Vandmænd (Medusozoa): Biologi, arter, giftige stik og levevis

Vandmænd (Medusozoa): Lær om biologi, arter, giftige stik og levevis — fra små planktonædere til dødelige æskenælder. Fotos, fakta og sikkerhedstips.

Maneter er dyr i stammen Cnidaria og danner en monofyletisk klade, Medusozoa. De fleste arter lever i havet og findes i saltvand, hvor de driver med strømmen og fanger små byttedyr som plankton, krebsdyr og små fisk. Kun få arter lever i ferskvand. Mange maneter ses langs kysterne i særlige perioder af året, hvor der kan opstå store mængder eller "blomstringer".

Bygning og stikkende celler

Maneter har en blød, gelélignende krop og lange, ofte stikkende fangarme (tentakler), som de bruger til at fange bytte. Kroppen består i høj grad af vand (typisk omkring 95–98 %, ofte angivet som ca. 97 %). Tentaklerne bærer særlige celler kaldet cnidoblaster eller cnidocytter, som indeholder nematocyster — mikroskopiske kapsler med en opskydelig brod, der kan udløses ved berøring. Når et bytte rører udløserhårene på nematocysten, åbnes kapslen, saltvand strømmer ind, trykket stiger, og den giftige brod affyres og leverer gift til byttet.

Bevægelse, former og størrelse

De fleste maneter har en klokkeformet krop (meduseform) med tentakler hængende under klokken. Bevægelsen sker ved rytmiske sammentrækninger af klokkemuskulaturen, som pumper vand og driver dyret fremad, men mange arter har begrænset aktiv styring og følger i vid udstrækning havstrømme. Størrelsen varierer meget: de mindste er få centimeter, mens den største ofte nævnte art er løvemanen, Cyanea capillata, med kroppe over 1 meter i diameter og tentakler, der kan nå op til omkring 60 meter i ekstreme tilfælde. Nogle maneter er bioluminescerende eller lysende i mørke (i teksten linket som fosforescens).

Klasser inden for Medusozoa

• Scyphozoa: de "ægte" vandmænd (stor hovedgruppe af meduser)
• Cubozoa: æskenålene eller kubemaneter (ofte stærkt giftige)
• Staurozoan: stilkede vandmænd (lever ofte fastsiddende på bund eller alger)
• Hydrozoa: hydroiderne (indeholder både kolonidannende former og fritsvømmende meduser)

Livscyklus og formering

Maneters livscyklus kan være kompleks og omfatte både en fastsiddende polypfase og en fritsvømmende medusefase. Polyppen formerer sig ofte aseksuelt (fx knopskydning eller strobilation), hvorved flere meduser dannes og frigives. De fritsvømmende meduser formerer sig seksuelt og producerer larver, som efter en fase på bunden kan udvikle sig til nye polyppstadier. Denne vekselvirkning mellem former gør, at mange arter hurtigt kan producere store bestande under gunstige forhold.

Giftige stik og førstehjælp

Nogle maneter har kraftige gifte, der kan give alt fra smertefulde hudreaktioner til livstruende, systemiske symptomer. Blandt de farligste nævnes æskenålen (fx slægterne Chironex, Chiropsalmus og Carybdea) og små arter som Irukandji (Irukandji-kvalle, fx Carukia barnesi), hvis stik kan give alvorlige smerter, kvalme, kraftig forhøjet blodtryk og i sjældne tilfælde dødelige reaktioner.

Generelle råd ved stik (bemærk: søg altid lægehjælp ved mistanke om alvorligt sting):

• Hold ro og få den ramte væk fra vandet, hvis der er risiko for flere sting.
• Fjern forsigtigt synlige tentakler med handsker eller en stiv genstand (fx et kort eller en pind). Undgå at gnide området — det kan udløse flere nematocyster.
• Rens området med saltvand (ikke ferskvand), da ferskvand kan få uaffyrede nematocyster til at aktivere.
• For visse arter, især æskenåle (Cubozoa), anbefales skylning med eddike (husets eddike) for at inaktivere nematocyster — følg lokale myndigheders og sundhedspersonales instrukser.
• Søg lægehjælp ved kraftige smerter, vejrtrækningsbesvær, svimmelhed eller mistanke om alvorlig reaktion; nogle områder har antiserum mod bestemte arter.

