. Oprøret begyndte med præsten Miguel Hidalgo y Costilla, der den 16. september 1810 løftede folket til oprør (se Grito de Dolores). De oprindelige oprørsmasser vandt flere sejre, men ledende figurer som Hidalgo og andre blev fanget og henrettet i 1811.
  • 1811–1815: Organisation under José María Morelos. Efter Hidalgos død samlede José María Morelos bevægelsen, organiserede militære operationer i syd og indkaldte til en uafhængighedserklæring og en forfatning (f.eks. i Chilpancingo). Morelos blev fanget og henrettet i 1815, men havde lagt grundlaget for et politisk projekt.
  • 1815–1820: Fragmentering og geriljakrig. Efter Morelos’ død blev kampen mere fragmenteret. Mindre ledergrupper og geriljatropper under personer som Vicente Guerrero fortsatte kampen i flere år, især i det sydlige Mexico.
  • 1820–1821: Politisk vending og forhandling. Et vendepunkt kom efter liberale oprør i Spanien i 1820, som svækkede den spanske vilje og gjorde kompromis muligt. Den tidligere royalistiske officer Agustín de Iturbide indgik alliance med gerillalederen Guerrero og fremsatte Plan of Iguala (1821), som forenede mange kræfter bag tre garantier: religion, uafhængighed og enhed. Resultatet blev indtoget i Mexico City og en praktisk afslutning på kolonistyret i 1821 (der er også aftaler som Córdoba-traktaten i perioden).

Vigtige personer

  • Miguel Hidalgo y Costilla — begyndte den væbnede fase med Grito de Dolores.
  • Ignacio Allende — militær leder og nær allieret med Hidalgo i de første faser.
  • José María Morelos — organiserede bevægelsen efter Hidalgos død og arbejdede for en klar politisk dagsorden.
  • Vicente Guerrero — en af de fremtrædende gerillaledere, som spillede en central rolle i afslutningen af krigen.
  • Agustín de Iturbide — tidligere royalist, der vendte sig mod Spanien og i 1821 førte de politiske forhandlinger, der sikrede uafhængighed; senere kejser i den kortlivede Første Mexicanske Kejserrige.

Betydning og konsekvenser

Den mexicanske uafhængighedskrig fik vidtrækkende konsekvenser:

  • Kolonitiden i det, der blev til selvstændige Mexico, ophørte, og en ny politisk orden skulle opbygges — først som et kejserrige under Iturbide og siden som republik efter 1823.
  • Krigen svækkede Spaniens kontrol over Latinamerika og var en del af den større bølge af uafhængighedsbevægelser i regionen.
  • Sociale problemer og ulighed blev ikke løst ved våbenstilstanden; det koloniale kastesystem og kirkens og elitenes magt strukturer bestod i mange henseender, og Mexico fik efterfølgende lange perioder med politisk ustabilitet og konflikter om jord og rettigheder.
  • Symbolsk og kulturelt var krigen afgørende for dannelsen af en mexicansk national identitet og for den offentlige erindring (eks. fejringen af den 16. september som Mexicos uafhængighedsdag).

Sammenfattende var uafhængighedskrigen i Mexico både et oprør mod kolonimagtens politiske kontrol og et komplekst socialt opgør, der kombinerede idealer om frihed med lokale krav om retfærdighed. Selvom målet om formel uafhængighed blev opnået i 1821, fortsatte kampen om økonomisk lighed, politisk repræsentation og sociale reformer i årtierne efter.