Kost, predators og økonomisk betydning

Maneter spises af flere havdyr, herunder havskildpadder og store fisk som solfisk. Mennesker spiser også maneter i flere kulturer, især i Asien, hvor maneter betragtes som en delikatesse. Forarbejdning af maneter til spisning kræver ofte omfattende rensning og konservering: de fordærves hurtigt efter fangst, og traditionelle metoder omfatter tørring eller kemisk behandling over en periode (renseprocesser kan tage op til flere uger). Tilberedte maneter spises ofte i salater med fx sojasovs eller eddike.

Økologi, forekomster og ændringer i bestande

Maneters bestande kan svinge kraftigt og i visse år lave store "blomstringer", som kan påvirke fiskeri, torskeopdræt og kraftværkers kølevandsindtag. Flere faktorer menes at bidrage til øgede forekomster på nogle lokaliteter: overfiskning af konkurrenter og rovdyr, stigende havtemperaturer og ændringer i næringsstoffer. Samtidig spiller maneter en vigtig rolle i marine fødenet som både rovdyr af plankton og som føde for større dyr.

Forskning og bemærkninger

Maneter er interessante for forskning inden for neurobiologi, regenerering og bioluminescens. De simple nervesystemer og evnen til at regenerere væv gør dem velegnede som modelorganismer. Bioluminescerende arter studeres også for deres kemiske mekanismer og mulige anvendelser.

Livscyklus

De fleste vandmænd gennemgår to forskellige livsstadier (kropsformer) i løbet af deres livscyklus. Det første er det polypoide stadium, hvor dyret har form af en lille stilk med fødende tentakler. Meget ofte er denne polyp fastgjort til havbunden eller til en anden hård overflade; den bevæger sig sjældent rundt. En polyp, der lever på denne måde, kaldes fastsiddende. I nogle tilfælde er polyppen frit svømmende. Polypper har generelt en mund omgivet af opadvendte tentakler. Polypper kan leve alene eller i grupper, og nogle af dem gror aseksuelt og danner flere polypper. De fleste er meget små, målt i millimeter.

I det andet stadie producerer de små polypper ukønnet vandmænd, som hver især er kendt som en medusa. De små vandmænd svømmer væk fra polyppen og vokser derefter og lever i planktonet. Vandmænd formerer sig både seksuelt og ukønnet. Voksne, velernærede vandmænd gyder dagligt. Hos de fleste arter styres gydningen af lyset, så hele populationen gyder på omtrent samme tidspunkt af dagen, ofte enten i skumringen eller ved daggry. Maner er normalt enten hanner eller hunner (med lejlighedsvis hermafroditter). I de fleste tilfælde slipper de voksne individer sæd og æg ud i det omkringliggende vand, hvor de (ubeskyttede) æg befrugtes og modnes til nye organismer.

Medusae har en radialt symmetrisk, paraplyformet krop kaldet en klokke, som normalt er forsynet med marginale tentakler, der fanger byttet. Nogle få arter af vandmænd har ikke polypedelen af livscyklussen, men går fra mane til næste generation af vandmænd gennem direkte udvikling af befrugtede æg. Maneter på medusestadiet lever normalt kun op til seks måneder, hvorefter den dør.

Vandmænd spiser plankton og små fisk, som de fanger med deres giftige fangarme. Vandmænd kan leve i symbiose med alger. Manen transporterer dem ind i sollyset og får næringsstoffer fra algernes fotosyntese. Begge former for geléfisk har små tentakler med nematocyster (stikkende celler), der stikker og kan skade mennesker ved berøring.

Andre fakta

Medusozoer adskiller sig fra antozoer ved at have et medusestadium i deres livscyklus. Deres mitokondrie-DNA-molekyler er lineære i stedet for cirkulære som hos antozoer og næsten alle andre dyr. Cnidae, de eksplosive celler i Cnidaria, er af en enkelt type. Der findes nematocyster, men ingen spirocyster eller ptychocyster.

En gruppe af vandmænd kaldes en strøm; en forekomst af mange vandmænd på samme tid kaldes undertiden en blomstring.

 
Polypper  

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvilken stamme tilhører maner?

Spørgsmål: Hvordan bevæger maner sig?

Sp: Hvad er den største type vandmænd?

Spørgsmål: Hvordan bruges nematocyster af vandmænd?

Spørgsmål: Er der farlige typer af vandmænd?

Spørgsmål: Hvilke dyr spiser maner?

Spørgsmål: Hvordan konserveres de til konsum?

Søg efter bogstav